Maj måneds kulde gør laderne fulde - sådan kan man jo sige til hinanden som trøst, hvis man gik og småfrøs i den dejlige forårsmåned. Til gengæld, hvis solen varmede fra en regnløs himmel hele maj...
så er der grund til at være bekymret for høsten, forklarer Jesper Theilgaard i sin bog, og tilføjer, at der her egentlig ikke er tale om et varsel. Det er almindelig sund fornuft, at det i maj måned er vigtigt, at vårsæden får dannet et ordentligt rodnet og i det hele taget etablerer sig dybt nedefter. Det kræver rigeligt vand, så rødderne i de kommende sommermåneder kan klare en tørke ved at suge vand fra dybere lag og til den tid komme i vækst. Hvis der er en hedebølge allerede i maj, vil kornet vokse i højden i stedet for at bruge kræfterne på rodnettet, og det vil så give problemer senere på sommeren, tilføjer Theilgaard.
Den erfarne meteorolog har i en lille, men indholdsrig bog samlet en lang række af gamle varsler og myter om vejret. Lad os se på et par eksempler mere: ”Når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk” – det er et rigtigt godt og solidt varsel, skriver Theilgaard og forklarer, at det hænger sammen med, at vi her i landet har overvægt af vestenvind. Hvis der er fronter og lavtryk på vej mod Danmark ude fra Atlanten, ja, så mødes den nedgående sol af det kommende døgns vejr i form af skyer - en fin sæk at gå ned i!
”Når svalerne flyver lavt, er der udsigt til regn.” Svalerne flyver der, hvor deres mad er – altså de små insekter. Når det er varmt, stiger den varme luft op, insekterne følger med og dermed svalerne – og omvendt, når det er køligt og trækker op til regn.
Så er der myterne – her handler det om fænomener i naturen, der gennem tiderne er blevet koblet sammen med bestemte vejrtyper, men uden at der faktisk er eller kan være en sammenhæng, sådan som Jesper Theilgaard viser, at der i større eller mindre omfang er ved vejrvarslerne. Et godt eksempel på en sådan vejrmyte er denne: ”Det er altid godt vejr, når det er fuldmåne”. Her kan det simpelthen ikke passe – fuldmånen er et astronomisk fænomen, hvor solen, jorden og månen står på en lige linje med jorden i midten. Så vil den solbelyste side af månen vende direkte mod jorden – og der vil være fuldmåne at se for alle på den ene halvkugle af jorden og hvis myten holdt vand, skulle så halvdelen af jorden altid have godt vejr ved fuldmåne! Idéen med den sammenhæng er opstået, formoder Theilgaard, fordi vi kun kan se månen, når det er skyfrit og godt vejr og så kobler vi det imponerende syn af den fulde måne sammen med det gode vejr.
Endelig er der en samling af mange talemåder, der inddrager vejret - som det at løbe med en halv vind, at noget spredes for alle vinde eller at være kold som is.
Der er et fint, lille leksikon med forklaringer på termik, jetstrømme og atmosfærens opbygning. Derefter alfabetisk liste over bogens varsler og myter samt et stikordsregister. Bogen indledes med en kort historisk gennemgang af meteorologi og vejrudsigter.
Hvert varsel og myte er tildelt et opslag = to sider: én side med tekst og forklaring og én side med et billede – og det er rigtigt smukke billeder, hvor mange forskellige fotografer har været i gang – credit til hver enkelt anført ved hvert foto.
Omslagsdesignet har Martin Dennis stået for – på forsiden har han lagt et fantastisk foto taget af Lars Gejl/Scanpix.
Det er 2. udgave af bogen, men der er en del nyt stof – og specielt mange nye fotografier.
Gyldendal