|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 15-01-2025 Ikonoklasme, Kunsten som kampplads KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Derfor er ødelæggelse af billeder foregået i mange sammenhænge i løbet af historien - og foregår stadig. Billede hedder på græsk ikon og klasme betyder knuse. En udstilling på Glyptoteket og ikke mindst den bog, som er udgivet samtidig, belyser og undersøger mange aspekter af ikonoklasme både historisk og aktuelt. Rygraden i både udstilling og bog udgøres af en lang række værker fra Glyptoteket, selvom der naturligt nok også indgår andet materiale. En iøjnefaldende smuk portrætbuste (fra ca 50-59 evt) på udstillingen bærer navnet Agrippina Minor. Denne kvinde var kejser Claudius sidste hustru - hun formodes at have stået bag forgiftningen af ham og hun havde held med at få sin søn fra et tidligere ægteskab sat på kejsertronen - det var Nero. Men det var så sandsynligvis selvsamme Nero, der endte med at få sin mor, Agrippina dræbt og hendes minde ødelagt. Ja, det gik hedt til blandt Roms kejsere og deres omgivelser i de første par århundreder af vor tidsregning. 
Når man kigger nøje på Agrippinas portræt, får man øje på nogle detaljer: omkring næsefløjene og kinderne nogle diskrete tilhugninger, der kunne give en smallere, mere markeret næseryg. Til gengæld er tilhugningerne i kvindens pandehår meget markante - der har formodentlig skullet skabes plads til et hårbånd, et diadem eller lignende: Ny frisure, anden identitet, hedder overskriften på det afsnit i udstillingskataloget, der viser en række fotos af portrætbusten i en meget smuk mørkegrå sten. En stenart, diorit, der har været så værdifuld og forholdsvis sjælden, at det har givet mening at gemme den og holde den skjult i en årrække for så senere at lave de ændringer, der kunne give portrættet en ny identitet, skriver kapitlets forfatter, klassisk arkæolog Marina Prusac-Lindhagen. Det tilsvarende er sket med en lang række portrætter af romerske kejsere på udstillingen - deriblandt en imponerende statue i fuld figur af kejser Nerva, som er omarbejdet fra at være den foregående kejser Domitian. Når det gælder kejserne, kendes ansigtstrækkene af de forskellige ret godt i kraft af de store møntfund - som også er repræsenteret på udstillingen, så det er muligt at identificere både den oprindeligt portrætterede og den nye. Kvinder derimod optræder sjældent på mønter - og ser ud til at have stort set samme idealiserede ansigtstræk! Der er også en portrætbuste af Domitian (?), som slet og ret har fået hele sit ansigt hugget bort - her er der virkelig tale om at udslette hans minde - det er ikke en gang sikkert, at det faktisk drejer sig om Domitian! Ellers har det nok også i et vist omfang drejet sig om materialeknaphed, som har befordret identitetsskiftet. Andre gange er skulpturer blevet lemlæstet/ødelagt, fordi de har været anset som upassende - eller farligt hedenske og dæmoniske! Det er der naturligvis også eksempler på i udstillingen. Et spændende kapitel i bogen handler om hele bygningsværker - der ifølge sagens natur på udstillingen kun repræsenteres af ’løsrevne’ søjler. Det drejer sig om den romerske bygningstype basilika, som i kristen tid blev særdeles livligt brugt i kirkebyggeri med genbrug af en lang række bygningselementer - men på et par væsentlige områder helt anderledes end i de romerske basilikaer, der altid var verdslige: i de kristne basilikaer genbrugte og blandede man oldtidens forskellige typer søjler og kapitæler - det gjorde oldtidens romere aldrig, og i stedet for de traditionelle, romerske vandrette overliggere, som forbandt søjlerne, blev disse i den kristne basilika forbundet med bueslag - det gav tilsammen et helt nyt indtryk - selvom de arkitektoniske elementer var de traditionelle, var denne nye anvendelse af dem et eksempel på en ikonoklastisk strategi, som det formuleres af kunsthistoriker Maria Fabricius Hansen. Tankevækkende. For at blive ved kirkerne, ja, så er Frederikskirken, altså Marmorkirken, smukt repræsenteret på udstillingen i kraft af et maleri af den ufuldendte kirke, som i lidt mere end 100 år henlå som nærmest en ruin. Ikke nok med det: lige i nærheden står på udstillingen et fragment af en kæmpestatue og gløder purpurfarvet af den smukkest tænkelige porfyr skriver kunsthistoriker Ulla Kjær. 
Denne torso stammer fra en af verdens største porfyrstatuer - anslået til at været 4,70 meter høj s 130. Kirken endte jo med at blive bygget, men porfyrtorsoen blev ikke en del af den, men endte på Nationalmuseet, hvorfra den blev lånt til Glyptoteket - dejligt! For hvor er den smuk. Det første kapitel i bogen hedder Billedet af den væltede statue. ”Så længe mennesker har rejst statuer på piedestaler, er de også blevet væltet” lyder derpå de første ord knastørt, men billedet af disse væltede symboler på magt har efter fotografiets sejrsgang siden midten af 1800-tallet fået en dramatisk større betydning end tidligere. Efter et par velkendte eksempler alle fra dette århundrede, zoomer forfatterne ind på den meget velkendte sag, hvor kunstnergruppen Anonyme Billedkunstnere d. 7. november 2020 offentliggjorde en video, hvor man ser en gipsbuste af Frederik 5 blive afmonteret fra sin piedestal på Det Kongelige Danske Kunstakademi og derpå blive skubbet i Københavns Havn. Kongen havde grundlagt Kunstakademiet i 1754 - netop det år, hvor han også overtog ejerskabet over slavekolonien Dansk Vestindien. Gruppen ønskede at rette fokus mod forbindelsen mellem Akademiets rolle i enevældets kulturelle selvforståelse, og desuden ville de pege på det ansvar, der stadig burde løftes for den koloniale arv. Der rejste sig øjeblikkelig et hav af reaktioner - fra flere forskellige sider. Desuden viste det sig, at busten på ingen måde var uerstattelig - det var en gipsversion fra omkring 1960, der var røget i vandet den dag. Som det også gælder Agrippina Minor, har ødelæggelse ikke medført glemsel - tværtimod! For resten blev afstøbningen trukket op af vandet igen - blev ”rematerialiseret”, hvor kongens ansigt var ’erstattet af en abstrakt form’, som har givet anledning til både muleposer, krus og hættetrøjer, skriver kapitlets forfattere kunsthistorikerne Amalie Skovmøller og Mathias Danbolt. Det er fremragende både at have udstillingen og bogen - de støtter hinanden på en måde, så undertegnede ville have svært ved at undvære en af delene. Hele pointen med ikonoklasme udfoldes i bogen med de mange eksempler, der peger i alle mulige tankevækkende retninger, og udstillingen gør tilsvarende billederne levende. Mange har medvirket til udstilling og bog: Klassisk arkæolog Anna Minor har kurateret udstillingen, skrevet to af bogens kapitler (det ene af dem bogens fremragende og nyttige indledning) og sammen med Anna Manly har hun redigeret bogen. Udstillingen om Ikonoklasme kan ses helt frem til 18. maj 2025 Bogen, 204 sider, er udgivet af Glyptoteket selv med støtte fra en række fonde. Begge fotos i teksten er taget på udstillingen af anmelderen. Sendt på Radioupdate 15. januar 2025 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
