|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 05-05-2025 Sofie Marie Koksbang: Universets mørke side KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
’ Det største… i kosmologi er Albert Einsteins generelle relativitetsteori fra 1915’, skriver hun f.eks. og netop ham kommer hun derfor mange gange tilbage til, når det handler om tyngdekraften - og det gør det jo tit. Så er der også Edwin Hubble, som i 1929 kunne påvise, at universet er i gang med at udvide sig, og at alle galakser bevæger sig væk fra os, og det er i den forbindelse, at Koksbang understreger, at alting i universet bevæger sig væk fra alt andet, sådan at der ikke er noget centrum. Forfatteren illustrerer ved at sammenligne universet med en ballon, hvor der er malet mange prikker. Når så ballonen bliver blæst op, fjerner de malede prikker sig jo væk fra hinanden, men netop ikke fra et bestemt punkt, et centrum. Faktisk havde Einstein allerede 12 år før forudsagt, at universet udvider sig, men det var der ingen, der dengang troede på - heller ikke Einstein selv. Det er interessant at læse om ikke bare Einsteins og Hubbles opdagelser og diskussioner, men også om mange andre astronomer, der har bidraget med iagttagelser, målinger og fortolkninger af samme. Men tilbage igen til Einstein, som viste, at rum og tid blandes sammen, når vi (eller galakser) bevæger sig i forhold til hinanden - tidsintervaller og rumlige længder er relative. Koksbang forklarer hen over flere sider det ikke helt let forståelige begreb ”rumtiden”, og det allersværeste er, at rumtiden kan krumme. Hun erkender, at de færreste menneskehjerner kan forestille sig et tredimensionelt rum krumme, så hun indfører sammenligningen med et stræklagen, ja hun gør! Her har vi kun to dimensioner nemlig længde og bredde. Nu kaster en stærk person en jernkugle ind på lagnet, og der opstår en fordybning - som bliver ved at være der, også når kuglen er fjernet. Hvis man derpå kaster en let plastikbold ind på stræklagnet, triller den ned og lægger sig i bunden af fordybningen. Tæt på et tungt objekt går tiden langsommere, og det er netop på grund af krumningen i rumtiden. Allermest voldsomt sker det ved sorte huller, hvor rumtiden er krummet nærmest helt ind i sig selv, og ikke engang lys ikke kan slippe væk - det svarer så til, at den kugle, der rammer stræklagnet, har lavet et uendeligt dybt hul. Lidt mere jordnært får vi at vide, at vores egen jord er tung nok til at lave en sådan fordybning i rumtiden: forskellene i urenes gang ved jordens overflade og i 20.000 km, hvor GPS-satellitterne ligger, er stor nok til, at det er nødvendigt at tage højde for denne forskel, når informationerne leveres fra GPS til vores biler og telefoner. Bogen er bygget sådan op, at den første del handler om det jeg (lidt forsigtigt) vil kalde sikker viden - hvad ved vi f.eks. om det tidlige univers? Ganske meget, skal det vise sig, for de avancerede stjernekikkerter ser nemlig tilbage i tiden, langt tilbage: vores nærmeste galakse (Andromeda) ligger 2,5 millioner lysår væk, så når astronomerne ser den, ja så er det som den så ud for 2,5 millioner år siden. For den sags skyld kunne den altså for længst være forsvundet. Til sammenligning bruger lyset fra vores egen stjerne, som vi kalder solen, otte minutter med at nå til os - fra månen tager det kun et sekund. Det betyder så, at når vores kikkerter kan se længere og længere ud i universet, så er det i virkeligheden ikke som galakserne ser ud i dag, men som de så ud for længere og længere tid siden. Hvordan de ser ud i dag, har vi ingen mulighed for at se - eller fatte. Hvad er så det ældste, vi kan se? I et fascinerende kapitel skriver forfatteren om ’den lysende mur’, som kikkerterne får øje på ligegyldigt, i hvilken retning de drejes hen. Denne ’mur’ ligger 13,8 milliarder år tilbage i tiden og adskiller det univers, vi kan iagttage gennem kikkerter og lave målinger på, fra det helt tidlige univers, som var/er ganske uigennemsigtigt. Teorien her er, at universet ’tilsyneladende’ opstod ud af ingenting for knapt 14 milliarder år siden - ifølge den såkaldte Big Bang model. I begyndelsen var temperaturen så høj, at atomkernerne dårligt nok kunne holde sammen på sig selv og slet ikke på deres elektroner. Så dette helt tidlige univers var proppet med elementarpartikler. Det betyder så igen, at universet dengang var lige som en tæt tåge eller fygesne, hvor cykel-eller billygter udsender lys, der rammer tågens mikroskopiske vandmolekyler og skaber vanskelig sigtbarhed - uden at det egentlig opfattes som mørke. Efter 380.000 år var universet blevet så afkølet, at atomkernerne begyndte at kunne fastholde elektroner, og blev gennemsigtigt efterhånden som de frie elektroner blev bundet. Men den lysende mur ligger der endnu - og hvis teorien her holder, vil den ligge der så længe universet eksisterer. Nu peger bogen med sin titel jo på Universets mørke side, og her er der rigtigt meget der stadig forskes i - f.eks. af forfatteren selv. Hun tager først fat i, at galaksernes strukturer har krævet langt større tyngdekraft end den, som vi kan måle, at de selv har bidraget med. Her er det så, at mørkt stof kommer ind i billedet - og der er meget af det! Det stof, vi selv kender fra observationer og kan lave beregninger med, udgør kun 5% af alt stof i universet. Det mørke stof er usynligt, men påvirker det synlige stof med sin tyngdekraft, og man har kunnet regne ud, at det mørke stof udgør hele 25% af universets stof og formodentlig udgøres af partikler. Nu er der så gjort rede for 30% af universet - hvad så med de sidste 70%. Det kaldes ’mørk energi’, og vi aner ikke, hvad det er. Det kunne jo være endnu ukendte elementarpartikler, men her skriver Koksbang så, at det bedste bud fra hende og hendes kollegaer er, at de sidste 70% slet ikke er partikler, men består af - ingenting. Modellen med: 5% kendt stof, 25% mørkt stof og 70% mørk energi kaldes kosmologiens standardmodel. Den er faktisk tæt på Einsteins tanker i hans generelle relativitetsteori, hvor det fremgår, at stoffet i universet er jævnt fordelt. Desværre passer den observerede mængde mørk energi ikke sammen med den beregnede - og hvad så? Ja, bogens titel er jo netop Universets mørke side, og den sidste og voldsomt fascinerende del af bogen fortæller om alle de undersøgelser, observationer og teorier, der udspringer af mørk energi. Udover de gåder (og de er mange!), der gemmer sig i den mørke energis ’ingenting’, så vil jeg nøjes med forfatterens forhåbninger om, at fremtidige observationer måske vil ’være med til at besvare det største spørgsmål af dem alle: Har universet altid eksisteret, eller er det på et tidspunkt opstået ud af ingenting? Og i så fald hvordan?’ Det er ikke en let læst bog, men forfatteren prøver hele vejen igennem at forenkle det svære og navnlig komme til hjælp med forståelige sammenligninger. Hendes glæde ved sit fag og sit arbejde er smittende og gør læsningen til en fornøjelse. Undertegnede glæder sig allerede til hendes næste bog. Bogen på lige under 100 sider er udgivet af Aarhus Universitetsforlag 8. april 2025 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
