|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 15-05-2025 Andrea Camilleri: Angelicas smil KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Det var kommissær Montalbano, der var udsat for nævnte voldsomme effekter - og han var såmænd bare ude for i embeds medfør at tale med ejeren af en lejlighed, der havde været udsat for indbrud. Ejerens navn var Angelica Cosulich - hun er hermed præsenteret! Montalbano er hermed forelsket! Men historien begynder er helt andet sted, nemlig hos et ægtepar, der havde været udsat for et ubehageligt indbrud - eller rettere to indbrud: det ene i deres sommerhus, hvor tyvene udover diverse kortbare ejendele også havde stjålet nøglerne til deres lejlighed i byen samt bilnøglerne, som betød, at tyvene let og bekvemt kunne køre ind i byen og tage for sig af retterne i parrets bylejlighed, som Montalbano kunne se var blevet rodet grundigt igennem -det hele sejlede kort sagt: et jordskælv ville ikke have efterladt sig lige så meget rod, som han tørt konstaterede. Ægteparret havde været i deres sommerhus for at fejre deres femårs bryllupsdag og de indrømmede, at de nok havde fået ret meget at drikke. Desuden havde tyvene vist bedøvet dem med noget gas. Men hvem vidste, at de to, det var gået ud over, ville være i deres sommerhus den nat? Tja, omkring 15 personer, viser det sig - og Montalbano udbeder sig naturligvis en liste. Angelica Cosulich stod på den liste - og hun havde da netop været udsat for indbrud, sådan som det også skete for flere af de andre på listen. Men hvem står nu bag alle de indbrud? Her kommer en ung mand, Pasquale, ind i billedet. Han er søn af Montalbanos højt værdsatte husassistent, Adelina. Han har den fine kvalifikation at være ret hjemmevant i det lokale fængsel, og Montalbano havde såmænd selv anholdt ham et par gange. Det havde dog ikke forhindret ham i at bede Montalbano om at stå fadder ved hans søns dåb - og de to havde i det hele taget et nærmest hyggeligt forhold til hinanden. Nu havde så Montalbano bedt sin husassistent om at sende sin søn hen på stationen. Pasquale havde måske i de miljøer han færdedes hørt noget sladder om indbruddene. Den samtale, de to havde sammen, er en sand perle - den skal læses - ikke refereres. Pasquale snor sig for ikke at komme til at sige for meget, men han får da sagt at der var tale om ’førsteklasses fagfolk’ og at de var sicilianere - og bestilt til at begå indbruddene - bestilt af hvem? Der er sandelig mange gåder her. Samtidig kommer Montalbano tættere og tættere og alt for tæt på Angelica: ’ Det var ikke en forgabelse, det var et anfald af vanvid’, konkluderede han selv til sidst. Sagen bliver ikke lettere af, at kommissæren får et anonymt brev fra en person, der påstår at stå bag indbruddene - som han kalder en udfordring til Montalbano: Det er op til Dem at forhindre de kommende indbrud, skriver han og slutter med ’ de venligste hilsener og bedste ønsker’. Han er både intelligent og indbildsk, er Montalbanos konklusion, men hvad er han i virkeligheden ude på? Der er lidt sådan Sherlock Holmes og Professor Moriarty over historien. Det går ad lange og kringlede veje, som også omfatter drab, men politiet nærmer sig løsningen - og omsider afklares alt. Hvordan går det så med Angelica? Havde hun noget med hele sagen at gøre - udover altså indbruddet i hendes lejlighed? Camilleri snyder aldrig på vægten: læseren får hele historien - men undertegnede måtte læse flere af de sidste afsnit to eller endda tre gange, før jeg var sikker på at have forstået det hele. Men det er i høj grad umagen værd, for brikkerne i det indviklede puslespil falder fint på plads, og personernes optræden bliver nu forståelige og overbevisende. Angelicas smil er nr 17 i serien om Montalbano - så formodentlig vil mange af dem, der får bogen i hånden, nikke genkendende til persongalleriet. Først og fremmest er der jo kommissæren selv - her er det lidt overraskende at se ham være i den grad forelsket i Angelica. Ikke at det i øvrigt ændrede hans personlighed, som det illustreres af en samtale med en kollega, som Montalbano har sat til at bringe en gruppe personer involveret i sagen ind på stationen - endda i håndjern. ’ Pas nu på, hvad de gør, hr. kommissær’, indvender kollegaen. ’Hvorfor det?’ er svaret. Kollegaen forklarer:’ Det er rige folk, de har venner med indflydelse, de kan klage på højt sted, de kan skade dem….’ ’Det vil jeg skide noget så højt og flot på’, lyder svaret fra kommissæren. Sådan!! Så er der Livia, Montalbanos kæreste, der kun sjældent dukker op fra sit hjem i Norditalien. Her kommer hun på et kort besøg i begyndelsen af historien - ikke helt vellykket af flere grunde! Men så kommer Livia ind i billedet igen i et af de sidste afsnit, hvor hun ringer til ham: Montalbano beslutter sig for at gøre rent bord og fortælle Livia det hele om forholdet til Angelica, altså at han havde tilbragt en nat i sengen sammen med hende. Der kunne nu kun vente en syndflod af vrede, tænker han! Men nej - tværtimod lo Livia fornøjet ” den hopper jeg ikke på, søde ven….Du ville hellere lade dig flå end indrømme det”. Han gjorde et par forsøg mere, men nej, hun troede så afgjort ikke på, at han kunne have gjort sådan noget - og lagde bare på midt i et latteranfald. Vi møder hele gruppen af kolleger på stationen - her er det for fans af Montalbanobøgerne som at komme ind i en rar, varm stue med gode bekendte. Når det gælder forskellige myndigheder over Montalbanos niveau som f.eks. politidirektøren, som vil have en forklaring på et eller andet, så kan han være sarkastisk - men overfor trafikpolitiet, må han bide smarte bemærkninger i sig. Hvis nu bogen her åbnes af en ny læser, der ikke før har mødt Montalbano, så tror jeg egentlig, den kunne være en god introduktion til serien, fordi det ret beset er en klassisk kriminalsag med en logisk og forståelig opklaring og afklaring. I denne bog som i alle andre Montalbanokrimier spiller mad en vigtig rolle, meget vigtig! Specielt Enzos trattoria, er vigtig i kommissærens dagligdag. Det er næsten uforståeligt, hvordan han kan spise så meget, når han besøger Enzo - men det kan han, ja! At oversætte Camilleris værker er internationalt genstand for et hav af artikler - for han skriver på et italiensk solidt blandet op med ord og fraser fra siciliansk dialekt. At oversætte hans bøger er derfor en udfordring på topniveau..Læs her, hvordan Thomas Harder, der har oversat bogen fra italiensk, bruger netop ordet trattoria som eksempel på en oversætters overvejelser; Ordet trattoria betegner i princippet et uprætentiøst og ofte familiedrevet spisested, som gerne serverer lokale retter. Mere beskedent end ristorante, men ofte på fuld gastronomisk højde med sådan en. Hvad skal man kalde det på dansk? ”Kro” og ”traktørsted” klinger for landligt, for fortidigt og for meget af droskekørsel i Dyrehaven. Mange danske læsere ville givetvis genkende og forstå trattoria, men jeg bryder mig ikke om at anvende originalsproglige udtryk i oversættelsen: Det forstyrrer forestillingen om, at alt, hvad der står på dansk i min oversættelse, i virkeligheden er italiensk, og smager i øvrigt for meget af folkloristisk-lokalkoloristiske rejseartikler. På dansk driver Enzo derfor bare en ”restaurant”. Det er ikke karakteriserende på samme måde som trattoria, men bredt nok til også at rumme et spisested som Enzos, og Camilleris beskrivelse af lokalet og af kommissærens forhold til den serverende indehaver osv. fortæller i øvrigt læserne alt, hvad de behøver at vide om stedets stil og atmosfære. ”, slutter Harder. Citatet er hentet fra oversætterens egen hjemmeside, og man kan med fordel fordybe sig i hele artiklen: https://thomasharder.dk/da/andrea-camilleri-tvivlens-alder Angelicas smil 240 sider, er den syttende i Montalbano-serien og er udkommet på Arvids Forlag 30. april 2025. Det er grafisk designer Gitte Brinck fra GitteBrinck.dk, der har stået for sats og tilrettelæggelsen af det smukke omslag - med en elegant og utraditionel placering af forlagets logo. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
|
KULTUR & FORBRUG: Foto af forside fra forlaget Der var ikke blevet øvet retfærdighed. Det var det, han var der for, tænker Carlo Cappai.
Café Society KULTUR & FORBRUG: Kunst og fællesskaber i belle epoque Paris. Udstilling på Ordrupgaard og tilhørende katalog. - flere interviews om emnet
 De skabte det Danmark vi lever af ERHVERV: I vores serie om de opfindsomme danskere, der har skabt det velfærdssamfund og erhvervsliv, som vi lever af, er vi denne gang nået til et andet af de helt store navne, der satte gang i udenrigshandelen og stiftede nogle af vore mest kendte virksomheder. - flere interviews om emnet |  Sne og frost: Ansatte må selv betale, hvis de ikke kan komme frem ERHVERV: Når vejrudsigten byder på snevejr, frost eller spejlglatte veje, bliver folk ofte frarådet at bevæge sig ud i trafikken. Men må medarbejdere blot blive hjemme fra arbejde, hvis vejret volder problemer? - flere interviews om emnet
Espersen, Kaastrup og Sjøberg: Usynlig fjende Foto af forside fra forlaget Underteksten lyder: Hackerangreb og hemmelige netværk - flere interviews om emnet  Vilje, viden og værdier – J. C. Jacobsens villa på Carlsberg ERHVERV: Villaen skulle først og fremmest være smuk og ligge med den helt rigtige placering i landskabet. - flere interviews om emnet  Busserne kørte fast da Danmark åbnede sin første motorvej KULTUR & FORBRUG: Busserne kørte fast da Danmark åbnede sin første motorvej - flere interviews om emnet |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
