|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 17-06-2025 Gunver Lystbæk Vestergård: Vores levende univers KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Bogen tager først fat i vores egen oprindelse, forstået som alt det liv, der er på Jorden nu. Vi skal altså langt tilbage i tiden for at finde menneskets egne rødder. Derpå handler det om, hvordan videnskaben søger efter liv andre steder i Universet, og om hvor langt ud mennesket nu kan række efter spor af bare det mindste aftryk af noget levende, og kan man overhovedet definere liv? Til sidst (men absolut ikke mindst) handler det om de mere kontroversielle spørgsmål: er der andre, der er ude og søger efter os? Eller: er de her allerede? For øjeblikket sætter man Jordens alder til omkring 4,5 milliarder år, men vi skal flere 100 millioner år frem, før temperaturen var faldet så meget, at man kan forestille sig liv - og hvordan mon det så ud? Et stykke ad vejen blev tilbagelagt, da japanske marinbiologer i år 2000 fiskede en lille mikrobe op fra 1000 meters dybde i Stillehavet - et sted med en del vulkansk aktivitet. Den fik kælenavnet Oki af den ph.d. studerende Ruth-Sofie Taubner, der først ’tog sig af den’- og hun tog sig godt af den, for ved den rette behandling, kunne man registrere, at den var, ja, levende! Oki spiser med den ene ende kuldioxid - og fra den anden ende frigiver den metan. Urmikroben Oki er ældre end cyanobakterierne, som frigiver ilt. Vestergård kalder Oki for ’prototypen på liv’, og fordi de er så gamle og ældre end bakterierne, blev de kaldt ’arkæer’. Uden for jorden er det kun mikrobelignende liv, altså encellede organismer, som arkæer og bakterier, man indtil videre for alvor håber at finde. Metoden er nu at finde steder på Jorden, der svarer til de steder i rummet, hvor vi forventer, at de allermest primitive væsener kan klare sig. Vi læser om både det dybeste hul gravet her på Jorden og det tørreste - det sidste først: det er i Chiles Atacamaørken, hvor forskernes fugtighedsmålere fandt et sted at grave, der var mindst lige så tørt som Mars, og de kunne i 2015 offentliggøre fund af bakterier dernede, altså liv selv i dette knastørre miljø. Det dybeste hul begyndte Sovjetunionen i 1970 at grave på Kolahalvøen - gravearbejdet blev stoppet i 1992, for temperaturen var nu i lidt over 12 kilometers dybde hele 180 grader, selvom teorien havde sagt 100 grader. Det rigtigt interessante er det væld af levende encellede, organismer, mikrober, der var dernede i et miljø af vand, ja kogende vand! Jordens skyggebiosfære blev det kaldt. Her er det vigtigt at gøre sig klart, at der er en voldsom skillelinje mellem kemi og liv, eller med andre ord - hvor går springet fra at have alle de grundstoffer, der skal bruges, samt vand og rimelig temperatur til at have bare en eneste levende celle? Det er en diskussion, som er spændende at følge gennem bogen. Cellen er livets mindste bestanddel - arkæer og bakterier består af kun én celle, mennesker af billioner. Hvad er så en celle? Svaret kommer heldigvis fra forfatteren: en celle består af tre ’ting’ en membran, arvemateriale og stofskifte. Når stoffer i en celle skal skilles ad og samles igen på nye måder, så er der brug for et opløsningsmiddel, og alle grundstoffer kan blive flydende - er det ikke bare et spørgsmål om temperatur? Hm, måske i teorien, men vand har altså en speciel egenskab: dets massefylde på fast form, som is, er lavere end på flydende form, som, ja, vand. Så under is er der typiske vand. Vi skal lige et øjeblik tilbage til mikroben Oki og til Ruth-Sofie Taubners behandling af den. Den rette behandling var at give den præcist det miljø, som findes på Enceladus, en af Saturns måner, der har et kilometerdybt hav og en temperatur svarende til miljøet i den del af Stillehavet, hvor Oki blev fundet. Så denne måne ville være et rimeligt sted at forvente liv. Eller det kunne f.eks. være på Titan - en anden af Saturns måner, men meget større. Titan er dobbelt så stor som vores egen Månen og større end planeten Merkur. Mange astrobiologer håbede, at Titan kunne være venlig overfor muligt liv, og efter mange års forberedelser med deltagere fra både USA og Europa drog fartøjet Cassini med rumsonden Huygens afsted mod det ydre solsystem, mod Saturn og dens kæmpemåne Titan. Det lykkedes at få Huygens ned på Titan i god behold og et stykke tid havde jorden kontakt med sonden. Det viste sig, at der både var vand på Titan og minsandten også metan, som arkæer udskiller. Men måske er et endnu bedre bud på et muligt sted for liv Jupiters måne Europa. Den har både flydende vand og kvælstof, men desværre også voldsom barsk stråling fra Jupiter. To ekspeditioner er nu på vej til Europa - de ventes fremme i hhv 2030 og 2031. Men Mars er nu slet ikke opgivet som mulig kandidat til liv - eller endda til at kunne levere svar på gåden om, hvor liv her på jorden stammer fra, skriver Vestergård efterfølgende - og argumenterne fejler ikke noget! Men hvad hvis vi overser liv et sted derude, fordi det simpelthen er så helt anderledes end det, som vi kender? Eller hvad hvis det er os, der bliver fundet først, og der allerede er fremmed liv her på Jorden? Med hensyn til det første kan Vestergård fortælle, at forskere allerede er i gang med at udvikle kunstig intelligens, som kan spore muligheder for liv, som netop ikke er ’forudindtaget’ af en menneskelig opfattelse af liv, men hun har samtidig en sund skepsis overfor den mulighed. Men hvad så med besøg af fremmed liv her på jorden? ” Jeg har overvejet og genovervejet, om UFO’erne overhovedet fortjente en plads i denne bog, for videnskabelige er de ikke” , skriver hun. Derpå refererer hun grundigt sagen (her er det gjort helt kort), hvor en erfaren færdselsbetjent, Evald Hansen Maarup, en sen aften i 1970 var på vej hjem fra arbejde - og så en lang, oval genstand ca 25 meter oppe over ham. Hans bilmotor gik ud, radio og telefonsignal forsvandt. Da den ovale genstand fløj væk, kom bilens funktioner tilbage igen. Nærmest tilfældigt kom beretningen om Maarups oplevelse ud i pressen og derpå eksploderede beretninger om UFO-hændelser. Der er herhjemme registreret godt 18.000 UFO - observationer, som næsten alle sammen helt har kunnet afvises - undtagen altså Maarups. I USA har der været helt anderledes mange observationer og tilsvarende interesse, skriver forfatteren. Hun tager hele diskussionen om muligt fremmed liv på Jorden og inddeler overvejelserne i tre kategorier: 1) De er her, men vi kan ikke se dem. 2) De er her ikke, men de findes. 3) De er her ikke, for de findes ikke Hun gennemgår grundigt disse tre muligheder og indrømmer undervejs, at det lyder som om hun sammenblander søgningen efter mikrobielt liv og intelligent liv, ’ og det gør jeg også. Vi har ikke fundet nogen af delene,…. .’ Tilbage igen til intelligent liv: i begyndelsen af 1970’erne blev der på rumfartøjerne Pioner 10 og 11 monteret plader med blandt andet et kort over solsystemet. Er det nu en god idé, spurgte mange og Hollywoodskuespillerinden Jennifer Lawrence udbrød: ”…Hallo, det er også min adresse. Historien viser altså, at når vi finder hinanden, slår vi hinanden ihjel”. I bogens sidste kapitel opsummerer Vestergård alle de hinanden modsigende tegn på liv - eller på ikke-liv og skriver: Om 50 år ved vi sikkert, hvem der kan sige ”Hvad sagde jeg”. Hun har gennem bogen gentagne gange gjort opmærksom på, at vi altså ikke har fundet liv andre steder i Universet. Men der er en grund til, at bogens titel er: Vores levende univers. Det er dejligt at læse en bog, hvor forfatteren klart holder meget af sit stof og har sat sig ind i både de store linjer og de detaljer, der tilsammen fortæller om vores univers. Det hele bliver fortalt nærmest i et hverdagsagtigt sprog, samtidigt med, at hun aldrig springer over gærdet, hvor det er lavest, hvor hun f.eks. forklarer om DNA og RNA. Gunver Lystbæk Vestergård er uddannet cand.public og har en ph.d. i videnskabsstudier. Her i bogen er alting fuldstændigt gennemresearchet og dokumenteret med forbilledlige noter og litteraturhenvisninger. Der er meget at lære her, og samtidig bliver man virkelig fint underholdt. Bogen på 257 sider er udgivet af People’s 3. juni 2025 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
