|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 16-09-2021 Jens Andersen: Et liv med LEGO KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
I praksis betyder det, at Kjeld Kirk Kristiansen i foråret 2023 fratræder som formand for bestyrelsen i KIRKBI. Han vil på det tidspunkt være fyldt 75 år, og hans søn Thomas Kirk Kristiansen vil være 44 år. Thomas afløser på det tidspunkt sin far som formand i holdingselskabet, som ejer 75% af LEGO – de sidste 25% ejes af LEGO Fonden. Alt dette forklares i detaljer af Jens Andersen i hans nye fascinerende bog om LEGO, en familieejet virksomhed, hvor altså nu fjerde generation er mere end på vej ind i ledelsen, og hvor der allerede er tænkt på femte generation – som foreløbig udgøres af seks piger, hvor de to ældste er unge teenagere. Andersen forklarer i bogens forord, at han selv fik idéen til at fortælle historien om LEGO – han havde adgang til virksomhedens egne arkiver i Billund og havde gennem halvandet år månedlige samtaler med Kjeld Kirk Kristiansen, hvis egne synspunkter og kommentarer flettes ind i Jens Andersens fortløbende fortælling. Man lærer (stort set) alt om alle tandhjulene i den store virksomhed LEGO, mens man læser slægtens historie. Vi begynder i 1916, hvor tømrersvenden Ole Kirk Christiansen (ja, han stavede sig med Ch…) kom til stationsbyen Billund, hvor han købte et lille hus og etablerede sig som tømrer. I det lille samfund var det svært at tjene penge: Meget forretning blev nemlig ordnet med byttehandler, men en tømrer kunne jo ikke f.eks. købe nyt værktøj eller materialer uden penge. I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne gik det fra trange tider til endnu strammere, og tømreren begyndte at lave småting som malkeskamler – og små legeting af træ, dermåske kan sælges som julegaver.” Duer de”, spurgte Ole Kirk sine to yngste sønner, Gerhardt og Godtfred. Ja, de duede helt bestemt, fortæller nu Godtfred Kirks søn, Kjeld Kirk, til Jens Andersen. Så tømreren lavede mange små legesager – og dem kunne han faktisk sælge. Specielt de smukt lakerede biler var populære. Og så var der yoyo’erne – en dille, der kom til Danmark i 1931. De var nemme og hurtige at lave, og Ole Kirk kunne ansætte folk til det arbejde: mænd, der konstruerede dem, og kvinder der lakerede dem – det gav 1 øre pr yoyo, og en mand, der var hurtig, kunne på en god dag lave 1000 af dem. Regn selv dagslønnen ud! I 1932 blev Ole Kirk ramt af en stor sorg. Hans kone Kristine var højgravid med deres femte barn, blev alvorligt syg og indlagt, hvor både hun og barnet døde indenfor kort tid – hun blev kun 40 år. Ole Kirk stod nu alene med fire sønner i alderen seks til 15 år. Godtfred på 12 år endte med at være den, der hjalp sin far i værkstedet – han havde hænderne skruet fint på – og var god til tal. Men problemerne tårnede sig op – Ole Kirk var på nippet til at erklære sig konkurs, men får hjælp af en venlig sagfører til at få ’struktur’ på sin situation - blandt andet sætter han en annonce i Kristelig Dagblad: ’husbestyrerinde søges’. Det blev mildest talt en succes. Sofie blev en god og kærlig mor for de fire drenge – og der kom styr på husholdningen. Syv måneder efter sin ankomst blev Sofie og Ole Kirk gift i maj 1934. Kronen på værket blev, at hun kunne hjælpe sin mand økonomisk. Hun bragte nemlig 1000 kr ind i ægteskabet, som var nok til at dække de største huller. Stadig svævede Ole Kirks virksomhed, som nu havde fået navnet LEGO, hele tiden på randen af konkursen – og virksomheden kom til at stå i Sofie Kirk Christiansens navn. Helt frem til 1944 var det hende, der ejede LEGO, som klarede sig bedre og bedre med et vareudvalg, som var en stor succes – ikke mindst trækdyrene på hjul, hvor en favorit var en and på hjul. Materialet var træ – og altid af bedste kvalitet. En efter en forlod mange af de unge på 14-16 år Billund for at få læreplads eller arbejde. Gotfred havde fået lovning på en plads på et autoværksted, men en aften satte Ole Kirk sig på hans sengekant og forklarede ham, at han slet og ret ikke kunne undværes på værkstedet. ” Fabrikken blev min fars skæbne”, fortæller Kjeld Kirk, og bemærker, at det med penge ikke var hans farfars styrke, så alt med regnskab blev Gotfreds ansvar. Under krigen var der i Danmark mange varer, der ikke kunne skaffes, men trælegetøj kom i høj kurs, så forretningen gik fint hos LEGO, og mange gode kasser trælegetøj med LEGOs logo blev sendt rundt i Jylland fra Billund. At kasserne også ind i mellem rummede våben til modstandsbevægelsen, fortalte Ole Kirk først til sin søn efter krigen. I 1944 blev LEGO (efter råd fra en revisor) omdannet til et aktieselskab med Ole Kirk som ejer, direktør og bestyrelsesformand i selskabet, hvor aktionærerne udover ham selv og Sofie var de fire sønner (og desuden senere datteren Ulla – Ole og Sofies eneste barn). I begyndelsen var samarbejdet mellem far og søn gnidningsfrit, og i 1950 blev Godtfred udnævnt til juniordirektør i firmaet, men efterhånden viste det sig, at med hensyn til risikovillighed var far og søn som dag og nat, som Andersen formulerer det, og Kjeld supplerer med, at da ” min farfar fór ud og købte en kostbar plaststøbemaskine, ….., så var min far ikke spor begejstret”. Det var jo Godtfreds opgave at holde orden i økonomien. Men netop plastik blev LEGOs fremtid. Ole Kirk så sig aldrig tilbage og begyndte at producere små plastikklodser, der kunne sættes sammen. Det varede nu nogle år, før de rigtigt slog an, men så kom det også – og det er en kendsgerning, at Godtfreds tre børn, Gunhild, Hanne og Kjeld elskede klodserne – og de to ældste fik lov at danne blikfang for en ny serie LEGO-murstensæske op til julen 1953 – konceptet ’LEGO System i Leg’ var lanceret. Hårdt arbejde blev lagt iat få klodserne til at hænge bedre sammen end på de tidligste udgaver, og 28 jan 1958 kl. 13.58 blev myndighedernes stempel sat på patentansøgningen – og den legoklods, vi kender i dag, var en kendsgerning. Halvanden måned senere døde Ole Kirk. Efter hans død opstod der uenighed mellem de fire brødre, og det endte med, at Godtfred købte to af sine brødre ud af LEGO. I sine kommentarer her er Kjeld eftertænksom – og afbalanceret. ”På nogle punkter blev far aldrig nogen rigtig god leder”, siger han og tilføjer så, at noget han var virkelig god til, var at få særligt kvalificerede kompetente medarbejdere ind i Lego. Fra sidst i 1950’erne kom der ganske rigtigt en række professionelle ledere ind i virksomheden – folk, der havde erfaringer fra andre virksomheder. Her nævner Jens Andersen Søren Olsen, der som direktør formulerede LEGOS første personalepolitik og det i en periode, hvor omsætningen henover en treårig periode blev nidoblet med en tilsvarende strøm af nyansatte ind ad døren. Der skete rigtigt meget i 1960’erne: Billund Lufthavn, samarbejdet med Tjæreborg præsten Krogager og LEGOLANDs tilblivelse er fascinerende historier at læse om. Samtidig bliver Kjeld student (med nød og næppe, indrømmer han) – og går i gang med et muntert studieliv. Men så i oktober 1969 sker der noget forfærdeligt. Kjeld er på besøg hos sine forældre sammen med sin lillesøster og en god ven af hende. Efter middagen kører de tre unge en tur i vennens bil, kommer ud i rabatten og rammer et træ. Både lillesøsteren og hendes ven er dræbt med det samme. Kjeld blev livsfarligt kvæstet og lå bevidstløs på hospitalet i en uge. Godtfred var knust og nærmest parat til at sælge hele butikken. Rådgivningsselskabet Incentive har specialiseret sig i kriseramte virksomheder, og Godtfred tager en række møder med deres direktør Vagn Holck Andersen. Kjeld er med til nogle af møderne og siger til sin far, at de ’skal have fat i ham Vagn’. Den tanke havde Godtfred selv fået – og Holck Andersen bliver ansat som direktør i LEGO i 1970 med henblik på en omstrukturering af den efterhånden enorme og enormt komplicerede virksomhed, hvor han samtidigt er med i planlægning af et generationsskifte. Kjeld tager på lederuddannelse i Schweiz som indledningen på dette skifte. Men stadig – alt er ikke godt og i gennem 1970’erne falder LEGOs omsætning og, hvad værre er, også produktudviklingen. ” Fars gejst var forsvundet”, lyder Kjelds diagnose. I 1978 forlod Holck Andersen LEGO efter otte år. Kjeld træder ind som administrerende direktør i 1979 – og annoncerer i en stor tale, hvordan han vil hjælpe den nødlidende produktudvikling – og hans far sender ham samme aften et kærligt og taknemmeligt brev. Produktudviklingen knytter sig til den nye LEGO Minifigur, hvor det handler om figurer, der kan tage kampen op mod de nye ’bipbip-spil’ og kombinere byggeleg og rolleleg, som Kjeld selv formulerer det. Omsætningen steg dramatisk hele vejen gennem 1980’erne. Men selv om Godtfred var stolt af sin søn, så gav han udtryk for gerne at ville blive spurgt mere til råds, og de kom let op at skændes. Da Gotfred i 1990 fyldte 70, overtog hans søn, som det var aftalt for længe siden, majoriteten af de stemmeberettigede aktier – nu var det ham, der bestemte. Men i foråret 1993 må Kjeld pludselig sygemelde sig med en meget ubehagelig tarmsygdom, som faktisk gjorde ham uarbejdsdygtig i hele syv måneder. Hvad var gået galt? Selv siger han sådan. ” Det var ikke længere sjovt”. I en periode fra 1998 til januar 2004 var Poul Plougmann som finans-og økonomidirektør med til sammen med Kjeld at forsøge at vende kursen for LEGO, der nu var en global virksomhed. Men de to havde i den grad hver sin stil og samarbejdet sluttede i 2004, da Plougmann fratrådte, og Kjeld overtog den fulde ledelsesstrategi. Det er så også i 2004, at Thomas Kirk meddeler i familien, at han vil gå ind i arbejdet i LEGO. Senere samme år udnævnes den unge Jørgen Vig Knudstorp til administrerende direktør, og allerede regnskabet for 2005 viste et flot resultat, og det går faktisk stadig fremad i dag. I 2016 fratrådte Jørgen Vig Knudstorp posten som CEO og gik i stedet ind som arbejdende bestyrelsesformand i LEGO i et partnerskab med Thomas Kirk. Dermed er vi næsten fremme ved pressemeddelelsen fra KIRKBI 1. september 2021 og det fuldførte generationsskifte. Det er en lang bog – mere end 400 sider, men det er altså også et langt forløb, der skildres, hvor læseren lærer en familie og en virksomhed at kende – gennem op-og nedture. Den er velfortalt og spændende. Som forfatteren selv skriver i forordet, er det ” ikke en traditionel erhvervsbog, snarere en kulturhistorie…”. I mine øjne viser bogen så netop, hvordan kultur og erhvervshistorie er flettet sammen. Tilrettelæggelsen af bogen med Jens Andersens velskrevne fortælling og Kjeld Kirks kommentarer virker fint. Før jeg begyndte læsningen, tænkte jeg det så lidt underligt ud, men det fungerer virkeligt godt. Noget andet, der fungerer fint er billederne – de er i den grad en del af et samlet hele – det er fotos af alle slags – gamle sort-hvide og helt nye presseshots. Ikke et eneste af dem ville jeg undvære. Bogen 456 sider er udgivet af Politikens Forlag. Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
