|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 12-03-2026 Antonio Manzini: Læs mere inde i bladet KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Læseren træffer ham inde i kriminalrettens arkiv i Bologna, hvor han arbejder - det har han gjort i årtier, efter han som politibetjent kom så alvorligt til skade med sin højre arm, at han ikke mere kan være aktiv. Medens han jo må udføre alle de opgaver, som en samvittighedsfuld arkivar nu engang har, så er der rigelig tid til, at han kan fordybe sig i en række sager, som i hans øjne er endt med en uretfærdig retsafgørelse. Men det for ham langt vigtigste var en bestemt sag, Giada Cannavos, som han havde elsket højt - og nu var der gået 40 år, siden hun blev myrdet. Det nager ham, hver gang han kommer forbi hylderne med arkiveret materiale fra sagen imod Luigi Sesti, der blev frikendt for mordet på Giada dengang. Meget tidligt i handlingen møder vi også Walter Andretti. Han har været sportsjournalist, og det er i den grad sporten, der har hans engagement og interesse. Og nu er han meget mod sin vilje havnet med kriminalstoffet. Men som tiden går, bliver Andretti nu alligevel grebet af sit nye stofområde - faktisk så meget, at han opsøger vidner til forbrydelser og/eller familiemedlemmer eller hvem som helst, der kan få ham nærmere på en sag. Det er nu ikke noget, der ligefrem behager politiet, og han bliver gjort opmærksom på, at han altså netop ikke er politibetjent. Læseren følger skiftevis Andretti og Cappai, og vi oplever journalisten blive mere og mere optaget af sit job og engageret i at forstå forbrydelserne - og de retssager, de afføder. Tilsvarende med Cappai - arkiverne taler stadig med deres tavse sprog til ham om fejlagtige og uretfærdige domme. Så, pludselig, da man har vænnet sig til denne lidt forsagte og stille arkivar, kommer den første ud af flere voldsomme og uventede overraskelser i bogen. Dermed kommer journalisten og arkivaren også tættere på hinanden - de møder hinanden nede i arkivrummene og præsenterer sig hver især med både for-og efternavn. Cappai genkender Andretti, fordi han havde været i arkivet før i forbindelse med en drabssag, hvor ofret selv tidligere var blevet først tiltalt og derpå frikendt for drab på sin tidligere kæreste. En sag, som den unge journalist havde haget sig fast i. Et egentligt samarbejde mellem arkivar og journalist opstår bestemt ikke. Men Cappai er imponeret over, hvor tæt på sandheden Andretti kom i en artikel om drabet på en mand, der var blevet frikendt for at have myrdet begge sine forældre - Cappai siger til sig selv, at han skal huske at lykønske journalisten! - er de på vej samme sted hen? Det spændende er at følge dem hver især. Nu er vi næsten ved vejs ende: 40 år tilbage i tiden havde Cappai haft en kæreste, Giada. Han havde stået lige ved siden af hende, da en mand ved navn Luigi Sesti slog hende i hovedet med en isøkse - hun var død på stedet. Men han blev til den unge Cappais raseri frikendt for drabet - ’ der fremkom ingen beviser under retssagen, som kunne føre til en domfældelse hinsides enhver rimelig tvivl’, lød det fra dommeren dengang for 40 år siden til trods for Cappais vidneudsagn. Han kom til at nære en voldsom afsky for hele retsvæsenet. Luigi Sesti forlod byen, men nu var hans far død, og skulle begraves. ’Luigi Sesti var tilbage i byen. Og det var tilstrækkeligt.’ Anden del af bogen begynder i Nævningerettens 1. Afdeling - og det er Cappai, der står anklaget for med en isøkse at have smadret kraniet på Luigi Sesti. Men vi får først tilbageblikket til den dag, hvor drabet skete i en sportsklub - det er langt og omstændeligt. Men stadig er det hele enten set gennem Andrettis øjne eller Cappais. Det interessante er den tvivl, der pludselig opstår - er det alligevel ikke Cappai, der har dræbt Sesti? Og hvis ikke det er ham, hvem så? Det virker lidt som om Cappai er ligeglad og bringes ind i overvejelser om Retfærdighed og retfærdighed. Måske Guds retfærdighed overfor menneskers? Eller, som det også bliver formuleret, skyld overfor både uskyld og ikke-skyld? De lange diskussioner i retten rundes af med et helt kort kapitel, hvor der er indkaldt et ekspertvidne, hvis udsagn nok er en af bogens største overraskelser. Men vi er ikke helt færdige endnu - der venter stadig nogle løse ender at knytte - og bogens titel, den kommer der også en forklaring på. Det er en af de mest usædvanlige krimier, jeg har læst - og der er rigtigt mange personer at holde rede på - jeg var faktisk nødt til at lave et slags skema over nogle af dem, ellers var jeg løbet vild. Men bogen er spændende - både gennem sin meget sindrige opbygning - og læserens behov for at få opklaret, hvad der er sket - og for diskussionerne om retfærdighed - og det er altså meget mere end en italiensk udgave af en amerikansk selvtægts krimi. Men det allerbedste i bogen er de to hovedpersoner - Cappai, den samvittighedsfulde arkivar, der har så lidt tilbage i livet og Andretti den unge journalist i rivende udvikling fra sports- til krimistof. Bogen er oversat af Thomas Harder, som virkelig har givet liv og individualitet til de to personer hen over kulturforskellene i dansk og italiensk retsvæsen og tradition. Hele bogen igennem er der brugt to forskellige skrifttyper/sats - en til hver af hovedpersonerne. Sats og omslagstilrettelæggelse har Gitte Brinck stået for - måske sammen med Michela Porcile, der takkes for layout. Smukt håndværk - allerede, når man får bogen i hånden første gang, er omslaget en fin oplevelse. Jeg får lyst til at slutte med den tanke, som forfatteren lægger i munden på journalisten Andretti: ”Man forlanger ikke af en journalist, at han skal finde på en slutning. Hvis virkeligheden ikke selv røber, hvordan historien ender, er der bare ikke nogen slutning. Det er forfatternes problem” . Bogen på 312 sider er udkommet på Arvids Forlag 6. februar 2026. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
