|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 23-03-2026 Jens Tang Kristensen: Franciska Clausen KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
At Franciska Clausens kunst er vanskelig at få hold på skyldes denne uensartede strøm af traditionelt uforenelige værktyper, skriver forfatteren i et indledende kapitel. Hun blev i født i 1899 i byen Ostenbad Apenrade, som den hed på det tidspunkt, hvor den var en del af det tyske kejserrige. Dermed tilhører hun den ikke helt lille gruppe mennesker, der ved fødslen var tyske borgere, men ved genforeningen i 2020 blev danske. Familien var velhavende og ejede en stor manufakturhandel i Aabenraa, som byen nu hed. Franciska vidste allerede som barn, at hun kun var interesseret i kunst, og selvom hendes forældre pressede på for at få hende i gymnasiet, så var hun sikker i sin sag: hun ville tegne og male. Punktum. Det gjorde hun så resten af livet, som ellers blev varieret nok, hvor hun først kom til Tyskland, hvor hun i otte - ni år (fra 1915 til slutningen af 1923) nåede at bo i og få undervisning i såvel Weimar, som Mûnchen og Berlin. Derpå rykkede hun til Paris og efter et kort ophold i Stockholm omsider til Danmark, hvor hun blev boende til sin død af en blodprop i 1986 kun nogle ganske få dage efter, at Statens Museum for Kunst havde købt to af hendes hovedværker. Hvad lærte Franciska så under de lange ophold i udlandet i sine formative år? Det får vi heldigvis rigtigt meget at vide om i bogens centrale kapitler: Hun var kun 17 år, da hun i 1916 kom til Weimar og startede studier på byens noget trætte kunstakademi, hvor der faktisk kun var en enkelt underviser - alle andre var ved fronten - vi er jo midt i 1. verdenskrig. Men tilsyneladende lærte hun faktisk en del om tegning af denne enlige underviser, selvom det gik væsentligt bedre i Mûnchens såkaldte ’dameakademi’, hvor hun blev undervist af maleriprofessor Walter Putner - han var optaget af at vise hende, hvor vigtigt netop farver er - det glemte hun aldrig. Hun skiftede trods alt hans undervisning ud med undervisning hos Hans Hofmann, som repræsenterede den såkaldte nye abstrakte ekspressionisme - Franciska har selv sagt, at hun ikke brød sig om at arbejde med ’disse brutale farver’, som Hofman i den grad er kendt for. Men brutale farver eller ej, så vendte hun alligevel i 1921 tilbage til studier hos netop ham i Munchen. Hvad der blev helt afgørende for hende var mødet året efter i Berlin med den ungarske maler og fotograf László Moholy-Nagy. Han var en af de helt førende kunstnere inden for konstruktivismen og knyttet til Bauhaus skolen - Franciska blev elev hos ham - faktisk den eneste privatelev han nogensinde havde, fortæller forfatteren og viser et af hendes værker fra perioden, som simpelthen bærer titlen Konstruktivistisk studie.  Her føler Franciska sig nu rigtigt hjemme, som det blandt andet fremgår af et brev til familien, som Jens Tang Kristensen citerer fra. Han forklarer, at denne kunstretning havde som sit mål at lade ingeniørarbejde og kunst smelte sammen - og tilføjer, at dens største udbredelse var i Sovjetunionen og Østeuropa. Et andet værk fra netop denne periode er Stigen.  Hun har faktisk malet den i flere versioner, men denne er fra 1922. Både Franciska Clausen og László Moholy-Nagy nægtede at lade sig binde til bestemte genrer eller ’ismer’, og dem var der godt nok mange af i hele denne periode, og bogens forfatter gør et prisværdigt stykke arbejde med at forklare dem med deres forskelle og ligheder. Det er ikke svært hos konstruktivisterne at se arven fra kubismen, hvor kunstnerne blandt andet arbejdede med at nedbryde centralperspektivet, som de opfattede som en undertrykkende magtmekanisme, ja de gjorde! Verden er ikke tredimensionel, men flerdimensionel, var argumentationen tilsyneladende, så det ingen mening giver at præsentere noget tredimensionelt på en todimensionel flade. Hvorfor ikke bare stable motivets elementer ind mellem hinanden, som vi f.eks. kan se i Franciskas værk Fra en Restaurant på Montparnasse.  Og så er der dadaismen, ’ hvor nonsens, kaos, flyveblade og kitsch blev sidestillet med alle andre værktyper’, skriver Tang Kristensen. Disse dadaistiske træk kan man også se spor af i Franciskas værker f.eks, i hendes mange collager. Det er også i dem, at man finder værker præget af surrealisme, som hun ellers var skeptisk overfor, selvom hun dog i 1937 deltog i en udstilling i Lund om netop Surrealisme i Norden. Efter Berlin søgte Franciska i 1924 ind på Académie Moderne i Paris ledet af Fernand Leger, hvis undervisning hun også fulgte, indtil hun omkring 1925 og de følgende cirka fire år flyttede sammen med ham og samarbejdede med ham om fælles projekter. Tang Kristensen præsenterer i bogen et billede, hun har malet af Adolf Hitler efter 2. Verdenskrig - tilsyneladende skabt kun som et slags eksperiment. Det blev ikke kendt af offentligheden og er først dukket op i 2024. Personen på billedet er klart genkendelig, men fuldstændigt sært tom for indhold. Nogle af hendes allerførste malerier var faktisk portrætter, og det var i høj grad portrætter på bestilling hun levede af i mange af sine sidste leveår, og i 1980 blev hendes portræt af dronning Ingrid meget positivt modtaget. Det er et imponerende værk skrevet af Jens Tang Kristensen: læseren kommer til at lære Franciska Clausen godt at kende på bogens kun 135 sider, men ikke bare det, vi får også et tæt indblik i europæisk kunst i de plagede årtier omkring og efter 1. Verdenskrig, og sidst, men ikke mindst, ser vi dermed nu en fin sammenhæng mellem Franciskas kunst og alle de samtidige strømninger - eller ismer! Forfatteren har en ph.d. grad i kunsthistorie og er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland. Bogen rummer udover teksten en nyttig tidslinje, meget grundige noter og tilsvarende litteraturliste. Ved sin død efterlod Franciska Clausen sig en stor samling værker og arkivmateriale, som nu ejes af Franciska Clausen Fonden og er deponeret på Museum Sønderjylland. Denne anmeldelses tre billeder er fra den samling gennem fotos stillet til rådighed af forlaget. Bogen er udkommet hos Frydenlund 5. marts 2026 - på 40-årsdagen for Franciska Clausens død. Den indgår i serien Kunstens kvinder Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
