|
 |
|||||
|
Sendt første gang den: 03-01-2022 Hans Christian Davidsen: Nolde, maleren der trådte ved siden af KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Hans Christian Davidsens bog kommer hele vejen rundt om Nolde – både hans liv, hans kunst og hans eftermæle. Det er gjort forbilledligt: grundigt, sobert og samtidigt så spændende, at det er svært at lægge bogen fra sig. Da Hitler kom til magten i 1933, var Nolde 66 år og havde naturligvis en lang række malerier bag sig. Emil Nolde havde taget sit efternavn fra den lille landsby, Nolde, tæt på Tønder, som han var født i med efternavnet Hansen. Han levede som dansk statsborger stort set hele sit liv i grænselandet mellem Danmark og Tyskland, først tæt på Tønder og senere på den anden side af grænsen i Seebüll, hvor han blev begravet, og hvor hans museum nu ligger. Da Hitler blev rigskansler, meldte maleren sig straks ind i nazistpartiet i Nordslesvig. Forfatteren Hans Christian Davidsen er kulturredaktør på Flensborg Avis og fortæller selv i bogens forord, at han som dybt optaget af tysk impressionistisk malerkunst i tyve år har skrevet om Nolde – både som person og som kunstner. Noldes medlemskab af det nazistiske parti blev ganske vist dokumenteret i midten af 1990’erne, men der blev ikke talt og skrevet om det – i hvert fald ikke særligt meget. Det hang sammen med, at de skiftende ledelser af museet i Seebüll direkte tilbageholdt oplysninger om malerens tætte forhold til nazister som Heinrich Himmler og i stedet skabte en fortælling – en heltemyte – om Nolde som offer for nazistyret – om maleren, som måtte undlade at arbejde med oliemaleri, fordi det ville kunne lugtes, hvis der kom kontrolbesøg fra myndighederne under det såkaldte maleforbud i 1941-45. På trods af denne myte begyndte Davidsen allerede i 2001 at dykke ned i det, han selv kalder ’Noldes betændte fortid’. Det blev til en række artikler, hvis indhold blev bekræftet af det ene dokument og vidnesbyrd efter det andet, som dukkede op frem mod en endelig videnskabelig afdækning i 2019 – men da var ledelsen af Nolde Museum også skiftet til en person, Christian Ring, der ikke fortsatte sine forgængeres uholdbare mytedannelser. Ring er født i 1976 – og dermed personligt på afstand fra krigen og ifølge sagens natur ikke en personlig ven af Nolde – som det havde været tilfældet med museets første direktør, Joachim von Lepel. De helt konkrete kendsgerninger omkring Noldes forhold til nazismen kan man i dag læse på museets egen hjemmeside. Davidsens bog gennemgår rækken af relevante begivenheder og handlinger fra Noldes side, som bringer læseren til ikke at forstå, men at se, hvad der i malerens øjne var nødvendigt for at hans kunst kunne komme frem i det hitlerskabte samfund, som han beundrede. For det gjorde Nolde. Måske kunne den betændte historie være stoppet ved det tredje riges fald, men nej – efter krigens afslutning begyndte den helt store fornægtelse af fortiden, hvor breve og dokumenter som medlemskort og –lister belejligt forsvandt. Ikke bare det: Nolde havde oprindeligt udgivet sine erindringer i 1934, men nu blev adskillige passager omskrevet (af ham selv eller af nære venner), så klart nazistiske passager blev fjernet eller redigeret. Det er tankevækkende, at den oprindelige udgave nu kan koste op mod 9000 kr i internetantikvariater, skriver forfatteren. Egentlig hvidvaskning blev sat i system – og her var der mange, der godt kunne bruge Nolde, forklarer Davidsen, som introducerer læseren til den erklæring, som tyske myndigheder efter krigen udstedte til en person, som dermed kunne dokumentere, at han/hun ikke havde været særligt betydningsfuld indenfor partiet – og ikke havde deltaget i krigsforbrydelser. Det officielle navn på dokumentet var Entlastungszeugnis , men i folkemunde hed det Persilschein – efter vaskepulveret Persil, som skam stadig fås - også herhjemme. Emil Nolde fik et sådant dokument, der frikendte ham fuldstændigt for skyld og ansvar i forbindelse med nationalsocialismen. Det snedige var så, at en person, der havde fået dette dokument, kunne stå inde for andre personers tilsvarende dyd – som derpå kunne vaskes hvide, og så fremdeles. Davidsen giver eksempler på, hvordan Nolde havde givet andre en sådan eftertragtet anbefaling. (S 74) Desuden var der i Tyskland efter krigen et behov for at vise omverdenen, at der også havde været fjender af nazismen i landet. Dem var der jo en del af som f.eks. Otto Dix, men Noldes (og hans hvidvaskende venners) fortællinger om, hvordan han ikke kunne male med olie under nazismen, men kun med vandfarve, skabte myten om aquarellerne som de ’umalede billeder’ og dermed kunstneren som martyr med forbud mod at male. Men sådan var det ikke, for Nolde havde kun forbud mod at udstille ikke mod at male, hvilket selvfølgelig var ubehageligt nok for ham. 182ff (Disse umalede billeder har Davidsen viet et helt kapitel til.). Måske det ikke er helt relevant at nævne her, men Nolde tjente i hvert fald i nogle år under nazismen virkelig godt – i 1937 f.eks. omkring 40 gange så meget som gennemsnitsindkomsten i landet. Nolde var til overflod antisemit – det er utroligt, hvad han har sagt om jøder, og han brugte også ordet ’jøde’ f.eks. for at miskreditere en anden maler. Forbløffende nok samtidigt med, at han havde adskillige jødiske venner. Davidsen gør opmærksom på, at højtrangerende medlemmer af nazistpartiet ikke var en enig flok, men at der tværtimod fandtes store interne stridigheder om næsten ethvert tænkeligt politisk spørgsmål. Der var også helt forskellige opfattelser af kunst, hvor holdningen til den tyske ekspressionisme delte vandene – den ene gruppe, som også talte propagandaminister Joseph Goebbels, fandt de voldsomme, farvemættede billeder fuldt forenelige med den nazistiske ideologi – medens den anden fløj til gengæld anså denne billedverden for noget svineri – uheldigt for Nolde viste det sig, at Hitler var på sidstnævnte side. Emil Nolde selv var overbevist om, at hans kunst netop var ærketysk og burde anerkendes for det udover for sin kunstneriske kvalitet. Så at 33 af hans malerier ligefrem til spot og hån blev en del af vandreudstillingen Entartete Kunst var et slag for ham, og han arbejdede benhårdt for at få dem taget fra udstillingen – og det lykkedes. Gang på gang forsøgte han på alle mulige måder at få Hitler til at indse, hvor tyske hans malerier var, og hvor god en støtte af nazismen han selv var. Han mente, at føreren bare ikke havde fået øjnene op for den sandhed endnu. Her nærmer vi os en meget interessant pointe i Hans Christian Davidsens omhyggelige behandling af Nolde som kunstner: er det nødvendigt med en nytolkning af hans billeder? Nej, hans nationalsocialistiske sympatier har ikke fundet vej ind i hans kunst og ændret hans form- og farvesprog. Men vi skal nu alligevel se på hans samlede produktion med nypudsede briller – f.eks. er det påfaldende, at han i perioden 1933 til 1945 lod kristne motiver erstatte af helte-og sagnfigurer fra den nordiske mytologi – helt klart for at tilpasse sig styrets verdensbillede. Christian Ring, direktør for museet i Seebüll, fortæller, at der nu foretages en kunsthistorisk revurdering af billederne i lyset af den nye, overordentligt veldokumenterede forskning. Hans Christian Davidsen giver præcise henvisninger til primære kilder gennem hele bogen. Bøger og artikler er oplistet bagerst. Forfatteren har givet et særdeles grundigt indblik i Emil Noldes forhold til nationalsocialismen – det er historisk interessant også for skildringen af de interne magtkampe i partitoppen. Som kulturredaktør på Flensborg Avis har Davidsen mange års arbejde med Nolde og tysk ekspressionisme i bagagen, og det lykkes for ham at lade læseren se hele den grimme historie om ’maleren, der trådte ved siden af’, og samtidigt viser han, hvorfor vi ikke behøver at lade hele hans kunstneriske værk glide i papirkurven. En imponerende bedrift, illustreret med en lang række gengivelser af Noldes malerier – alle i fin sammenhæng med teksten og trykt i høj kvalitet. Det er en bog, man virkelig kan blive klogere af at læse og fordybe sig i. Udgivelsen er støttet af: Davidsens Tømmerhandel A/S P.J. Schmidt-Fonden Slesvigsk Samfunds Fond Slesvig-Ligaen Dansk Kultursamfund af 1910 Grænseforeningen Oberst H. Parkovs Mindefond Bogen 255 sider er udgivet af Politikens Forlag Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
| RADIO UPDATE - radio der giver mening | 
Søg på RadioUpdate- skriv et enkelt ord |
|
|
|
RADIO UPDATE SÆTTER FOKUS PÅ: |
 RADIO UPDATE FOKUS: Den Hirschsprungske Samling i perioden 15. marts - 28. juli 2024. Billede fra Samlingen  RADIO UPDATE FOKUS: Installationsfoto fra Louisiana  RADIO UPDATE FOKUS: Frihedsmuseet på Esplanaden i København er museet for den danske modstandskamp under besættelsen i årene 1940 - 45.  RADIO UPDATE FOKUS: Anna Syberg. ’Krokus, hyacinter og tulipaner’. 1898. Den Hirschsprungske Samling. Det er med god grund, at navnet på udstillingen med Anna Sybergs kunst netop er ”Øjeblikkets skønhed”  RADIO UPDATE FOKUS: Her er et værk om en stor dansk kunstner, som vi har hørt og navnlig set alt for lidt til i den danske kunsthistorie. RADIO UPDATE FOKUS: Nolde malede fantastiske og voldsomt ekspressionistiske billeder - og så var han nazist. Først prøvede han at vinde nazismens topfolk for sig – og derpå, efter krigen, forsøgte han at tegne et billede af sig selv som et offer for den selv samme ideologi.  RADIO UPDATE FOKUS: Bogen lover et fornyet blik på kunstneren.  RADIO UPDATE FOKUS: – sådan hedder en særudstilling i Det Tyske Historiske Museum i Berlin.  RADIO UPDATE FOKUS: Guldalderens malerkunst er ikke entydig – selv indenfor denne korte epoke var der en voldsom udvikling, og synet på dens billedverden er ikke det samme i dag, som dengang.
|
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
