”Tiden går hurtigere oppe i bjergene og langsommere nede på sletten.”
Sådan begynder forfatteren sin bog, og han understreger, at dette er en kendsgerning. Selvom der ikke er tale om en stor forskel, så er den målelig, når man betjener sig af meget præcise ure. Det er overraskende nok, men måske endnu mere overraskende er det, at 100 år inden man havde disse nøjagtige ure, havde Einstein fastslået, at tyngdekraften påvirker tiden, som går langsommere tæt på en stor masse som f.eks. Jorden. Han havde ganske vist ikke ure, der kunne bekræfte teorien, men evnen til at forstå noget, inden man ser det, er selve hjertet i videnskabelig tænkning, lyder Rovellis kommentar.
Carlo Rovelli er i dag ansat som professor i teoretisk fysik ved universitetet i Marseille. Han er forfatter til et væld af videnskabelig litteratur, men også til populære værker – her i blandt denne bog om tid.
Lad mig vende tilbage til urene, som viser forskelligt alt efter, hvor tæt de er på Jordens centrum: hvis der er to ure i et fysiklaboratorium, og det ene står på toppen af en reol og det andet på et bord, så vil de altså ikke vise samme tid. Hvilken er nu den rigtige? Meningsløst spørgsmål, skriver Rovelli. De to omtalte ure viser hver sin tid, fordi de har hver sin tid.Hvert eneste punkt i rummet har sin egen tid, kaldet ”egentid” og i sin generelle relativitetsteori udviklede Einstein ligninger til at beregne forskelle mellem disse egentider.
Bogen er bygget op i tre hovedafsnit, hvor det første og længste afsnit har overskriften: Tidens opløsning.Her præsenteres læseren for en sammenfatning af alt, hvad den moderne fysik har at sige om tiden. Det har vist sig, at efterhånden som de teoretiske fysikere har arbejdet med tiden – så er det gået næsten, som når man står med et snefnug på håndfladen og prøver at studere det. Fnugget smelter mellem fingrene, og til sidst forsvinder det. På samme måde med den tilvante opfattelse af, at fortiden er fastlåst og fremtiden står åben. Forkert, lyder konklusionen fra fysikerne. Kun én eneste af fysikkens generelle love skelner mellem fortid og fremtid: Varme vil altid strømme fra varme legemer til kolde, aldrig omvendt. Rovelli illustrerer det specielle ved denne lovmæssighed med et eksempel, hvor man på en film ser en bold komme trillende. Her vil man ikke kunne afgøre om filmen afspilles forlæns eller baglæns. Derpå introducerer han (med en bøn om læserens tilgivelse) bogens eneste ligning, nemlig termodynamikkens 2. hovedsætning: ΔS ≥0
, altså Delta S er altid større eller lig med nul. Δ står for ’ændring’ og ’S’ er symbolet for entropi, som er et udtryk for uordenen i et system. Med andre ord: ændringen i et system vil altid gå i retning af øget uorden.Det varme legeme er varmt, fordi dets molekyler hvirvler hurtigt rundt mellem hinanden, og når de kommer i kontakt med det kolde legemes molekyler, som bevæger sig langsommere, støder de ind i dem, river dem med sig og får dem sat op i fart: Uroen og uordenen breder sig, skriver Rovelli. Entropien vokser – og her kan filmen kun spilles forlæns. Den ovenfor nævnte ligning kaldes for ’tidens pil’, og den måtte jeg jo have med, forklarer han. Men hov, så må man jo derpå forklare, hvorfor universet åbenbart var mere ordnet i fortiden, havde lavere entropi. Det gør han så!
Et par sider senere præsenteres vi så for det, forfatteren kalder ’den mest forbløffende konklusion i vores tids fysik’, nemlig at det, vi kalder ’nu’ eller ’nutid’ ikke dækker hele universet, men kun os selv og en boble rundt om os. Efter at have læst argumentationen for, at det faktisk er sådan, bør læseren holde en pause for at lade konklusionen bundfælde sig, skriver han!
Men kan han så ”forklare” Tiden? Nej, for det er der ingen der kan – men han hjælper læseren til at forstå, hvorfor det er så svært at forstå, eller som kirkefaderen Augustin skrev om tiden: Når ingen spørger mig, ved jeg godt hvad det er, men når jeg bliver spurgt, kan jeg ikke forklare det.
Rovelli har meget stor respekt for de fysikere, der har skabt hele den basis, som der i dag bygges videre på – et eksempel er Einsteins syntese af de fortolkninger af tiden, som henholdsvis Aristoteles og Newton formulerede. De har begge ret, konkluderer Einstein – det er juvelen i hans tænkning, skriver Rovelli, og her er vi fremme ved kvantemekanikken og dermed forfatterens eget forskningsfelt, som er ’kvantegravitation’.
Bogens anden og meget korte del har overskriften Verden uden tid. Hvordan skal det nu forstås? Jo, skriver Rovelli, vi er nødt til at forstå verden som noget, der består, ikke af ting, men af begivenheder, forandringer, og det er netop pointen, for ting varer ved, men begivenheder sker, griber ind i hinanden og fører til nye begivenheder. Men kan man kalde det tid? Kapitlet hedder jo også netop verden uden tid – en verden af foruroligende skønhed, kalder Rovelli denne verden, som udgør lige præcist hans eget forskningsfelt, kvantegravitation, som netop handler om at forstå og forklare denne verden.
Det er ikke kun de gamle og rigtigt gamle forskere, der omtales med stor respekt i bogen, specielt John Wheeler, som døde i 2008 får både kærlige og taknemmelige ord med på vejen – hans tanker har været styrende for hele den meget yngre Rovellis liv som forsker, får vi at vide.
Bogens 3. del Tidens kilder er den vanskeligste – og et glødende magma af idéer, fortæller forfatteren selv i sit forord, og i selve teksten giver han også gode råd om, hvilke kapitler man kan springe over. Stoffet her er svært, må nærværende anmelder indrømme. Men hvorfor ikke prøve? Rovelli nærmer sig forsigtigt emnet om tidens kilder med en række eksempler på elementer i verden, som vi godt kender til og egentlig ikke spekulerer så meget over: tænk på at stå højt oppe på et bjerg og se ud over en dal, som er dækket af et hav af hvide skyer. Man vil næsten kunne gå på dette hvide lag. Men når man kommer tættere på, er det bare fugtig tåge. Var den fine overflade bare en illusion? Nej, for ved nærmere eftertanke er selv et hvidt marmorbords overflade en tåge for en lillebitte mand formindsket til atomstørrelse. Alle ting i verden bliver slørede, hvis man ser dem helt tæt på. Og hvis vi er for langt væk, misforstår vi, hvad vi ser og tror f.eks. at skyen har en fast overflade. Hvad nu, hvis vi var i stand til at måle ALT, som kan måles? Så ville der stadig være en sløring på grund af den ubestemthed, der ligger i kvantefysikken. Det er præcist i denne afsluttende del af bogen, at Rovelli løfter noget af sløret for sin egen forskning, men det er også det kapitel, der tager fat i tidens mysterium, som det er blevet set af filosofier og religioner, forklarer han.
Carlo Rovellis forudsætninger er faktisk enestående. Han både kender og kan formidle de antikke filosofiske tanker, fordi han tilbragte sine første fem år på universitetet med classical studies, før han skiftede til fysik. Nu formidler han så både den klassiske fysik og den allernyeste kvantefysik – som han selv forsker i på højt plan. Og han gør det i et smukt og ofte poetisk sprog.
Det gør bogen meget spændende og varieret at læse. En af oldtidens store naturfilosoffer, Anaximander, har sågar givet Rovelli bogens titel i det eneste bevarede originale fragment: ”Tingene forvandler sig til hinanden alt efter nødvendigheden og yder hinanden retfærdighed ifølge tidens orden”.
Naturligvis er der noter hele vejen igennem – Rovelli advarer selv om, at en del af dem kun er for læsere fortrolig med teoretisk fysik, og det må man give ham ret i. Men det er godt, at de er der. Desuden er der et lille stikordsregister.
Bogen er oversat fra italiensk af Thomas Harder – fornemt arbejde at få en bog med så mange facetter af yderst kompliceret moderne fysik kombineret med et sprudlende arsenal af litterære citater (og så de noter!) ført over i et smukt, letflydende dansk.
Gyldendal har udgivet bogen, som er på 226 sider – i en smuk, indbunden udgave med omslag af Thomas Joakim Winther.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
