De er ældgamle som livsform og findes i adskillige arter fra kæmpestore krabater på ti meter og mere til bittesmå på kun nogle få centimeter. Fælles for dem alle er, at de har mange arme – otte eller ti styks. Til gengæld er det ikke alle blæksprutter, der har blæk.
Det er en fantastisk bog skrevet af Ole G. Mouritsen og Klaus Styrbæk, der har en meget både dybtgående og omfattende viden indenfor emnet: Ole Mouritsen er professor i gastrofysik ved Institut for Fødevarevidenskab og har arbejdet med mange områder indenfor biofysik og –kemi og har tidligere udgivet bøger bl.a. om sushi, om tang og om det at smage. Han har tit ligesom her arbejdet sammen med Klaus Styrbæk, som er kok og driver både restaurant og kursusvirksomhed.
Bogen er bygget op med næsten lige stor vægtning på først at fortælle og forklare om blæksprutterne og derpå at introducere mulighederne for at anvende dem i køkkenet.
Blæksprutterne kan føre deres stamtræ mere end 400 millioner år tilbage – længere end dinosaurerne – og blæksprutterne er her jo stadig! De har i stort set hele deres udviklingshistorie været i konkurrence med fiskene. Fiskene finder vi også i ferskvand, som de har for sig selv uden blæksprutter, der kun kan eksistere i saltvand, og selvom de foretrækker varmt vand, findes de også i de køligere egne.
Forfatterne understreger, at der er store huller i, hvad forskerne ved om blæksprutterne – f.eks.: sover de nogensinde? Hvordan kommunikerer de inden for en flok? og hvorfor finder man signalstoffet dopamin i blæksprutteblæk?
Til gengæld ved man meget om deres føde. Menuen står udelukkende på kød, for deres enzymer kan ikke nedbryde plantemateriale. Et kuriosum her er, at deres spiserør fører maden fra munden ned til fordøjelsessystemet gennem hjernen. Et meget interessant kapitel er blæksprutternes nervesystem. Nogle af arterne har ekstremt tykke nervetråde og studiet af dem har været af stor betydning for forskningens generelle forståelse af nervesystemer. Helt speciel interesse er der for blæksprutternes evne til at gendanne beskadigede nerveceller. De kan nemlig få revet en arm af og derpå gendanne den, og forhåbningen er, at man herfra kan få nyttig viden i arbejdet med at reparere beskadiget nervevæv hos mennesker.
Så er der blæksprutternes blod, som er blåt og ikke rødt. Det er ikke bare en lidt morsom historie, for hør bare her: blodet skal naturligvis binde ilt, ligesom vores blod skal. Men medens vi (som andre pattedyr og også fisk) binder ilten til hæmoglobin, der indeholder jern, så anvender blæksprutterne hæmocyanin, som helt tilsvarende indeholder kobber. Det er både skidt og godt for sprutterne, skidt fordi kobber binder ilt dårligere, end jern gør, men godt, fordi hæmocyanin stadig fungerer ved så lave ilttryk, at hæmoglobin ville stå helt af. Det betyder så igen, at blæksprutterne kan gå ned på de havdybder, hvor der er meget lidt ilt.
Blæksprutter er underudnyttede som proteinkilde, skriver forfatterne og sammenholder med både forbruget af fisk og af firbenede pattedyr. I et meget tætskrevet afsnit om smags-og indholdsstoffer i blæksprutter sammenligner forfatterne de forskellige arter af dem med fisk og kylling. Det mest bemærkelsesværdige her er den store forekomst af B-12-vitaminet i visse blækspruttearter.
Men hvordan smager de så? Umami er et gennemgående træk, forklares det – meget tilfredsstillende forstår jeg i hvert fald nu for første gang, hvad præcist der ligger i det begreb og hvordan umami smagen fremkommer. Der er meget spændende kemi i det kapitel, og det er altså rigtigt godt forklaret – så giv det en chance!
Nu kommer vi så til bogens mange opskrifter. Der er mange, der har oplevelser med seje, gummiagtige blæksprutteringe. Det er de to forfattere godt klar over, men det er, fordi blæksprutterne så har været forkert tilberedt, skriver de og bringer et væld af opskrifter, der skal klare det problem. Allerførst skal dyrene rengøres og mørnes, og det forklares grundigt hvordan. Derpå er der så de mange lækre måder at tilberede dem på. Opskrifterne er hentet typisk fra middelhavskøkkenet (Italien, Spanien, Portugal) og fra det østasiatiske køkken specielt det japanske. Men forfatterne er interesserede i at øge interessen for retter med blæksprutter herhjemme, og det sker bl.a. gennem den såkaldte ’Blækspruttebande’ på Nordic Food Lab. Laboratoriets arbejde blev sat i gang i 2004 i forbindelse med det Nye nordiske køkken, og der arbejdes blandt andet med at fremstille blæksprutteprodukter af lokale blækspruttearter, der vil kunne appellere til danske smagsløg – f.eks. tørrede snacks. Jeg har ikke haft mulighed for at afprøve opskrifterne, men der er ved hver af dem meget grundige forklaringer, detaljerede ingredienslister og appetitlige, præcise fotos.
Illustrationerne er i det hele taget i særklasse. Der er tegninger, tabeller, gengivelser af blæksprutter i kunsten og først og fremmest er der fotografierne. Jonas Drotner Mouritsen har stået for de fleste af dem og også for bogens grafiske tilrettelæggelse og omslag. Ene Es har stået for håndtegningerne. Desuden stammer mange illustrationer fra helt andre kilder, og der er naturligvis en udførlig liste med credits til dem. Der er et meget grundigt og omfattende stikordsregister. Der er ordforklaringer fordelt på ’Kulinariske udtryk’ – og så alle de andre udtryk. Hvad vil f.eks. ’gastrofysik’ eller ’leucofor’ sige? Og endelig er der forrest en indholdsfortegnelse, som er specielt nyttig, fordi overskrifterne på de enkelte kapitler er så præcise i forhold til indholdet. Alt det, der gør en i øvrigt fremragende bog let at orientere sig i og til en fornøjelse at bruge.
Søg på RadioUpdate
