At runde former er en meget populær tendens i københavnerarkitektur - det kan man fint overbevise sig om, ved at gå ud midt på Dybbølsbro, tilråder Peter Olesen.
Men runde bygninger er bestemt ikke noget nyt, forklarer han også i bogen, hvor bygningerne er inddelte i de nye, de ombyggede og de ældste.
Men hvorfor ikke starte netop på Dybbølsbro? Det allermest markante syn derude er de såkaldte Kaktustårne, som af foreningen Arkitekturoprøret for et års tid siden blev udnævnt til Danmarks grimmeste byggeri. Jamen dog, udbryder forfatteren, som både er måbende og nysgerrig overfor de to enorme kaktustårne, som ikke ligner noget andet, som er set før i København, men til gengæld i Esbjerg. Det er begge steder Bjarke Ingels Group, BIG, der har stået for arkitekturen. Det er altanerne, der er designet på den måde, der giver tårnene det stikkende navn - og er det smuk eller grim arkitektur? Det er nok en smagssag, men det er i hvert fald modigt og nyt at lade bygningskroppens cylindre og de påsatte spidse altaner tale i den grad imod hinanden - ’ strittejavritusser ’ benævner Peter Olesen dem - ikke uimponeret. Jeg er helt enig!
Men videre til hvad man ellers kan få øje på fra Dybbølsbro: Her er Postbyens fem nye tårnhøje huse - ikke noget, der stritter og stikker her - tværtimod er tårnene beklædt med glas fra nederst til øverst. Og hen over det højeste af dem, der vist er en meters penge højere end rådhustårnets 105,6 meter tårner kranerne sig stadigvæk op. Postbyen forventes først færdig i 2025, som Olesen forsigtigt skriver. Hele den enorme gamle postgrund udgør en helt ny bydel, der ventes at skabe bedre forbindelse mellem det indre København og havnen. Det er Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der har tegnet og Danica Ejendomme, der står bag projektet. Tårnene vil komme til at rumme et hav af boliger i form af såkaldte servicerede lejligheder eller hotellejligheder samt erhverv. Danske Bank er allerede flyttet ind i sit nye hovedsæde tæt på tårnene, det samme er Kammeradvokaten - i en ombygget DSB-bygning. Men der er altså problemer med så kæmpestore nyopførte bygninger, hvis man spørger naboerne. De har bestemt ladet høre fra sig her og peget på, at de nye tårne stjæler udsigt og sollys. Men klagerne har ikke hjulpet, ser det ud til.
Det er en fin detalje i bogen, at Peter Olesen overalt er opmærksom på, hvordan bygningerne passer ind i omgivelserne - specielt er han kritisk, når afstanden til andre huse er for snæver - også når husene er en del af samme projekt. Byen er en helhed, og det skal man værne om, mener han, og nu er vi fremme ved Royal Arena, som han er begejstret for, men overraskes over, at den ’ allerede nu er mere pakket ind’ end han husker fra begyndelsen. Olesen beklager, at der ikke er givet plads til, at den elegante bygning kunne få lidt luft omkring sig. Royal Arena er tegnet af 3XN og det er Realdania, der har betalt. Men bortset fra det med luften omkring er forfatteren tilfreds med den lokale infrastruktur: hele to metrostationer tæt på, et parkeringshus som direkte nabo og et hav af cykelparkeringspladser.
’ En overraskelse i København, et sted, jeg aldrig havde set eller hørt om før.’ Sådan skriver Olesen om Det runde hus på Østerbro, og så kan nærværende anmelder godt være med, for jeg har heller aldrig hørt om endsige set huset, som ligger på ydre Østerbro mellem Haraldsgade og Rovsingsgade. Efter lige at have læst om kæmpestore boligprojekter er der helt andre prioriteter her med kun tre etager med fællesrum og i alt tre gange ni etværelses lejelejligheder med altaner mod det indre gårdrum. Det er ONV Arkitekter, som har tegnet bygningen.
Videre nordpå til Strandvejen 62 A til Rotunden. Den stammer tilbage fra 1996 og er tegnet af Henning Larsen og giver umiddelbart et helt andet indtryk end de mange splinternye, høje huse inde i de indre dele af København. Rotunden er en såkaldt keglestub: bredest forneden og smallere foroven med en overraskende sølvblank overflade, og (viser det sig) - den er en stor, hul, tom skal, altså en keglestubskal, hvis man kan sige det. Peter Olesen synes den ligner en moderne peberkværn eller avanceret cocktailryster og ja, det må jeg give ham ret i, til gengæld synes jeg ikke (som han gør), at den er elegant! Den har også en lidt pudsig funktion af en slags fordelingscentral i stueetagen for de omkringliggende butikker, kontorer og andet - lidt af en uinspirerende rodebutik, skriver Olesen, men (hey) der er sandelig i stueetagen en PostNord-ekspedition, og så er der i kælderetagen parkeringsplads til ca 100 biler.
Endnu længere nord finder vi endnu en overraskelse, skriver forfatteren: Basecamp en overraskelse, som han takker fotografen Henrik Bjerregrav for. Adressen er Skovbrynet 2, og vi er tæt på Lyngby Sø og endnu tættere på Sorgenfri Torv og S-togsstation. Byggeriet her rummer tæt på 800 boliger, både almindelige lejeboliger og langt flere studenterboliger. Der er de dejligste fotos i bogen af hele det store kompleks af bygninger: med et stort cirkelrundt fælleshus i midten, og så slynger de mange andre dele af byggeriet sig i elegante buer rundt i landskabet - man skal give sig tid her, advarer Olesen, for overalt på byggeriets buer er der lagt slyngede, grønne stier, hvorfra man kan nyde udsigten - og man kommer højt op, for hvor stien er højest, er man seks etager oppe. Undertegnede har været der en enkelt gang, da byggeriet var helt nyt og derfor ikke så groet til med grønt, som det jo er nu, men allerede dengang var det magisk. Peter Olesen er begejstret over det arbejde, som arkitekterne bag har udført. Det er Lars Gitz Architects sammen med Kragh & Berglund Landskabsarkitekter. Bygherren er Basecamp Student real Estate. Olesen er altid meget omhyggelig med at oplyse både hvem, der har stået for det arbejde, vi nyder, og hvem, der har betalt for det.
I bogen er også medtaget fire eksempler på ombyggede runde huse - et af dem Kongens Bryghus ved Rahbeks Allé. Desuden er der seks rigtigt gamle runde bygninger - her er Rundetårn og Marmorkirken ikke til at komme uden om - Rundetårn med den arketypiske helt runde cylinderform og kirken med sin cirkelrunde form både i sit indre og sit ydre - og så kuplen!
Alt i alt er der grundigt beskrevet 25 runde bygninger, men Peter Olesen ville så gerne vise os endnu flere, så til slut er der et herligt lille kapitel: Andre runde rundtomkring de skal ikke glemmes, nej de skal ej! Er vi så færdige her? Nej for der skal da også være plads til en diskussion af, hvad man mener, når man siger, noget er rundt! Olesen bringer det frem flere steder i bogen, men her er et minikapitel: Runde former.
Der bringes mange taksigelser bagerst i bogen, men i særklasse er fotografen Henrik Bjerregrav en mangeårig og uundværlig idéven, som Olesen kalder ham. Højere ros end ’idéven ’ findes vist ikke i et samarbejde - så skidt med, at stavekontrollen gør vrøvl.
Bogen 192 sider i solid indbinding, ligger fint åben på opslag, er støttet af en række fonde og udgivet af Frydenlund 22.oktober 2024.
