Han udstillede flere billeder på Charlottenborgs udstillinger gennem årene end nogen anden maler, han holdt sig til portrætter, og de var i perioden netop i høj kurs - hvorfor er han så blevet glemt?
Det er en af bogens pointer, men allervigtigst er det, at forfatterne tilsammen kommer hele vejen rundt om Christian Albert Jensen både som kunstner og som et menneske, som blev født i Sydslesvig i 1792 og derfor kom i klemme i det nittende århundredes politiske konflikter og diskussioner om danskhed overfor blikket mod Europa.
I kapitlet Det nationale kaster Sine Krogh et helt nødvendigt skarpt lys over, hvor svært det var at navigere i minefeltet mellem dansk og tysk - specielt, hvis man som Jensen kom fra Slesvig. Hvis man så ovenikøbet tillod sig mange udenlandsrejser, så kunne man jo ikke være helt rigtigt dansk - ikke engang, hvis man havde fuld opbakning fra kongehuset, sådan som maleren havde. Den konflikt dukker op også i flere andre kapitler - den har fyldt meget dengang og fylder meget i bogen.
Elsket og udskældt er titlen på det første kapitel, hvor forfatteren Mette Houlberg Rung forklarer, hvordan bogen skal give C.A. Jensen den fortjente plads i allerøverste række af danske portrætkunstnere. Derpå vælder malerierne udover siderne - og hvilke billeder! Kvaliteten i gengivelsen er tårnhøj, og mange gange er væsentlige dele af et maleri skåret ud og placeret for sig selv, så detaljerne bliver tydelige. De fleste gange er det den portrætteredes ansigt, som helt naturligt har fået lov at fylde, men andre gange er det måske ’bare’ et kjoleærme, der skal vise omhuen i kunstnerens håndtering af pensel og maling. Mette Rung taler direkte om stilen som ’impressionistisk’ - og i Jensens periode ny i Danmark, men absolut ikke rundt om i Europa, hvor kunstnere allerede i århundreder havde diskuteret spændet mellem tegning og maling. Det er interessant og væsentligt, at der i forbindelse med bogens udgivelse er blevet gennemført optagelser med infrarødt lys, som klart ingen spor finder af egentlige undertegninger på billederne.
Dette overlegne arbejde med farver og pensel er jo i dag højt værdsat, men det var det altså ikke dengang - i hvert fald ikke af den toneangivende kunsthistoriker N.L Høyen, som direkte kritiserer Jensens værker for at virke ufærdige og med urene farver og hånligt kalder ham ’Klatte-Jensen’. Dette kostede givetvis Jensen mange kunder - og måske også jobmuligheder. Og kritikken kom ikke kun fra Høyen, selvom denne forfulgte ham i årtier. Også satirebladet Corsaren, kendt for sin gøren nar af Søren Kierkegaard, greb tråden med Jensens påståede sjuskede penselføring og bragte en tegning af maleren, der i sit atelier er i gang med en grov kost mod lærredet og en sjusket kæmpestor palet på gulvet.
C.A. Jensen var en flittig maler - lige fra han efter studier på Akademiet i 1813, altså som 21-årig, første gang udstillede på Charlottenborg og året efter vandt en sølvmedalje. I den følgende cirka ti-årige periode rejste han meget - hid og did i de europæiske storbyer og med afstikkere hjem til familien i Slesvig, indtil han i 1823-24 bliver godkendt som medlem af Kunstakademiet i København efter at have fået godkendt et par prøvemalerier - og så bliver han gift med Catharina Lorenzen fra Haderslev. Hun var hele livet hans trofaste opbakning, fødte ni børn - og var (tror jeg egentlig) hans allermest foretrukne model. Det første portræt af hende fortæller Lone Kølle Martinsen om i kapitlet Venus fra Haderslev, og sådan som jeg forstår teksten her, er dette portræt ikke tilgængeligt til at se andre steder end i sort-hvid gengivelse i et bogværk fra 1932. Til gengæld er der heldigvis i dette kapitel her flere billeder af Catharina Jensen, det ene smukkere end det andet - på det første af dem fra ca 1825 sidder hun gravid i gyldengul kjole og lidt betuttet på en stol, som hun ser ud til lige at ville rejse sig fra. Det er et spillevende og dejligt billede, og som næsten gennemført i Jensens billeder uden andre rekvisitter i rummet - bare med en baggrund, der går fra mørk til lys på en meget raffineret måde.
Et andet portræt af Catharina er malet små 20 år senere - her er hele baggrunden mørk og hendes tøj er også i mørke nuancer, men om halsen har hun en perlekæde, som der er zoomet ind på i et dobbelt opslag. For samtiden fremstod den ufærdig, kommenterer forfatteren, og tilføjer, at den vidner om en maler, der var forud for sin tid. Det man ser, er perlernes glans snarere end de fysiske perler. Et tredje portræt af Catharina er på bogens forside.
Lige så fuld af liv som den gravide Catharina er lægen Joachim Dietrich Brandis. Han er i en alder af omkring de 70 afbildet fuld af liv og energi - han støtter sig til sin stok, men kun fordi han overvejer at rejse sig. Hans hår trænger til at blive klippet - eller bare redt på plads, og hans kalvekrøs sidder da lidt pudsigt. Jensens portrætter virker som spontane snapshots, Her får de små hverdagslige forglemmelser og menneskelige fejl lov at komme med på billedet, skriver Anna Schram Vejlby i kapitlet Spontane livsudtryk.
Stadig bliver det til en del rejser - ikke mindst til England - og en række portrætter er fra denne lange periode - dog bliver de færre og færre ,og det allersidste er fra 1858, og det er formidabelt. Det gengiver præsten A.G. Rudelbach, som kigger ud fra lærredet med sine rolige grå-grønne øjne og let sammentrukne bryn, som om han lytter til hvad en anden overfor ham siger eller spørger om - og han vil nok selv om et øjeblik have sit svar eller en kommentar parat. Et fortættet øjebliksbillede, kalder Mette Houlberg Rung det sammen med en række andre portrætter fra denne sene periode.
Gennem årene har Jensen været produktiv på flere måder - dels stadig som portrætmaler, men også som kopist endda med fast ansættelse fra 1832 ved Frederiksborgs Slots samling af historiske portrætter, fortæller Charlotte Christensen i kapitlet En ener blandt sin samtids malere. Han skulle jo også forsørge sin stadigt voksende familie. Heller ikke her var han i fred for Høyen, som på det tidspunkt var registrator for samlingen på Frederiksborg Slot og til stadighed kritiserede hans arbejde. Men det var nu også fordi Høyen simpelthen var kritisk over kopi-arbejde, selvom det nu er svært ikke at forstå det behov, da fotografier endnu ikke var kommet til. Som prikken over i’et undlod Høyen endda at hente Jensens malerier (både kopier og originaler) hjem til samlingen på slottet - en ordløs fornærmelse. Maleren klagede mange gange over, at det ikke var sikkert, at malerier blev hobet op i et atelier, hvor der i hjemmet var så mange børn. Sidste gang han klagede var i april 1858, hvor det endelig lykkedes at få hentet malerierne - ikke bare kopier, men også en række af Jensens originaler. I 1859 brændte så slottet, ak ja.
I et afsluttende kapitel om Portrætsamlingen på Frederiksborg slot diskuterer Marie Møller Christensen CA Jensens betydning for samlingen både som kopist, forslagsstiller til indkøb af værker og da også som portrætmaler i egen ret. De sidste ord i bogen lyder kortfattede, men effektfulde, at maleren i 1859 ” måtte se mange af sine mandetimer gå op i røg i flammerne”.
Bogens projekt er at kaste lys over portrætmaleren C A Jensen, og det lykkes i den grad at få læserens øjne op for hans værker, som lysende eksempler på en herhjemme helt tidlig impressionisme, som umiddelbart var elsket af mange, men udskældt af toneangivende kunsthistorikere.
Forfatterne har med hver deres vinkel på C A Jensen sammen med den fremragende gengivelse af malerierne i bogen skabt et moderne hovedværk om maleren - det første siden Sigurd Schultz’ hovedværk i 1932, som citeres loyalt - og med god grund, for han har alt med (undertegnede har selv hans værk stående).
Bogen på 256 sider er udkommet 24. maj 2024 på Strandberg Publishing, den er redigeret af Lone Kølle Martinsen og Mette Houlberg Rung, og der er fra forlagets side lagt et engageret og smukt arbejde i redaktion og grafisk tilrettelæggelse af både tekst og billeder. Udgivelsen har fået generøs støtte fra Ny Carlsberg Fondet og er sket i forbindelse med udstilling 24. maj - 22. september 2024 på Frederiksborg, Nationalhistorisk Museum.
Billede credits:
Catharina Jensen i gul kjole: hb foto fra udstillingen Frederiksborg, Nationalhistorisk Museum. Portrættet indgår i Den Hirschsprungske samling.
Joachim Dietrich Brandis, Pressefoto, Frederiksborg, Nationalhistorisk Museum
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
