|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 17-05-2024 Thomas Harder: Birk - Historien om Kaj Birksted KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan fortalte den unge flyverløjtnant Kaj Birksted til flere danske aviser få måneder efter flugten midt i april 1940. Turen over Øresund var kun begyndelsen til en lang tur med utallige forhindringer undervejs frem mod endemålet: at komme til at flyve i allieret tjeneste og på den måde deltage i krigen. Det var der også andre, der gjorde - og det var jo ulovligt efter den tyske besættelse. Umiddelbart kunne de to danskere ikke komme til at arbejde for RAF, men af mange og snørklede omveje nåede de i slutningen af oktober 1940 frem til Canada, hvor Sundby kom ind i det canadiske og Birksted i det norske flyvevåben, som var under opbygning i Toronto. Birksted var jo kommet lidt hurtigt hjemmefra, så han stod nu i Canada uden tjenestepapirer, der kunne dokumentere hans erfaring - specielt antal flyvetimer, men den nordmand, der stod for modtagelsen, vurderede (formodentlig sammen med ham selv), at det nok drejede sig om ca 300 timer i landfly og 700 i søfly - og han kunne nu tage fat på instruktion og træning af de norske flyvere. Samtidig var læringskurven også stejl for ham selv, for der var hele tiden nye vigtige elementer i både de forskellige typer fly og de forskellige måder at flyve dem, når man så samtidig var i luftkamp. I den forbindelse deltog Birksted selv i et månedlangt skydekursus hos RAF. Det er i det afsnit, at Harder citerer de ”10 Regler for Luftkamp”. Lad mig her nøjes med den første: ”Vent til du kan se det hvide i deres øjne”. Der er et langt og tankevækkende citat fra Birksteds ’Individual Combat Report’ fra et togt i juni 1942, hvor han blev angrebet af en tysk maskine, der dykkede direkte ned mod ham ” …han ramte min vinge, og jeg iagttog træffere på hans maskine…..under disse kampe så jeg en FW 190, der angreb mig bagfra, blive skudt ned af en anden Spitfire og ramme havet……Derefter var jeg alene med 6 angribende fjendtlige fly.” Han slutter rapporten med, at han faktisk ikke havde forventet at slippe væk. Der blev lagt mærke til Birksted i RAF, og agtelsen for ham kom til udtryk, i at han 27 august 1942 blev tildelt Distinguished Flying Cross (DFC). I motivationen hedder det bl.a. at samtlige flyvere sætter ham højt, ikke bare på grund af hans uselviskhed og generøsitet, men også på grund af den behændighed, hvormed han løser ethvert problem vedrørende det flyvende personel. Hans organisationsevne og den hurtighed, hvormed han løser enhver vanskelighed, er enestående. En meget præcis ros, som ikke mindst er interessant i lyset af begivenhederne omkring Birksted i Danmark efter krigen. Også i krigens allersidste dage i foråret 1945 var Birksted i flyvende tjeneste - der blev nu så godt som udelukkende kæmpet over Tyskland, og så sent som 25. april 1945 deltog Birksted i et togt så langt sydpå som til Berchtesgaden, som ’ gjorde Hitlers bjerghytte lidt mindre bekvem’ Nu var krigen forbi - og hvad nu? Eller med andre ord: det var det lette, nu kommer det svære! Nej, det er selvfølgelig ikke rigtigt, men de ni år, som Birksted nu kom til at bo i Danmark med sin familie, var bestemt ikke lette og heller ikke altid lige behagelige, som det tydeligt fremgår af bogen. Fra både RAF og det norske Flyvevåben var der attraktive tilbud og der var desuden drøftelser med Ole Bjørn Kraft, som var forsvarsminister i den danske befrielsesregering, og som havde tilbudt ham stillingen som rådgiver ved reorganiseringen af det danske Flyvevåben. Ved udgangen af maj måned havde Ole Bjørn Kraft så fået tilsagn fra Finansudvalget til at ansætte Birksted som ”Raadgiver ved opbygningen af det danske Flyvevåben”. I forbindelse med ansættelsen spurgte Berlingske Tidende ministeren, om planen så nu var at nedlægge Hærens Flyvertropper og Marinens Flyvevæsen til fordel for et enhedsluftvåben. Det var et prekært spørgsmål, understreger Thomas Harder og forklarer, at Ole Bjørn Kraft nødvendigvis måtte tage forbehold for, at ordningen først endelig kunne være på plads efter valget (som fandt sted 30. oktober 1945). På den anden side lagde ministeren overfor avisen ikke skjul på, at han ønskede en ordning med ”tre danske Værn: et Luftvåben, en Hær og en Flaade” . Nu var tingene så meget på plads, at Kaj Birksted og norske Sonia Irgens kunne blive gift - det skete ved en stilfærdig ceremoni på et bryllupskontor i London 9. juni 1945. Deres søn Ian blev født 25. marts 1946, og døbt i Garnisonskirken i København. Det job, som nyudnævnte Birksted stod overfor, var enormt og uoverskueligt. Harder forklarer, at stort set alt materiel, der havde været til rådighed inden 9. april 1940 nu enten var fjernet af besættelsesmagten eller ødelagt. Men det værste ser ud til at have været den ’forståelseskløft’, der var mellem ’krigsflyverne’ de typisk unge reserveofficerer på den ene side og på den anden side de noget ældre flyverofficer af linjen, der i mange tilfælde havde tilbragt krigsårene i deres kontorstole - selvom Harder gør opmærksom på, at en del af dem nu havde været under jorden i modstandsbevægelsen eller i Sverige. Under alle omstændigheder havde de ikke haft mulighed for at følge med i de dramatisk store udviklinger, der havde fundet sted i militærteknik under krigen, citeres en britisk flyverattaché for så sent som i 1955. I et interview med avisen Information talte Birksted om, at det var vanskeligt, at alle Afgørelser vedrørende Flyvning af militær Karakter træffes i Krigs-og Marineministeriets Kontorer, der som bekendt hovedsageligt er befolket af Mænd, der aldrig har set en Flyvemaskine. ” ”Denne salve har næppe øget sympatien for Birksted…i Hæren og de øvrige værnsministerier”, kommenterer Harder tørt - og helt sikkert med rette. Der gives i bogen et væld af den slags eksempler på, hvordan overgangen fra krigen mange gange blev en start på bureaukratisk kamp. Ikke et rart miljø for Kaj Birksted som rådgiver at navigere i. En vinkel på det danske forsvar, som Birksted tit bragte frem, når nogle mente, det var for kostbart var, at Danmark skulle have et forsvar, fordi ” vi naturligt må indtage vor plads mellem de Forenede Nationer med de Fordele og Forpligtelser, som hermed følger”. Bogen rummer en rigdom af eksempler på både engelske og norske tilkendegivelser af respekt for Birksteds store evner ikke bare som flyver, men sandelig også som en leder, der forstod at løse de problemer, der kunne opstå mellem forskellige grupper af medarbejdere. Den norske ros og støtte kom fra flere sider - omfattende kong Haakon og prins Olav. I efteråret 1946 frem til november 1947 arbejdede Birksted med bl.a. regulativer for flyveskolen og for en kommende skole for flymekanikere samt med tilsyn med modtagelse og registrering af fly og andet materiel. Dette skete samtidig med, at han prøvede at fremme et selvstændigt flyvevåben. Men der skete stadig ikke noget i den sag. Til gengæld blev der pludselig oprettet en ny fælles ledelse, benævnt Hærens og Søværnets Flyverledelse. Dette skete som en af de sidste embedshandlinger af forsvarsminister Harald Petersen, inden regeringen gik af ved midnat på valgdagen 4. november 1947. Chefen for den nye myndighed blev til forbløffelse for mange ikke Birksted, som selv kommenterede sagen med, at han ikke var blevet rådspurgt det sidste halve år. Hvad der egentlig foregik i Forsvarskommissionen er ikke let at blive klog på, men det så i hvert fald ikke ud til, at Birksted var udset til chef for et kommende luftvåben. Men i efteråret 1948 blev kommissionens arbejde sat i bero, medens man i en komité overvejede et nordisk forsvarsforbund. I den komité deltog Birksted: han var i princippet enig i et fællesskandinavisk forsvar, men kun hvis dette var tæt knyttet til ” det stærkest mulige forsvar af det kontinentale Europa”, skrev Birksted. Den helt store skuffelse for Birksted kom i april 1950, da Forsvarskommissionen leverede et udkast til en lov, der blev vedtaget i maj samme år: der blev oprettet et fælles Forsvarsministerium, et selvstændigt Flyvevåben og en forsvarschef med assistance fra en fælles forsvarsstab. Birksted blev ikke chef for Flyvevåbnet, men stabschef for samme. Få måneder efter blev han forfremmet først til oberstløjtnant og to dage efter til oberst. Et lynavancement, der ikke vakte begejstring blandt en del officerer med større anciennitet end hans, noterer Harder, som også bemærker, at Flyvevåbnet først senere fik sin egen uniform, så officererne brugte typisk deres hidtidige. Birksted valgte at gå på arbejde i civil - han brød sig ikke meget om uniformer. I august 1953 fik Birksted besked om, at han skulle flytte fra arbejdet som stabschef til chef for Vestre Basiskommando. Det opfattede han som en degradering - og sagde op. Forsvarsminister Rasmus Hansen ville ikke bevilge ham afsked, men i stedet fik han sygeorlov. I 1954 blev Birksted så udsendt fra Danmark og arbejdede i NATOs militære overkommandos hovedkvarter SHAPE i første omgang indtil 1957, men han blev senere forlænget flere gange frem til marts 1960. Her faldt han fint til både fagligt og kollegialt, og ledelsen af SHAPE ville gerne ansætte ham, men i en mere ledende stilling, som krævede en officer med rang af generalmajor. Straks efter udnævnelsen ville Birksted så afgå fra det danske forsvar og umiddelbart derpå blive ansat ved SHAPE i den nye stilling. Den danske forsvarsminister, Poul Hansen, sagde imidlertid nej, så Birksted søgte (igen!) sin afsked i det danske forsvar, hvorpå han fik en civil stilling ved NATOs Internationale Stab i Paris og senere i Bruxelles. Derpå flyttede han og Sonia til London - Kaj Birksted satte aldrig mere sine ben i Danmark, men kom gerne til jubilæer og andre arrangementer i både England og Norge. Han døde i sit hjem 21 januar 1996, blev bisat fra et kapel i London, og hans aske er nedsat på en norsk kirkegård, hvor Sonias 14 år senere også blev nedsat. Hvorfor var der så stor modvilje mod Birksted blandt danske officerer og i en vis udstrækning blandt danske politikere? Var det jalousi overfor en outsider, der kommer tilbage til et system, han har forladt - og endda kommer tilbage badet i succes og roser fra både høj og lav i England og Norge. Måske var han også nærtagende - og meget af tiden utilfreds - selvom det kan være med nok så god en grund, så er det ikke noget, der vinder venner. Det er et værk af de helt store, som Thomas Harder her har bragt til verden. Alle detaljer er dokumenteret i de 531 noter, i litteratur- og kildelister, oversigter over militære enheder, korps og gradsbetegnelser, forkortelser og det meget omhyggeligt udarbejdede og nyttige stikordsregister. I et afsluttende kapitel takker Harder er overordentlig lang liste af folk, der har hjulpet - ikke mindst redaktør hos Gad Martin Gylling samt ekstern redaktør Jon Voss. Hvorfra kom så ideen til at skrive netop denne bog? Ja, den stammer fra Jacob Maagaard, Martin Gyllings kollega på forlaget. Det er ikke en helt let bog at læse, men alligevel er den næsten ikke til at lægge fra sig, når man/jeg først er begyndt. Der er en fin balance mellem historie med alle afgørende detaljer i både krig, politik og bureaukrati på den ene side og på den anden side fortællingen om Kaj Birksted, hans bedrifter og livet med de mennesker, der var vigtige for ham. Omslaget er ved Harvey Macaulay - med foto fra Birksteds arkiv (fotografen er ukendt). Bogen er på 422 sider og udgivet af Gads Forlag 17. maj 2024 Sendt på Radioupdate 19. maj 2024 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. | Lyd: Copyright Radio Update |
