Det er ikke så tit, at en bogtitel stiller et spørgsmål, sådan som Cathrine Gyldensted gør i denne bog om politiske debatter.
og efter endt læsning melder undertegnede i hvert fald, at bogen giver meget at tænke over og leverer et fint bidrag til forbedring af den offentlige samtale, sådan som undertitlen også stiller i udsigt.
Læg mærke til ordet ’samtale’ – forfatteren gør tidligt i bogen opmærksom på at ordet ’debat’ har sin sproglige rod i det franske ’débattre’, som egentlig betyder at udkæmpe eller strides (udover altså at dække det samme som det danske ’debattere’). Problemet opstår så, når politikere eller såkaldte meningsdannere mødes f.eks.i en TV debat. Her vil de typisk hver især kæmpe for at få nogle enkelte pointer skåret skarpt til og ikke mindst for simpelthen ”vinde” debatten, kampen. Det kan så ske, uden at tilhørerne nødvendigvis bliver klogere. Men det kan der gøres noget ved, skriver Cathrine Gyldensted og forklarer, hvordan hun selv blev præsenteret for en helt ny form for debat, kaldet Frirumsdebatten, som allerede i praksis var afprøvet ved knap 100 debatter afholdt på de danske fri-, efter- og højskoler. Det har hun så skrevet denne bog om.
En frirumsdebat tager afsæt i ’flere menneskers meningsudveksling om et emne’, som her foregår ved, at der i samme rum både er typisk to debattører, men også et publikum, der inddrages som egentlige aktive deltagere i debatten. Der er et sæt spilleregler for en frirumsdebat, der altid foregår i tre runder. Disse runder med tilknyttede regler gennemgås grundigt i bogen – hver gang med både teori og praksis. Gyldensted har solid indsigt i den teoretiske side af sagen – hun har blandt meget andet i tre år stået for opbygningen af en afdeling for den såkaldte konstruktive journalistik ved et hollandsk universitet, og den praktiske del ligger i de små hundrede debatter, der som nævnt allerede er afholdt.
De nævnte tre runder er rygraden i Frirumsdebatten, hvor første runde, som kaldes’fronter’, skal sørge for at tydeliggøre den uenighed eller konflikt, der skal debatteres. Eksempel: Kan danskhed sættes på en formel? Ja eller nej?
Den næste runde hedder ’refleksioner’, hvor hver debattør skal forholde sig til modpartens argumenter, til de dilemmaer, der ligger i konflikten – og sidst, men ikke mindst: sin egen tvivl. Debattørerne starter runden med at bytte stol – måske en detalje, men ikke uvæsentlig, fremgår det. Efter et enkelt indledende spørgsmål fra moderator, skal debattørerne så forholde sig til, hvilket af modpartens argumenter, der er det stærkeste. Dette er blandt flere nye elementer i denne debatform måske det mest interessante, vil jeg selv mene, og flere af de deltagendes kommentarer peger også i den retning.
Den afsluttende runde kaldes ’initiativer’ og her kommer deltagerne på banen – bemærk, der tales hele tiden om deltagere, ikke om tilhørere. Deltagerne må her ikke kommentere eller stille spørgsmål til debattørerne. De må udelukkende komme med konkrete forslag til, hvordan nogle af de debatterede emner kan føres ud i virkeligheden.
Disse tre runder bliver løbende gennem teksten omhyggeligt evalueret – ikke bare af forfatteren, men af de mange debattører, der jo allerede har deltaget i de nævnte næsten 100 debatter, der har fundet sted efter dette mønster. Forfatteren skal have stor ros for at bringe disse evalueringer, som er det allermest spændende at læse, for her bliver der virkelig sat kød og blod på, hvad der er foregået. Et fint eksempel på at gøre teorier konkrete. Forfatteren lægger ikke skjul på, at der kan justeres en del, for ikke alting er lige vellykket. F.eks. er det tydeligt, at tidsplanen let skrider – det fremhæves af flere deltagere. Mere end én af debattørerne oplever også den sidste runde som ’lidt påklistret’ eller det, som kom frem der, som ’ ikke super brugbart’. Hele vejen igennem fremgår det både af Cathrine Gyldensteds egne vurderinger og af deltagernes evalueringer, at det er topvigtigt, at ordstyrer eller moderator er velforberedt, har stor gennemslagskraft, tilbageholder egne idéer til mulige initiativer og sidst, men ikke mindst, benhårdt styrer tiden. Men det er ikke det hele. Gyldensted skriver simpelthen, at moderator ”går ind som en slags aktiv fødselshjælper til handlinger, der skal igangsættes” (forfatters kursiv). Her står da vist næsten i klartekst: tænk på Sokrates!
Bogen slutter med Cathrine Gyldensteds egen opsamling på den debatform, hun har introduceret. Her kommer hun vidt omkring, så det er klogt at spidse ører og øjne under læsningen. En central pointe ligger i hendes henvisning til en amerikansk bog om racisme, som hun opsummerer i denne sætning: ” Folks standpunkt er ikke drevet af deres viden om relevante fakta i sagen, men formet af personens dybere værdisæt”.
Lettere provokeret af spørgsmålet i bogens titel overvejede undertegnede anmelder efter endt læsning, om jeg så virkelig var blevet netop klogere: og det kan jeg svare ja til. Specielt er mange af de evalueringer, som debattørerne leverer, nemlig virkelig værdifulde, og jeg vil kun give et enkelt eksempel, som også er det, jeg selv opfatter som det bedste: Sørine Godtfredsens kommentar ’ Om modpartens stærkeste argument’. Henover små to sider formår hun både at referere, analysere og konkludere på, hvordan det fungerede for hende at finde dette argument. De to sider opsummerer næsten hele bogen – og jeg blev klogere.
Rasmus Meisler har stået for de underholdende og ikke mindst rammende illustrationer, og Katrine Dahlerup for det lækre layout.
Forlaget Højskolerne har udgivet bogen med støtte fra TrygFonden Foto af forside fra forlaget
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
