|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 09-06-2021 Det første år som statsminister KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Foto af forside fra forlaget Forfatteren Anne Sofie Kragh har skrevet ’fortællingen om, hvad der skete i Mette Frederiksens første år som statsminister’. Bogen var forfatterens idé, hvor hun tilbage i maj 2016 foreslog Mette Frederiksen at portrættere hende som statsminister, hvis hun vandt næste valg. I et kort forord præsenterer hun omhyggeligt præmisserne for bogen: ’det var min bog, ikke hendes eller vores’ og fortsætter ’….hvis jeg blev lukket ind i fortrolige rum, fik hun de afsnit jeg skrev fra disse til gennemlæsning’. Allerede inden bogen udkom 31 maj 2021 vakte den voldsom opmærksomhed – specielt nød medierne at kunne præsentere de konflikter, der kan læses om – særligt mellem Mette Frederiksen og Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm – og så er der jo også statsministerens madvaner – altid godt stof! Der er nu i høj grad tale om ’cherrypicking’, for der er andet, mere og meget solidt stof at hente ud af de velskrevne sider om en meget speciel periode i vores allesammens historie. Fortællingen lægger ud med det store regeringsseminar 13 januar 2020. Da havde Mette Frederiksen været statsminister i 200 dage og på seminaret, der blev afholdt på Marienborg, var hele cheflaget fra Slotsholmen samlet – noget der bestemt ikke var en hverdagsbegivenhed. Få dage inden seminaret havde Frederiksen bedt Barbara Bertelsen om at tiltræde som departementschef, så hun sad ved siden af ministeren ved mødet – sammen med dennes tre særlige rådgivere: Martin Rossen, Sara Vad og Martin Justesen. På seminaret gennemgik Mette Frederiksen en plan, der kvartal for kvartal skitserede politiske reformer og tiltag. Kort efter seminaret piblede de første nyheder om en ny virus fra Wuhan ud af nyhedsmedierne. Det varslede ikke godt for alle planerne. Barbara Bertelsen indledte en hyppig kontakt med departementschefen i sundhedsministeriet, Per Okkels, i mens flere og flere nyheder om den nye virus dukkede op. Mens Sundhedsstyrelsens udtalelser var rettet mod at berolige befolkningen med, at det danske beredskab var på plads, hvis der skulle blive brug for det, som styrelsens direktør Søren Brostrøm forsikrede, så advarede Seruminstituttet flere gange i slutningen af januar styrelsen om de risici ved den nye virus, der bl.a. blev beskrevet af udenlandske eksperter. Den 1 februar gik Seruminstituttets faglige direktør Kåre Mølbak så vidt, at han sendte sin seneste risikovurdering direkte til Per Okkels. At han således brød den korrekte kommandovej gennem Sundhedsstyrelsen, viser, hvor bekymret han var. Derpå bad Okkels om i fremtiden at blive orienteret direkte af Seruminstituttet. Hermed var linjerne lagt for kommende brudlinjer mellem forskellige faglige og politiske stakeholders. Kragh opsummerer med et møde to dage efter (3 februar) i Statsministeriet, hvor Kåre Mølbak blev introduceret for Barbara Bertelsen. ” Da mødet var slut, havde hun fundet sin primære ekspertrådgiver i coronakrisen,.. ” I løbet af den kommende måned spidsede situationen til med stigende smitte i befolkningen og voksende kløft mellem Mette Frederiksen og Søren Brostrøm. Denne konflikt voksede til bristepunktet 10 marts under et formøde mellem Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og Martin Rossen på den ene side af bordet og Magnus Heunicke, Per Okkels og Søren Brostrøm på den anden side. Brostrøm var lodret uenig i Mette Frederiksens talepunkt om, at gruppen af særligt sårbare ”skulle holde sig hjemme” – for hvem skulle definere denne gruppe. Ved det efterfølgende pressemøde samme dag holdt alle masken. Derpå kom det store pressemøde dagen efter, 11 marts, hvor Mette Frederiksen lukkede Danmark ned – hun talte fra manuskript. Ingen uenighed fra Sundhedsstyrelsen kunne overhovedet registreres, da Brostrøm holdt sin tale – fire minutter uden manuskript og uden et eneste ’øh’. Men han kommenterede overhovedet ikke regeringens tiltag – og alle åndede lettet op, afrunder Anne Sofie Kragh. En mærkelig lille historie på selve nedlukningsdagen handler om, at Mette Frederiksen følte sig sløj med hoste og vejrtrækningsbesvær – faktisk med alle symptomer på corona, men hverken hun selv eller nogen af dem omkring fik den tanke, at det kunne være corona, skriver forfatteren. Kan det virkelig passe? Det er godt nok svært at tro…., en god portion selvbedrag, må det have været. Men så, dagen efter da hun var endnu dårligere lod hun sig overtale til en test - negativ. Bogens første store del med overskriften KRISEN slutter 30. marts – coronatallene begynder at se lidt pænere ud, og efter endnu et pressemøde er der god stemning. Det er fra disse første 129 sider, at næsten al foromtale af bogen har hentet stof. Bogens anden del: PLANEN er et indskudt spring tilbage i tiden, som fortæller om valgkampens sidste dage, om valgdagen 5 juni 2019 og om Frederiksens første måneder som statsminister, hvor der blev lagt mange planer. Kun en uges tid efter afslutningen på første del af bogen tager dens tredje og sidste del over. Det er 6 april, og her er overskriften DANSEN. Det kræver en forklaring: en amerikansk forfatter har i en artikel omtalt en krisestrategi, som den danske har været, med ordene Hammeren (nedlukningen) og Dansen (genåbningen). Statsministeren havde indledt dansen med en livsfarlig partner, konstaterer Kragh. Undertegnede tænkte – det var det lette for Frederiksen, nu kommer det svære. Efterhånden som genåbningen skred frem, begyndte kritikken nemlig også at myldre frem – dels fra oppositionen dels fra borgere, der ytrede sig på Facebook, hvor der blandt andet blev dannet en gruppe med titlen ’Alle os, der hader Mette Frederiksen’. Der var også et meget ubehageligt intermezzo 20. april under et møde med regionerne, som Statsministeren mente, ikke udnyttede deres fulde testkapacitet. Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V) forklarede, at de fulgte sundhedsstyrelsens retningslinjer, hvor det fremgik, at folk uden symptomer ikke skulle testes. Mette Frederiksen, der mente, at kapaciteten skulle udnyttes fuldt ud, blev mere og mere irriteret på Lose, som følte sig overfuset. Brostrøm sagde ingenting. 29. maj er Mette Frederiksen ved at være kørt godt træt, og inden et pressemøde, hvor hun sad sammen med sine nøglemedarbejdere, klagede hun over ikke at være godt nok informeret af sundhedsmyndighederne. Barbara Bertelsen begyndte på en beroligende sætning, Mette Frederiksen vrissede af hende og udvandrede derpå. 3. juni fik Statsministeren et chok – Martin Rossen fortalte hende, at han havde fået et nyt job. Det var helt klart ikke bare et chok, men et virkeligt slag for hende ” Hun havde ikke truffet nogen væsentlig beslutning i sit politiske liv uden hans besyv…..og nu ville han væk” . Nu handler bogen her kun om det første år i statsministerens embedsperiode, så vi når kun lige at få en omtale med om et lokalt smitteudbrud i Sindal ved Hjørring, som viste sig at være relateret til minkfarme. Ellers ikke en lyd i denne bog om de små gnavere, men vi kommer nok til at høre mere i bind 2, som Kragh har lovet at følge op med. Bogen er opbygget dato for dato – kun tre steder mangler datering – det er små biografier over Søren Brostrøm, Martin Rossen og Barbara Bertelsen. Det er en meget usædvanlig bog – som nævnt i indledningen havde Anne Sofie Kragh adgang til at høre og se alt og interviewe dem, hun ville. Det forklarer hun i bogens indledning – og derpå omtaler hun ikke et eneste sted sig selv – bruger ikke ordet ’jeg’ om sig selv. Men når hun mange gange fortæller, hvad folk tænkte, så må det jo nødvendigvis være, fordi hun har fået det fortalt. Kan Mette Frederiksen være tilfreds med bogen? Ja, absolut. Det er ikke fordi hele tegningen af hende er rosenrød – det ville også have været utroværdigt og givet et unuanceret portræt. Hvad med alle de andre – kan Bertelsen være tilfreds? Ja, det tror jeg. Hvad med Mølbak? Ja, sandsynligvis. Brostrøm? – først tænkte denne anmelder, at han bestemt ikke kunne være tilfreds. Men ved nærmere eftertanke har jeg skiftet mening: Hans holdninger, handlinger og synspunkter er jo nu ført til protokols. Når Kragh i sin indledning fortæller, at Frederiksen (og de andre interviewofre) fik hendes tekst til gennemlæsning, ville det nu have været rart at få løftet bare lidt af sløret for, i hvilket omfang det er sket, og hvordan Kragh har behandlet eventuelle indsigelser. Vi får en masse at vide om, hvem der spiser hvilken slags mad – hvem kan/kan ikke bruge spisepinde og hvad tøj, de har på. Hvem går med stilethæle, hvilken farve neglelak og hvilket bilmærke kører den ene og den anden i. Er det relevant? Måske – det giver i hvert fald liv i fortællingen og medvirker sammen med de mange replikker til nærmest at se et teaterstykke udfolde sig – et fint eksempel på new journalism – og det er positivt ment. Den fysiske bog er usædvanligt smuk. Den er produceret med omslagsdesign og grafisk tilrettelægning ved Nanette Vabø, Forsidemontage ved Bjørn Petri Enevoldsen og fotos på både for-og bagsideflapper ved Mads Nissen. Den bløde indbinding er mat med blanke bogstaver i kontrast, og montagen strækker sig henover ryggen for at fade ud på bagsiden. Det er lækkert at røre ved og holde på – eneste minus er, at det er kropumuligt at lade bogen ligge åben på opslag. Det krævede for undertegnede en mobiltelefon og en tung klipsemaskine på én gang. Bogen 336 sider er udgivet af Politikens Forlag Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
