”Organisk materiale og DNA forsvinder, men kiselskaller forsvinder aldrig” lyder det selvsikkert fra en af bogens hovedpersoner lidt over midtvejs i fortællingen, og det vender vi tilbage til.
Men først, hvordan det hele begyndte den dag, hvor en ung gymnasieelev, Mia, og hendes mor havde et voldsomt skænderi: måtte datteren gå videre ud i byen og på diskotek efter en fest på hendes gymnasium? Festen på skolen var helt i orden i moderens øjne, men diskoteket var absolut forbudt. Skænderiet kulminerer i en knust kaffekop fra moderen, Merethes, side og et stilfærdigt og mislykket forsøg på at forsvare datteren fra faderens, Finns, side. 25 august 1984.
Det næste, der sker, er at den beslutsomme mor, Merethe, rasende går ud i den regnvåde aften for at putte et brev i postkassen - og derpå forsvinder hun. Fuldstændigt og uden at efterlade sig spor. Hele familien er fortvivlet - ikke mindst datteren, Mia. Pludselig føles skænderiet om fest og diskotek helt anderledes. Hendes lillesøster, Lea, og deres far er også ulykkelige. Politiet er på bar bund og kommer den ene gang efter den anden på besøg - er det virkelig rigtigt, at Finn er så uvidende om sin kones færden og generelle humør, som han påstår? Kan det tænkes, at Merethe har forladt sin familie? Politiet ligger bestemt ikke på den lade side og finder omsider forskelligt ’bevismateriale’, der peger på Finn - og han anholdes og sigtes for netop at være i besiddelse af ’mistænkelige objekter’ 1. november 1984. Få dage efter findes så Merethe - og Finn sigtes nu for at have dræbt hende. Hendes lig lå i et moseområde nord for København og blev fundet ved et tilfælde af en amatørornitolog. Sagen endte med, at Finn blev dømt for drab. Mia græd hjerteskærende - hun er en sympatisk, empatisk og begavet hovedperson, som man er glad for at lære at kende.
Hvad er det, bogen handler om? Er det simpelthen en kriminalroman, hvor vi stille og roligt læser os frem til slutningen - er det så den utro ægtemand, som det vist tit er i den slags sager, eller er det den forsvundne kone, der har haft en elsker? Måske begge dele? I en klassisk krimi skal forbrydelsen opklares - ellers er det snyd. Desuden skal læseren have mulighed for at gætte med undervejs - nok det allersværeste for en forfatter at byde ind med, altså at lægge spor ud: ikke for mange, men heller ikke for få. Nu er denne bog ikke en klassisk krimi - det er en spændingsroman med en kriminalgåde indlagt til at drive handlingen, hvor transnational adoption er det helt centrale:
Mia selv er adopteret fra Korea som ganske lille, og hun elsker sine (adoptiv)forældre - og måske allermest sin lillesøster Lea, som kom til verden som forældrene Merethe og Finns biologiske datter. Så der er ingen konflikter i familien - bortset altså fra forventelige skærmydsler over en teenagers ønske om at gå mere på disko, end forældrene bryder sig om. At så et skænderi endte katastrofalt den skæbnesvangre aften i 1984, hvor Merethe forsvandt, var ulykkeligt.
”Skal du være politibetjent? Er du blevet vanvittig”, sådan reagerer Finn fra sin fængselscelle, da Mia fortæller ham, at hun er blevet optaget på politiskolen - vi er nu sprunget fem år frem til 1989.
Og ja, politibetjent blev hun, og så dukker der først endnu en drabssag op og så en anden, der peger i samme retning, som også den fem år gamle sag med Mias mor. Den vigtigste røde tråd viser sig at være: adoption, og der er sandelig mange tråde, der skal redes ud for at nå så langt. Men det lykkes for Mia og hendes kolleger at få brikkerne til at falde på plads.
Er det så en banal slutning? Forbryderen afsløres jo….. men se lige, hvordan forlaget på store plakater har kaldt bogen ”En ægte Sissel-Jo Gazan”! Lige siden jeg i 2008 læste forfatterens (jeg tror første) spændingsroman ”Dinosaurens fjer” har jeg været begejstret for den måde forfatteren fik sin uddannelse som cand.scient. i biologi til at være en afgørende spiller i plottet - og mens jeg læste denne nye bog fra hendes side, glædede jeg mig vildt til at få afsløret, hvad hun denne gang kunne bringe i spil fra sit fag. Jeg blev ikke skuffet - ” Organisk materiale og DNA forsvinder, men kiselskaller forsvinder aldrig” , lyder det fra kriminalpolitiets botaniske ekspert. Dermed var gåderne bag tre drabssager og en bortførelse løst. Og Finn, Mias far, var frikendt.
Kiselalger findes i fersk- og saltvand, på fugtige klipper og træstammer, mellem mos samt i jord og havis. De varierer i størrelse fra 3 μm til 2 mm. Kan man læse sig til i Lex.dk - og det er dem, der sammen med pollenkorn, rummer gådens løsning.
Men bogen med sine flere hundrede sider rummer andre gåder, der går helt tilbage til de store drenge/unge mænd, der var blandt Mias gymnasievenner. De dukker op igennem handlingen - og smutter så væk igen, men der er garanteret her spor, der bør følges op på - f.eks. hvad er det for noget med Emil - eller hedder han Sebastian? Og hvem bærer den forbløffende titel ”Kongen af Næstved”? Her er det interessant, at forlaget har lovet, at bogen bare er første bind i en trilogi.
Omslaget er smukt designet af Kenneth Schultz, hvor han har drysset pollenkorn (tror jeg, det er) ud over et knapt synligt pigeansigts sorte hår. Helt betagende er Agnes Boks bittesmå vignetter af kiselskaller - de dukker helt uventet op her og der på romanens sider - læg endelig mærke til dem! Det er ren æstetik, men fint og godt tænkt.
Bogen på 464 sider er udgivet af Politikens Forlag 23. oktober 2024
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
