Forfatteren gennemgår her først ’begrebet Nødværge’, som opfattet gennem historien henover mere end 2000 år - derpå foretager han en nøje undersøgelse og sammenligning af eksempler på nødværge og den efterfølgende behandling i retten i dag i Danmark og i en lang række andre lande og endelig foretager han en analyse af selve begrebet ’nødværge’.
Fra Platon til Kant
Fra Grækenland i klassisk tid findes et væld af materiale - der er Platons store værk ’Lovene’ og desuden var athenienserne i samtiden ligefrem kendte for de mange retssager, hvorfra talerne i stort antal er bevaret. Garde fremhæver og diskuterer en sag, som han vurderer til at være retshistoriens første kendte eksempel på, at nødværge eller et nødværgelignende forhold er gjort gældende som forsvar i en straffesag. Dommen her kendes i øvrigt ikke.
Frem i tid til romerretten og specielt Cicero, som roses for netop at argumentere for nødværgeretten. Derpå til jødisk ret i oldtiden, hvor der var adgang til at øve nødværge, men med indlagt krav om proportionalitet. Derpå kommer så bomben, nemlig Oldkirken og mere specielt Bjergprædikenen - forbydes nødværge virkelig i den tidlige kristendom? Peter Garde gennemgår omhyggeligt relevant materiale og konkluderer, at ’ Bjergprædikenens samlede tekst må forstås som et forbud mod ikke blot hævn, men også nødværge’.
I 1600-tallet udkom en række værker om den såkaldte naturret, hvor det i en række retshistoriske værker beskrives, at de enkelte mennesker, der før levede i en naturtilstand sluttede sig sammen i en samfundskontrakt - retten til nødværge fastholdes overalt i Europa - men med diverse forskellige forbehold og betingelser.
Peter Garde fortæller, at den første nærmere omtale af nødværge i Danmark, som han har fundet, er Ludvig Holbergs Naturens og Folke-Rettens Kundskab - når først mennesker indgår i et samfund, må den angrebne søge øvrighedens hjælp, hvis tid og sted tillader det.
Fra Kant til nu er et meget stort kapitel, hvor Garde selv snævrer lidt ind ved at understrege, at alle de tyske filosoffer i perioden har behandlet nødværge - og at der har været livlige debatter om alle mulige aspekter af nødværge - har den person, der bliver angrebet f.eks. pligt til at skrige om hjælp? Angriberen, der mødes med nødværge, bliver han retsløs og mister alle rettigheder?Eller f.eks.: kan nødværge med dødelig udgang for forbryderen kun accepteres, hvis det gælder den angrebnes eget liv?
Anders Sandøe Ørsted (den største danske jurist nogensinde skriver Peter Garde) har også grundigt behandlet nødværge, og han argumenterer i en afhandling om manddrab for retten til at forsvare eget liv ved at dræbe en overfaldsmand, men ikke for at forsvare sine ejendele. Også et truende angreb berettiger til nødværge. Problemet her er naturligvis vurderingen af truslen - kan den vurderes objektivt - og skal der tages hensyn til offerets rædsel? Ørsted anerkender disse bevisvanskeligheder, og Garde kommer i senere afsnit af bogen grundigt tilbage til netop det.
Nødværge i dag
Forfatteren gør det meget klart, at alle de forudgående mange århundreders teoretiske diskussioner af, hvad nødværge er, hvornår den anses for lovlig, hvordan domstolene i tiden løb har behandlet nødværge og intervention ved nødværge, udgør at kolossalt bjerg af erfaringer og viden, som der trækkes på i nutiden. Hele dette store afsnit i bogen indledes med et kapitel om begrundelsen for nødværge, hvor selveste Cicero citeres for, at nødværge ikke [er] opstået ved lovgivning, men skabt af sig selv som led i den menneskelige selvopholdelsesdrift. Det er ironisk, at han selv opgav at forsvare sig, da han i året 43 blev passet op af drabsmænd udsendt af Antonius og Octavian (den senere kejser Augustus). Det fremgår af kilderne til drabet, at både nødværge og flugt var umulig. Men hvad så i dag? Peter Gardes erfaring siger ham, at særligt nødværge med dødelig udgang ikke ofte anerkendes i dansk praksis - modsat tysk, engelsk og især amerikansk praksis, og han fortsætter: I mine 25 år som kriminaldommer i en travl kreds har jeg ikke en eneste gang frifundet under henvisning til nødværge, måske fordi den fornuftige lokale anklagemyndighed undlod tiltalerejsning i de klare tilfælde.
Denne del af bogen, som undersøger nødværge i nutiden, udgør mere end halvdelen af bogen og er rasende interessant. Forfatteren henviser til et væld af litteratur om emnet fra en lang række lande, hvor han især peger på Tyskland, hvor antallet af forfattere på dette område er enormt.
Vi skal mange hundrede år tilbage her i landet for at finde en bedragen ægtemands drab på en utro hustru og/eller hendes ’medskyldige’ rubriceret som lovligt nødværge. Klart nok - den bedragne ægtemand kan jo lade sig skille. I forskellige andre lande (faktisk en hel del) er der stadig en mere eller mindre tolerant opfattelse af nødværge i form af drab i netop den situation.
Peter Garde citerer en interessant undersøgelse om nødværge og amerikanske juryer: en af sagerne handler om en mand, der to gange var taget på fersk gerning i at stjæle benzin fra andres biler. Tredje gang han forsøgte sig, skød den bestjålne ham, dog først efter mundtlig advarsel. Dommeren sagde: Mord, men juryen: frifindelse. Den nævnte undersøgelses forfattere konkluderede på basis af mange sager, at juryen hver gang var mildere end dommeren.
En vigtig pointe i forbindelse med nødværge er den tidsmæssige sammenhæng mellem angreb og forsvar. Hvis angrebet er afsluttet, vil en efterfølgende reaktion være hævn og dermed strafbar. S 306-7. I 1993 dræbte en 18 årig dansk mand sin to år ældre bror, der gennem længere tid havde været ekstremt voldelig overfor deres mor og deres meget yngre søster. Den unge mand påstod ikke nødværge, men strafbortfald, subsidiært strafnedsættelse. Nævningene afviste strafbortfald, men svarede ja til et spørgsmål om strafnedsættelse, og retten udmålte straffen til fængsel i fire år, der blev gjort betinget. Sammen med en anden lidt tilsvarende sag viser denne, at danske domstole ikke vil acceptere straffrihed under henvisning til nødværge trods tidligere grov vold….når livsfaren ikke er konkret overhængende. I sådanne tilfælde bør de berørte henvende sig til myndighederne.
Peter Garde nævner, at når en drabstiltalt ikke kan slippe afsted med at sige, at det ikke var ham der begik drabet, så kommer nærmest rutinemæssigt ’jeg dræbte i nødværge’. Så er situationen jo den, at det eneste mulige vidne nu er død, så anklageren skal bevise, at noget ikke er sket - en meget hård bevisbyrde, kommenterer Garde tørt. Han minder så om en meget omtalt sag, hvor det til gengæld ikke var så svært at afvise nødværge: det drejer sig om sagen fra 2005, hvor den unge kvinde Ghazala Khan på Slagelse Banegårdsplads blev skudt og dræbt sammen med sin ægtemand, der overlevede. Mordet var blevet besluttet af den samlede familie, kvindens far var hovedmanden, men hendes lillebror affyrede skuddene. Ni familiemedlemmer blev dømt som deltagere i mordet. Broderen, der havde affyret skuddet, fik 16 års fængsel, faderen livstid og alle, der kunne udvises, blev udvist. Så var der det med bevisbyrden: Broren, der havde skudt, havde nemlig handlet i nødværge, sagde han. Men det gik ikke, for et vidne havde med sin telefon taget et foto, der viste, at morderen tog dobbeltfatning på revolveren og skød lige ind i sin søster.
En nødværgehandling skal både være ”nødvendig” og ”forsvarlig”. Det bedst kriterium for, om kravet om nødvendighed er opfyldt, vil være: kunne man f.eks. have ringet til politiet? Eller skyndt sig væk?
Der er en dejlig lille historie om den danske forfatter Goldschmidt, som i 1863 ved et selskab i Rom spurgte, om det nu var sikkert at færdes i Rom? En anden deltager i selskabet fortalte, at han selv var blevet angrebet af en lokal knivstikker, men han havde gennemboret hans brystkasse med en kårdestok. Så fortalte Goldschmidt, at han engang i London var blevet forfulgt af to mænd, som han ikke kunne ryste af sig. Så satte han sig på en sten indhyllet i sin kappe, og da de to mænd så antastede ham, så han bønligt op og bad om en penny, da han ikke havde spist i tre dage. Mændene bandede og gik videre…..
Det er interessant, at forfatteren mange gange citerer domme, som han så derpå diskuterer og vurderer. Det gælder f.eks. to svenske voldssager, hvor den svenske ret i det ene tilfælde dømte ’skyldig’ og i den anden ’frifundet’ - Peter Garde ville her have dømt lige modsat - og argumenterer selvfølgelig for det.
Garde elsker klart sit fag - nu kan jeg jo ikke citere alle de mange, mange cases, der optræder i bogen, men der er en fantastisk historie fra en Schweizisk domstol - ’ en prægtig dom, der af alle schweiziske forfattere betegnes som en moderne klassiker’ - efter at have læst om sagen, tænker undertegnede bare: her er stof til en film - hør bare: ”Mens indehaveren af en møntforretning satte gitter for sin forretning med begge hænder, stod hans mappe med 53.000 schweizerfranc mellem han ben (det var hans fortjeneste for mellem halvandet og to år). En tyv snuppede mappen og løb med ejeren i hælene. Ejeren affyrede tre varselsskud, men tyven løb endnu hurtigere. Ejeren affyrede derefter i en afstand på 10-15 meter et sigtet skud mod tyvens underben, hvilket påførte tyven lettere til middelstore komplikationer. Ved en senere prøveskydning i mørke affyrede ejeren i 15-20 meters afstand 15 skud - intet af dem ramte knæhøjde eller derover. Retten anerkendte i den konkrete sag, at kravet om forholdsmæssighed var opfyldt, når man opvejede det truende tab for ejeren overfor de ikke betydelige skader for tyven samt tog hensyn til, at ejeren var en mere end gennemsnitlig træfsikker skytte.” Spændende referat!
Nødværgesituationer er i det hele taget godt materiale specielt i amerikanske krimier og film: Garde peger på en tendens til, at nødværge kan træde i stedet for straf og ’stjæle’ statens voldsmonopol, han citerer her en tysk forfatter (Dirk Wintzer), som formulerer problemet. Men også amerikanske forskere (George P. Fletcher) har øjnene rettet mod kriminalromaner, hvor detektiven ikke afleverer morderen til politiet og retten, men selv skyder ham (eller hende). I hvilket omfang mon litteraturen her afspejler en tendens eller holdning i det amerikanske samfund?
Må man dræbe tyven? Sådan lyder en overskrift i kapitlet om, hvilke muligheder en angreben har for at benytte sig af nødværge. Tyskland har som eneste europæisk land fastholdt adgangen til yderste dødbringende nødværge for at sikre sig mod formueforbrydelser. I praksis ser der dog ud til at være en bagatelgrænse. I Danmark til gengæld er ’yderste nødværge begrænset til forsvar for liv, helbred, velfærd eller overfald, hvoraf betydelig skade på person (ikke gods) kunne befrygtes’ . Det er ikke hver dag, man kan vise, at dansk ret er [langt] forud for tysk ret! ’, skriver Garde tilfreds.
I bogens sidste kapitel behandles og diskuteres Statsnødværge og folkestrafferet. Dilemmaerne står i kø - her skal bare nævnes et enkelt: hvis et kapret passagerfly er på vej mod et terrormål med mange tusinde mennesker - er det så lovligt/acceptabelt at skyde det ned? Overvejelser som præsident George W. Bush i flg nyhedsmedier skulle have haft.
Peter Garde har som anklager, vicepolitimester og kriminaldommer i 25 år en fornem baggrund for at skrive denne bog. Hans engagement i sit fag og arbejde ses hele vejen igennem, f.eks. bemærker jeg hans entusiasme i forbindelse med retsreformen i 2007, hvor den fællesvotering mellem dommer(e) og nævninge, som han i mange år energisk havde kæmpet for, endelig blev vedtaget. Desuden diskuterer han mange gange dommene i de valgte sager, så man kan se og forstå dilemmaerne både for de i sagen involverede personer, men også for dommer og jury. Der er tale om en fagbog, men hvis man er interesseret i emnet og parat til at bruge tid på læsningen, så er det en enestående mulighed for at sætte sig ind i, hvad nødværge vil sige eller netop ikke vil sige. Brugen af noter er forbilledlig - fagfolk vil gennem de hundredvis af præcise litteraturhenvisninger kunne komme videre i hver eneste af bogen mange cases.
Selv er jeg ikke jurist (som det fremgår), men jeg har haft stor glæde af alt det, jeg har lært - og så er bogen endda skrevet underholdende (jeg tør næsten ikke sige det).
Bogen 562 sider er med støtte fra Dreyers Fond udkommet på DJØF Forlag 30.09.2024
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
