|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 13-11-2023 Amsterdam KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Amsterdams forløb af kanaler ligger smukt i halvcirkler den ene indenfor den anden og ser på kortet (i mine øjne) nærmest ud som en muslingeskal. Det er praktisk at vide, at en ’gracht’ er en kanal, med både vej og huse på begge sider f.eks. Herengracht, Keisersgracht og Prinsengracht - alle tre anlagt i det 15. århundrede som en del af byens befæstning. De anses for de vigtigste af de mange kanaler. 
HB foto Hvis man gerne både vil nyde byen og også gerne vil se nogle af museerne, så er her et par forslag. Jeg går ud fra, at man har et kort - enten papir eller elektronisk. Det første forslag tager udgangspunkt i byens hovedbanegård, Amsterdam Centraal. Herfra fører et par store gader direkte mod syd og til de store museer på Museum Plein - en spadseretur på en trekvarters tid, hvor man krydser de tre førnævnte kanaler samt et par stykker mere. Så er man fremme ved det kæmpestore Rijksmuseum - og flere andre. Her skal man så være klar over, at det er nødvendigt på forhånd at booke billet til Rijksmuseum og Van Gogh Museum - til sidstnævnte er der typisk meget lang ventetid på en ledig plads. Sidst undertegnede ville besøge museet, var det først muligt mere end 14 dage ude i fremtiden. Men man kan også gøre noget helt andet, hvor man i stedet for at krydse hen over alle kanalerne udser sig en gracht eller straat og følger den et langt stykke, så man (så at sige) bevæger sig rundt i en bue i muslingeskallens indre. Der er en del museer i byen, som ikke kræver forudbestilling - et af dem er det hollandske modstandsmuseum, Verzetsmuseum. Hertil kan man gå en smuk tur ad Kerk Straat - nem at finde på et papirkort eller Google Maps. Den begynder ved Leidsegracht, og så kan man simpelthen fortsætte mod øst til man kommer til broen over Amstel- floden - og så på den anden side af floden skifter gaden minsandten navn til Nieuwe Kerkstraat. Undervejs har man igen set rigtigt meget af Amsterdam - det meste er gamle bygninger i den velkendte stil, men der er også eksempler på helt nybyggede huse - en del virkeligt vellykkede. 
fotocredit Verzetsmuseum Amsterdam Museets adresse er Plantage Kerklaan 61, 1018CX Amsterdam. Ved enden af Nieuwe Kerkstraat kommer der et skilt til museet, men måske man først får øje på skilte til ARTIS, eller Groote Museum, så bare fortsæt, for lige derefter kommer Modstandsmuseet. Museet er baseret på en lang række fortællinger om menneskeskæbner i krigsårene 1940-45 samt årene lige efter - og alting er fint dokumenteret og lagt frem. 
fotocredit Verzetsmuseum Amsterdam Undervejs rundt i museet er der en række temarum med film. Helt speciel er den audioguide, man får frit stillet til rådighed - undertegnede plejer ikke at tage imod audioguides, men jeg må indrømme, at situationen her er noget anderledes, fordi det auditive og det visuelle element her er så tæt knyttet sammen. Den fjernkontrol, der følger med guiden, fungerer helt præcist og lynhurtigt hver gang, man kommer til noget nyt. Men hvad er det så, man får at se og høre? 10 maj 1940 blev Holland invaderet af Tyskland - og det kom til hårde kampe, hvor specielt Rotterdams centrum blev bombet og led voldsom skade. Men efter fire dage overgav det hollandske militær sig, og dronning Vilhelmina sammen med regeringen flygtede til London. Udstillingens ærinde er at vise de menneskelige dilemmaer, der opstod i besættelsesårene, og det opnås blandt meget andet i kraft af 100 personlige historier. En af de første er Joost Boot, en af de 925 borgmestre i Nederlandene. Skulle han i 1940 blive på sin post og gøre sit bedste for at støtte de lokale borgere, eller trække sig og måske blive erstattet af et medlem af det hollandske nazi-parti? Han valgte at blive indtil september 1944, hvor han tog sin afsked, fordi han ellers ville blive tvunget til at sende 500 fra sin kommune ud at bygge tyske bunkers. Carel Steensma var en af de flere tusinde hollændere, der prøvede at flygte til England for at være med til at slås mod tyskerne. Det lykkedes for cirka 2000 at nå frem. 
HB foto Steensma var ikke en af dem - han blev skudt i benet, fanget og kom i koncentrationslejr, hvor hans ben blev amputeret. I fængslet lavede han et juletræ af det pap, som var sat for hans vindue, hans bandage og metalfolien fra noget medicin leverede sneen. Steensma overlevede og kom hjem efter krigen - og forunderligt nok kom dette juletræ godt fra det hele, indtil det nu er udstillet her på museet. Et ualmindeligt uhyggeligt dokument er en kvittering for 37,50 gylden betalt for at udlevere syv jøder. Wim Henneicke var jødejæger og leder af en gruppe ligesindede. De havde held til at angive mellem 8000 og 9000 jøder. Da Wim gjorde sig klart, at befrielsen af Nederlandene var nær, skyndte han sig at slutte sig til en modstandsgruppe. Der var (med god grund!) ingen tillid til ham, og han blev henrettet af modstandsbevægelsen i 1944. 
fotocredit Dutch photographer and resister Cas Oorthuys (1908-1975), Verzetsmuseum Amsterdam De tyske styrker kapitulerede i Holland samme dag som i Danmark. Krigens materielle skader var enorme og omkring 200.000 mennesker havde mistet livet - halvdelen af dem var jøder. Ved det efterfølgende retsopgør fik omkring 4600 kollaboratører fængselsstraffe, og et lille antal nazister blev dømt til døden. Museet er meget bevidst om, at krigen ikke bare rasede i Holland og resten af Europa, men også i de hollandske kolonier. Også her stod dilemmaerne og ventede. Vi får her historien om, hvordan en ung hollænder, Jan Kuiper, efter at han havde deltaget i modstanden mod tyskerne derhjemme, meldte sig til tjeneste i Indonesien, som stadig var japansk besat. Men Japan overgav sig hurtigt, og kun to dage derefter erklærede Indonesien sig selvstændigt. Den unge mand mente nu, at han måtte være med til, som han selv formulerede det, at sikre fred og orden i Indonesien - det ville nok i praksis sige at sikre fortsat hollandsk kontrol. Han kom da også senere i tvivl, om det nu var det rigtige, han havde deltaget i. Det tog fire år og internationalt pres, før Nederlandene i 1949 anerkendte Indonesiens uafhængighed. Det hollandske Modstandsmuseum griber denne frygtelige femårs periode an på en nyskabende måde ved at fortælle så meget af den ud fra individuelle perspektiver. Det er meget engagerende for den besøgende, og der er meget at gå og tænke over bagefter. Og så har jeg ikke engang nævnt den vigtige afdeling for børn fra ni år og opefter. Den nåede jeg simpelthen ikke at se, men det kan jo nås en anden gang. Sendt på Radioupdate 14. november 2023 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
