”Jeg er ret sikker på, at de er en truet dyreart”, skriver forfatteren – det er de dygtige mennesker, han taler om!
Det, han så viser i sin bog, er, hvordan man kan hæge om og udvikle den dygtighed, der så nok alligevel findes et sted derude.
Schultz Jørgensen har fanget, at den moderne måde at arbejde på er blevet fokuseret og fikseret på at mikrostyre processer. Det kræver en masse data – og netop data er det nu muligt at høste i astronomiske mængder, som kræver store ressourcer at strukturere og behandle, og det skal helst gå hurtigt, for der er altid nye pakker af data på vej. Her i bogens første kapitel introducerer forfatteren så ”accelerationsarbejdet”. Det drives af rationalismens målemani, præstationssamfundets arbejdsmani og digitaliseringens endeløse datamængder – alt det hældt sammen i en giftige cocktail udgør så ”accelerationsfælden”.
Accelerationerne ødelægger arbejdets kvalitet, den sociale kapital i virksomheden og medarbejdernes trivsel. På den måde opstår stress, og her har Schultz Jørgensen et interessant regnestykke: stress giver sygefravær, hvor medarbejderne enten får løn under sygdom eller sygedagpenge, hvortil diverse offentlige udgifter skal lægges – samlet beløber disse udgifter sig til svimlende 46 milliarder kroner – svarende til omkostningerne ved at drive den danske folkeskole. Nu fremgår det ikke af teksten, hvor stor en del af det samlede fravær, der skyldes netop stress, men selv en brøkdel af det samlede beløb vil da være interessant at få reducere.
Bogens ærinde er naturligvis at få nedskåret eller helt fjernet accelerationsarbejdet og ikke mindst at få det erstattet af noget andet, som giver bedre mening for både den enkelte medarbejder, for virksomheden og for samfundet. Et meget ambitiøst ærinde, og Schultz Jørgensen har da også en meget bred erfaring at trække på indenfor rådgivning om ledelse og kommunikation og som forfatter til en række bøger om samme emner. Efter det første indledende kapitel byder bogen på seks kapitler, som hver præsenterer både hvad man skal gøre – og hvad man skal holde op med at gøre. Argumentationerne for begge dele bliver så typisk underbygget med en eller flere cases. Jeg tager et par nedslag: Det er alligevel håbløst at fange alle mulige data – og kan man overhovedet stole på dem, man har? Case’en her er den katastrofale amerikanske lynaktion i Somalias hovedstad Mogadishu i 1993 mod støtterne til en brutal klanleder. Amerikanerne rykkede ind med både helikoptere, jagerfly og store IT-systemer. Men trods grundige forberedelser gik alting galt: to Black Hawk helikoptere som styrtede, jagerflyenes IT der ikke virkede ved de høje temperaturer, når de fløj lavt, og systemer der ikke var indbyrdes kompatible, var bare nogle af de problemer, Schultz Jørgensen beretter om, som skabte totalt kaos for de veludrustede og –forberedte amerikanske soldater. Katastrofen betød så, at det amerikanske forsvarsministerium opfølgende begyndte at arbejde med tanker inspireret blandt andet af kaosteorier. Det drejede sig om de såkaldte VUCA-principper – VUCA står for Volatility, Uncertainty, Complexity og Ambiguity. Alle disse principper kredser om store mængder data. Her er kompleksitet et nøgleord: store mængder data betyder nemlig, at mulighederne for, hvordan disse data indbyrdes kan forbindes er astronomiske – og værst af alt: uforudsigelige! Hvad er så løsningen. Hvad skal man stille op? Når man ikke kan reducere kompleksiteten, så kan man måske navigere i den: man må vælge en hovedretning og så ellers holde tingene lidt flydende, være fleksibel, intuitiv, lydhør, læse situationen og eventuelt ændre kurs.
Accelerationsarbejde handler om at have travlt med det forkerte i det, som Schultz Jørgensen kalder et arbejdsmæssigt parallelunivers. Det findes i mange brancher, skriver han. I uddannelsessektoren kaldes det kvalitetsstyring, og i finans-og bankverdenen taler man om compliance. ”Jeg dør lidt indeni, hver gang nogen siger compliance”. Sagde en mellemleder fra en større bank under en workshop i intern kommunikation, hvor forfatteren underviste. Det inspirerede ham til at undersøge bankfolkenes tidsforbrug på organisering og overholdelse af regulativer samt dokumentation deraf. I gennemsnit brugte deltagerne 30-50% af deres arbejdstid på netop det, viste det sig. Man bruger altså halvdelen af arbejdstiden på at dokumentere, hvad man laver i den anden halvdel, kommenterer Schultz Jørgensen. Hvordan bliver så det rigtige arbejde til? Meget kort sat op: Virksomheden giver plads til medarbejdernes faglige idéer og samtale, accepterer eventuelle fejl – og har blikket rettet fremad. Lederne er gode til læse situationer og udstikke en klar retning og rammer at agere indenfor, og medarbejderne ved, hvad de laver og holder tingene flydende. Netop dette sidste tager forfatteren også fat i et andet sted i bogen, hvor han skriver om den selvledende medarbejder, der følger en strategisk retning, altså ikke detaljeret plan, hvor alt både på forhånd og efterfølgende måles og vejes, skriver Schultz Jørgensen og tilføjer, at medarbejderen mærker på sit indre kompas, om retningen er rigtig. Tænk, at han tør skrive det!
Gør det meningsfuldt! Hold op med at kontrollere alting, er overskriften på et af de sidste kapitler. Det sunde arbejde skaber værdi ved faglighed, som har værdi for andre og har et formål udover at tjene penge. Ikke fordi penge ikke er praktiske, tilføjes det, men profit kan ikke være et mål i sig selv. Højst et resultat, hævder forfatteren.
Gør det nu – hold op med at vente på en facitliste” , er bogens sidste opfordring. Det er så utroligt tit, at facitlisten først er klar, når løbet er kørt beslutningerne taget og resultaterne foreligger.
Problemet omkring big data og den deraf flydende kompleksitet er helt givet nødvendigt at få drøftet ordentligt igennem, for der er ingen mulighed for at datahøst ikke er kommet for at blive og udvikle sig endnu voldsommere. Hvis man før ikke helt har forstået, hvad social kapital vil sige – så kan man her læse sig til, hvad det vil sige i både teori og praksis. Må jeg anbefale det lille kapitel med overskriften Det begyndte med Max og bureaukratiet? Det er såmænd den berømte sociolog Max Weber bureaukratifortaleren over dem alle. Han får faktisk et par rosende ord med på vejen af Schultz Jørgensen, som forklarer variationen i hans værker med variationen i – hans sexliv. Der er mange andre spændende tanker i bogen – nogle af dem er også provokerende. En lille stemme i mig hvisker, at det med at bygge på tillid og droppe kontrolfunktioner vist ikke altid er så smart. Selvom tanken virker sympatisk, så er der de seneste år set eksempler på, at manglende kontrol netop har ført til groft misbrug.
Bogen er underholdende, let at læse og giver anledning til mange tanker – altid et godt tegn - og den er systematisk bygget op i en klar struktur, hvor de vigtigste pointer helt bogstaveligt er skåret ud i pap i kraft af gentagelser eller ved at få en hel side udfyldt af en enkelt central tanke – det er næsten lidt for meget og gør bogen en del længere end den faktisk er. Men lad det nu ligge, for den tankevækkende bog er et forfriskende pust ind i mængden af managementteorier.
Der er en god litteraturliste og supernyttige noter i forbindelse med bl.a. mange cases, som man så kan dykke ned i.
Bogen er udkommet både som e-bog, lydbog og fysisk bog. Jeg har siddet med den fysiske bog, hvilket er helt nødvendig til anmeldelsesbrug – i hvert fald for nærværende anmelder. Men det er et problem, at den ikke kan ligge åben på opslag – faktisk kunne jeg dårligt nok magte at holde den åben med én hånd, mens jeg skrev mine noter. Måske det kun gælder det ene eksemplar, som jeg havde fået tilsendt?
Det klare grafiske arbejde er ved Kenneth Schultz,
Redaktion: Anne Mette Futtrup
Forlagsredaktion Majbrit Hansen
Omfang: 200 sider
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
