”Vi kunne ikke nøjes”, tænker Rebecca, Bargums datter, om både sin far og sig selv, og hun fortsætter sine overvejelser om grådighed og tilføjer, at de begge ”forlangte og forventede altid mere…”.
Dette ’mere’ er nu tydeligere udtalt hos Frederik Bargum end hos datteren. Begges historie fortælles af Sofie Malmborg – det er fascinerende læsning. Nærværende anmelder har det tit lidt vanskeligt med historiske romaner – for hvad er nu digt, og hvad bygger på pålidelige kilder? Det er heldigvis ikke et problem her, for Malmborg slutter bogen med Efterskrift og noter, hvor hun omhyggeligt gør rede for, hvordan hun har grebet sin fortælling an. Selv læste jeg ikke det kapitel, før jeg var færdig med romanen. Det stillede på en dejlig måde min nysgerrighed at slutte med alle disse oplysninger.
Malmborgs fortælling tager udgangspunkt i det ret omfattende kildemateriale til specielt Frederik Bargums liv og bedrifter, der ligger i Rigsarkivet i form af f.eks. skibsprotokoller og-journaler. Tilsvarende kan man der finde kilder til de generelle forhold i den sidste halvdel af 18. århundredes Danmark – præget af den såkaldte trekantshandel, hvor skibe sejlede fra København til Guinea på Afrikas vestkyst. Der blev skibene lastet med mennesker gjort til slaver, som sejledes til de danske sukkerplantager i Vestindien. Herfra returnerede skibene til København nu lastet med sukker. Desuden sætter Christian 7s psykiske sygdom og hans livlæge J.F. Struensees storhed og fald deres præg på begivenhederne.
Samtidig er der mange ting, vi på næsten 300 års afstand ikke ved om Bargum og hans familie – og der digter forfatteren naturligvis men sådan, at romanen fremstår helstøbt og meget, meget velskrevet.
Frederik Bargum blev født i 1733 i København som den yngste af en lærredskræmmers tre sønner. Den kvikke dreng kommer i regneskolen og senere i lære hos sin onkel, som er tømmerhandler og købmand. Frederik klarer sig fint og bliver endda sendt på en forretningsrejse rundt i Europa. Det er så på rejsens sidste etape, at han får et budskab om at skynde sig hjem – hans onkel er død – året er 1759. Da der ingen sønner var, men kun en datter, foreslår enken, at Frederik overtager en andel i forretningen og gifter sig med datteren, Leonora. Tydeligt nok et forslag, som ingen af de to unge har nogen mulighed for at protestere imod – så sådan bliver det. Derpå går det slag i slag med forretningerne – de griber om sig, og der handles med mildest talt meget andet end tømmer. I årene 1766 – 1774 var Frederik Bargum en ivrig deltager i trekantshandlen. Denne trekantssejlads tog hver gang halvandet år og var yderst lukrativ, men bestemt heller ikke uden store risici.
Det fik Frederik Bargum at føle, da et af hans skibe løb på et rev ud for Norges kyst – lastet med sukker og nu næsten hjemme. Skibet med hele sin last går tabt, investorerne rør uroligt på sig, og Bargums forsøg på at få kredit hos ellers gode forretningsforbindelser slår fejl. Også privat rammes familien hårdt: Frederik og Leonoras to børn dør af kighoste, og da de kort efter får endnu to børn, vil Leonora ikke rigtigt kendes ved dem, og hun synker længere og længere ind sig selv.
Situationen for Bargums forretning går fra slem til værre- meget værre. Han har truffet aftaler med finansministeren, C.A. Struensee, bror til livlægen. Disse aftaler fordamper ved livlægens fald og henrettelse. Det går også skidt med slavehandlen. Bargum skylder mange penge, kan ikke få henstand og trues med gældsfængsel. I april 1774 flygter Frederik Bargum fra sine problemer – han tager afsted alene, men efter et lille halvt år rejser Leonora også – uden sikker viden om, hvor hun kan finde ham.
De to børn? Ja, de ender med at blive taget varmt imod af Frederiks ældste bror, som nu er præst i Åbenrå.
Frederik er efter mange årelange omveje endt i Wien, hvor han helt bogstaveligt begynder forfra og bliver direktør for en ny østrigsk lånebank. Leonora er i mellemtiden igen dukket op i hans liv, efter at hun nærmest har rejst Europa tyndt og er blevet meget bedre til helbreds.
Historien fra Danmark gentager sig nu: Frederik kommer i seriøse vanskeligheder. I 1793 dør først Leonora og derpå Frederik. Hans sidste tanker, får vi at vide, rækker ud til de to børn, som han forlod i Danmark for nu næsten 20 siden. Mon de stadig lever?
Ja, de lever begge to – drengen i bedste velgående, men datteren, Rebecca, har brugt alt, alt for meget af sit liv på at ruge over, hvordan hendes forældre kunne forlade hende for aldrig nogensinde at kontakte hende igen. Så nu sidder hun tilbage i Åbenrå og taler om sin ’lille hæslige skæbne’.
Historien om Frederik Bargum, Leonora og deres børn er berettet dels af den berømte ’alvidende fortæller’ dels af datteren Rebecca, der bestemt ikke er alvidende – og der hvor hun har ordet, kigger fortællerstemmen hende kun over skulderen. Det er imponerende skrivehåndværk. Historierne er flettet sammen, så man ikke et øjeblik tænker, at ’hov, hvor er vi nu henne?’ kapitlerne er forsynet med årstal og geografisk placering – ingen grund til at gætte gåder, hvor der ikke er narrativ begrundelse for det.
Man kan spørge sig selv om, hvad det er for en historie – eller historier – som forfatteren, Sofie Malmborg, har ønsket at fortælle. Det er ikke helt enkelt – og godt det samme, for sådan er det jo. Virkeligheden har mange deltagere, og Frederik og Leonora er måske nok hovedpersoner, men hvad med de 2321 mennesker (tallet står prominent i bogen), der som slavegjorte blev sejlet på Bargums skibe til Vestindien? De spiller bestemt en rolle i historien, men på en uhyggelig tyst måde. Beretningerne kommer ligesom i korte, præcise udbrud, der går ind som spidse pile, og læseren spares ikke for detaljer i den umenneskelige, tingsliggørende behandling af slaverne. Kun en enkelt lærer vi at kende ved navn, Tobias, der som helt ung optages i husstanden af Frederik og Leonora.
At man samtidig lærer en del om det 18. århundrede gør jo heller ikke noget. En elegant detalje her er udviklingen, når det handler om baggrunden for ægteskaber. Frederik og slet ikke Leonora bliver spurgt om deres samtykke til det ægteskab, der jo er så indlysende en fin business case i 1759. Hør så, hvad der sker i 1793, hvor en ung veninde henrykt fortæller Rebecca om sit ægteskab...”..er det ikke en smuk tanke at lade forelskelse være ægteskabets leje”, jubler hun og fortæller om sin betagelse af Goethes roman om den unge Werther.
At give bogen titlen ’Bargums synder’ er som taget ud af munden på Rebecca i hendes kapitler. Hun leverer til sidst en sønderlemmende kritik mod begge forældre og summerer op: Frederik har forbrudt sig mod kristelig moral ved ’sin forkastelige slavehandel’ og mod de civile love i Danmark og i Østrig. Leonora forbrød sig mod naturens love ved at forlade sine egne børn. De burde være straffet, skriger hun indvendigt.
Hvor har jeg lyst til at fortælle meget, meget mere fra handlingen – men læs bogen selv!
Bogen er Sofie Malmborgs debut – flot! Jeg glæder mig allerede til den næste.
Bogen er trykt med dejlige klare kulsorte typer på lækkert mat papir i en hæftet indbinding, som (næsten) kan ligge åbent på opslag, og den er udgivet af Politikens Forlag.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
