Der er et meget stort behov for råstoffer, og i øjeblikket udsendes de nye råstof planer for regionerne i høring. Men det er ingen hemmelighed, at det giver visse problemer, fordi ingen ønsker at få en ny grusgrav som nabo.
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, vil derfor have flyttet ansvaret for udpegning af råstofområder fra regionerne til Folketinget:
- Først og fremmest skal vi hurtigst muligt have en national råstofstrategi. Der skal etableres en national kortlægning af, hvilke ressourcer vi egentlig har i undergrunden i Danmark. Hvad har vi til lands? Hvor ligger de ressourcer? Hvad har vi til søs? Det er jo staten der står for, hvad der ligger i havene, mens regionerne har det på land, siger Kristian Pihl Lorentzen til BygTek.