Jeg ser mit liv mere som et stort billede med mange detaljer end som en fortløbende fortælling.
Jeg ser mit liv mere som et stort billede med mange detaljer end som en fortløbende fortælling.
Sådan beskriver Arne Haugen Sørensen selv sine erindringer, hvor han ser tilbage på sine indtil nu levede 86 år. Selvom han udtrykkeligt gør opmærksom på, at kronologisk fremadskridende fortælling ikke har været mulig, så har læseren ingen problemer med at følge et fascinerende liv lige fra hans opvækst som barn i det, han selv kalder ’en udsat familie’, hvor børneværnet lå som en latent trussel og en skolegang, hvor øretæverne sad helt løst.
Som 18-årig drog han i 1950 til Paris med sin kæreste, Siv, til en ludfattig tilværelse, hvor de begge to var konstant sultne og på nippet til kollaps. Siv kom så i tanker om en ung amerikaner, hun en gang havde mødt og som boede lidt uden for Paris: den unge mands far var oberst og boede med sin familie i en stor villa, hvor de gæstfrit inviterede de to sultne unge mennesker til at bo og komme til hægterne. Hvad der så skete må være i direkte citat fra bogen, for Haugen Sørensen selv synes, at ”Det er svært at skrive om, for jeg kan dårligt rede de forskellige handlinger og begivenheder ud fra hinanden, der førte til, at fruen til den amerikanske officer og jeg stak af og boede sammen i syv år. Den knude er så indviklet, at jeg foretrækker at hugge den midt igennem: Siv rejste til Italien med sønnerne og moren rejste med mig til Danmark. Hun købte et bondehus i nærheden af Præstø og blev skilt fra sin mand.”Officersfruen, Lois, var næsten dobbelt så gammel som Arne, så der var nok ikke lagt op til et meget langt forhold, men Haugen Sørensen beskriver disse syv år som på alle måder gode og vigtige år, hvor han i 1953 debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling. Men da han traf Grethe, skiltes Lois og han – som gode venner, og Haugen Sørensen og den nye kæreste tog til Paris – igen på et meget magert budget.
Arne Haugen Sørensen skriver meget smukt om Grethe, som han blev gift med og fik to døtre med. Men det holdt altså ikke. Forholdet havde længe haltet gevaldigt, daHaugen Sørensen nærmest tilfældigt mødte en kvinde ved navn Dorthe Krabbe – og nærmest tilfældigt ’kom til’ at rejse til Polen sammen med hende og hendes bror. Desværre fik han ikke fortalt Grethe og døtrene, at han var rejst, og den sorg og bekymring, det afstedkom, mindes han i bogen med bitter anger. Dorthe var 20 og han 35, da de mødtes, og hendes forældre var ikke begejstrede. Haugen Sørensen forstår det egentlig godt og skriver med forståelse om, hvordan familien stille og roligt efter et stykke tid gav parret ’deres dybt bekymrede velsignelse’. Da var de to allerede på vej til Paris – og snart var Dorthe gravid med deres første barn ud af i alt tre.
Ganske langsomt vokser anerkendelsen af Arne Haugen Sørensen som kunstner. Bogen giver et levende indblik i, at der er ’kunst’, og der er ’kunst som levevej’ – og sidstnævnte er bestrøet med torne. Læseren kan forbløffes over, hvor stor en bid af fortjenesten på et maleri, der ender hos kunsthandlere og gallerister, som på den anden side er svære at undvære. En fast aftale med et galleri kan være et tveægget sværd, forklarer han, for selvom den faste indtægt er god at læne sig til som forsørger, så betyder det, at kunstneren sender sine værker afsted, når de er klar, så han ikke har dem til rådighed til f.eks. udstillinger. De store udstillinger med Arne Haugens værker kom ret sent i hans karriere, hvor han for længst det meste af året er bosat i Andalusienog i Danmark kun i de allerhedeste måneder.
Meget centralt i bogen er forfatterens reflektioner over kunst og kunstens stilarter og perioder – f.eks. om hvordan den amerikanske kunst pludselig slår selvtilliden ud af den franskekunst og får den til virke støvet – eller det, der er værre.
Allervigtigst forklarer han om sin egen kunst. ”Som autodidakt måtte jeg lære mig selv metode”, skriver han og uddyber, at han de første mange år arbejdede med oliemaling, som i virkeligheden slet ikke egnede sig til hans metode, der gik på at male lag på lag. Hvis man ikke overholdt nogle tekniske principper her, hang malingen dårligt fast eller krakelerede, erfarede han. Først i begyndelsen af 1970’erne blev han under et ophold på Det Danske Institut i Rom af en kollega introduceret til akrylmaling, som passede langt bedre til hans måde at arbejde på.
Kirkekunsten fylder meget i Arne Haugen Sørensens samlede værk. De første opgaver for kirker fik han i 1983 og det bringer ham meget forståeligt til at tænke over sit eget forhold til kristendommen som ”en måde at erkende en uforståelig verden på”. Den første opgave var til Immanuelskirken i Kolding, hvor han udførte en altertavle i form af en glasmosaik i vinduet over alteret. Motivet var en kombination af korsfæstelsen og genopstandelsen. Der fulgte mange flere udsmykninger af kirker – det blev til flere end 25. Arne Haugen var blevet en meget populær kunstner, der fik mange bestillingsopgaver – af og til så mange, at man fornemmer, at han følte et pres. Men det er også blevet til en del værker, som han har malet ud fra sin egen, indre trang – han kalder dem sine ’con amore værker’. Der er i bogen gode erindringer og historier knyttet til disse værker og en af dem handler om, hvordan Sorgenfri Kirke fik sin altertavle, fordi et menighedsrådsmedlem var den læge, der undersøgte kunstnerens prostata, og et af disse con amore billeder med nadveren som motiv var netop udstillet sidste dag på Nivaagaard-samlingen.
Men pludselig efter alle disse kirkeudsmykninger blev Haugen Sørensen en dag grebet af panik og følte sig som kirkemaler lukket inde i en kasse, hvor han ikke kunne ånde. På stedet traf han beslutning om at ”genopstå på den profane danske kunstscene i fuld figur.”
Noget af det sidste, der indgår i erindringerne,handler om Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, som åbnede i 2012.Arne Haugen Sørensen og hans kone ankom sommeren 2013 til stedet – og tabte næse og mund af betagelse over, hvor smuk bygningen tegnet af Henning Larsen er. Det fantastiske er, at en lillebitte udstilling på museet af nogle grafiske arbejder af Haugen Sørensen først førte til en større udstilling af mange af hans værker og derpå til en helt ny bygning i tilknytning til den oprindelige. Det gik hurtigt - kun fire år, så åbnede Arne Haugen Sørensen Museum i Videbæk i september 2017. Kunstneren selv kalder museet, som også omfatter hans kone Dorthe S. Krabbes keramik,for kronen på hans livsværk.
Bogen er forfatterens egne erindringer, og det betyder, at alt er set gennem hans øjne – og han ser meget og holder sig ikke tilbage fra nådesløs kritik af andre kunstnere, når han f.eks. taler om ”den barnagtige tone i CoBrA-malernes udtryk”. Det er smertefuldt at læse om, hvordan gamle og nære venskaber enten siver ud eller afsluttes på ligefrem brutal vis – det gælder endda også forholdet til hans egen bror Jørgen.
Til gengæld skriver han hele vejen gennem bogen med loyalitet om sine tidligere forhold og med stor kærlighed om sine døtre og navnlig om sin kone gennem de mere end 50 år og med respekt om, hvordan hun ret sent i livet har udviklet sig til keramisk kunstner – og hvordan hun i Spanien til sine egne værker overtog hans eget kære atelier.
Der er (naturligvis) mange billeder i bogen – både fotos fra forfatterens liv og billeder af hans kunst. Langt de fleste er taget af Haugen Sørensens netop omtalte kone, Dorthe Steenbuch Krabbe. Selvom der er rigtigt mange billeder af hans kunst – navnlig malerierne, så ville man hele tiden have ønsket sig endnu flere og i endnu større format. Det kan naturligvis kun være en ros. På den anden side er bogen jo ikke en ’kunstbog’, men en ’erindringsbog fyldt med kunst’, så derfor vil jeg heller ikke ærgre mig over, at der ikke er kronologiske oversigter, oversigter over kunstværker eller registre. Hvis man er interesseret i en egentlig kunstbog, så har Lisbeth Smedegaard Andersen på Bibelselskabets Forlag udgivet bogen ”Arne Haugen Sørensens Kirkekunst”, som er en komplet gennemgang af kunstnerens 26 kirkeudsmykninger frem til 2011 med meget skarpt gengivne reproduktioner af kunstnerens værker og med fine ledsagetekster. De to bøger supplerer hinanden perfekt.
Arne Haugen Sørensens erindringer er meget værdifulde som bidrag til forståelse af den danske kunstverden i mere end to generationer og naturligvis først og fremmest som kilde til indsigt i, hvad der gennem årene har drevet ham som kunstner. Som han jo selv gør klart, er bogen ikke kronologisk opbygget, men efterhånden som man kommer ind i dens rytme, falder brikkerne på plads, og den er en fornøjelse at læse.
Pas godt på smudsbindet – for det er virkelig smukt med foto taget af Amanda Arancibia Haugen Sørensen, medens den samlede grafiske tilrettelæggelse af bogen er gennemført af Luise Haugen.
Det er Gyldendal, der har udgivet Arne Haugen Sørensens erindringer med titlen: Tiden grebet i halen.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
