Justitia dømmer med sit sværd og sine vægtskåle –
Men er der altid balance i vægtskålene?
Ja, retfærdighedens gudinde har både sværd og vægtskåle, men hun har også bind for øjnene – hun skal være upartisk - ikke kunne se, om den ene part er i pjalter og den anden i habit. Men vægtskålene: er der altid balance i dem?
Krimimakkerparret Øbro & Tornbjergs nye bog åbner en tankevækkende diskussion om den måde loven forvaltes på, når det drejer sig om overgreb på kvinder. Det er sjette krimi i serien med kriminalpsykologen Katrine Wraa i hovedrollen. Men selvom man ikke har læst de første fem bøger, kan man sagtens springe på her. De indledende kapitlers snak mellem Katrine og hendes veninde retsmedicineren Anne Mi sætter læseren godt ind i situation og forhistorie – nyttigt, men det gør nu ikke noget godt for flowet i de to kvinders samtaler. Men OK, det er kun de første sider, så det er rimeligt nok.
Plottet i bogen er en række drab, der er kamufleret som selvmord. Det er gjort så snedigt, at det nærmest er et tilfælde, at det bliver opdaget, at det selvmord, der åbner historien, i virkeligheden er et mord. Den myrdede er en mand, der blev anmeldt for voldtægt af sin tidligere kæreste. En anmeldelse, der ikke førte til dom og straf. Politiets drabsafdeling, som Katrine er knyttet til, finder ud af, at der kan være tale om et mønster, hvor mere end 20 mænd i løbet af de sidste fem år har begået selvmord ved at hænge sig selv i en skov – det har bare slet ikke været selvmord, men mord. Alle mændene har været anmeldt af tidligere kærester for voldtægt eller overgreb, men ingen af dem er blevet dømt og straffet.
Som så mange moderne krimier rejser denne et alvorligt samfundsmæssigt og etisk spørgsmål: ”I Danmark vil vi hellere lade en skyldig gå fri end dømme en uskyldig, og det betyder at det er gratis at voldtage i omtrent 4900 tilfælde om året. Der falder nemlig højst dom i 100 voldtægtssager om året, der er 700 voldtægtsanmeldelser og undersøgelser viser at mørketallet er omkring 5000 voldtægter. Langt de fleste er partner – og kontaktvoldtægter. Men der falder flest domme i overfaldsvoldtægter.”Ordene er lagt i munden på Emma, som er forsker med speciale i voldtægt og nyansat hos politiet. Hendes faglige og personlige engagement er lige så formidabelt som hendes mangel på indlevelse i, hvad politimæssig efterforskning vil sige.
En ting er at have fået øje på et mønster i 22 drabssager, der i de fleste tilfælde er tilmudret af flere års manglende interesse fra politiets side, fordi man har troet det var selvmord. En helt anden ting er naturligvis at finde frem til morderen eller morderne, selvom motivet nok står nogenlunde klart. ”Jeg har faktisk ofte tænkt at det er et under at der ikke er flere der hævner sig”, siger Emma som noget af det første, da hun introduceres til sagen. Men er det et egentlig mønster, der kan lede efterforskningen i den rigtige retning?
Forfatterne kan deres kram, og selvom bogen på forsiden introduceres som en krimi, så udvikler den sig i løbet af handlingen til en thriller – en genreglidning der ses hyppigere og hyppigere i disse år, men det skal der intet ondt siges om. Spændingskurven er en af de klassiske – den stiger op mod et voldsomt klimaks og toner stille og roligt ud på de allersidste sider. Det virker: alle tråde hæftes op og det er svært at lægge bogen fra sig, når man er begyndt. En del af spændingen ligger i, at bogen på det faglige plan er så gennemresearchet – dels fremgår det af selve plottet, men mange detaljer er tydeligt blevet drøftet med fagfolk – læs listen på de sidste sider i bogen over dem, som forfatterne takker. Her står desuden en meget interessant oplysning, hvor forfatterne gør opmærksom på, at bogens psykologiske profiler er fiktive. ”De undersøgelser af voldtægtsforbryderes psykologi vi har kunnet finde, omhandler udelukkende overfaldsvoldtægt”. Det er godt nok tankevækkende, at der ingen psykologiske profiler var at finde på mænd, der begår partner – og kontaktvoldtægter.
Hovedtemaet er selvtægt, men hvis nogen begynder at få en spirende sympati med dens udøvere, får man lige denne kolde spand vand i hovedet: ” Tænker du at man kan opnå retfærdighed gennem at alle individer skaber deres egne love….hvad ville det blive for et samfund”. Sådan!
Udover hovedtemaet med selvtægt, strejfes også andre problemer i bogen: f.eks. når Øbro & Tornbjerg lader Emma kritisere”…forholdet mellem anklagemyndighed og efterforskning fordi disse to instanser befandt sig under samme tag og arbejdede tæt sammen om sagerne”. En debat der med jævne mellemrum dukker op herhjemme enten i forbindelse med en konkret sag eller ved sammenligning med forholdene i andre lande.
Nu ville det jo ikke være en rigtig skandikrimi, hvis ikke der var en personlig bihistorie knyttet til hovedpersonen – og det er der også her. Jeg vil ikke røbe for meget - kun sige, at det kan få enhver til at slette sin dating-app (hvis man da har en)!
Alt i alt har Øbro & Tornbjerg med bogen peget på de problemer, der ligger i mørketallene omkring partner- og kontaktvoldtægt, i antallet af anmeldelser– og i antallet af domme i sagerne. Hver gang en kvinde, der har været udsat for gentagne overgreb fra en kæreste eller en bekendt, må se manden gå fri, mens hun selv lever videre med smadret selvtillid eller det, der er værre, så vil der være flere kvinder, der opgiver at anmelde en partnervoldtægt – for det er tilsyneladende forgæves. Det kunne der naturligvis skrives en artikel om i et fagblad, og det er der sikkert også. Men her har vi fået en meget spændende bog – og mon ikke den vil have mange flere læsere end tidskriftsartiklen? Og jeg kan i den grad rose forfatterne for helt at afholde sig fra at udpensle volden mod kvinderne. Budskabet går rent hjem uden!
Øbro & Tornbjerg dækker over ægteparret Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg. Det er Peter Stoltze, der har stået for det effektfulde omslag. Politikens Forlag har udgivet.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
