|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 06-08-2018 Et rektangel bliver til et parallelogram KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Hvornår sker denne transformation fra den ene firkant til den anden – ja, det sker, når lyset falder ind gennem et vindue og rammer en væg, som det så tit er tilfældet i Anna Anchers rum. Rösing kalder selv i sin indledning bogen for sin ‘hyldest til Anna A.’ Og det rammer helt præcist og antyder også, at værket er et personligt portræt. Den sidste sætning i bogen betegner Anna A. som ’den bærende akse i kunstnerkolonien [i Skagen]’ og fremhæver hendes værkers ’vilde energi’. Men lad os se på rummene, som er fokus for forfatteren – rummene, hvor lyset næsten altid vælder ind gennem et vindue – med eller uden gardiner. Et maleri, der er gengivet på bogens forside og som spiller en meget stor rolle er Solskin i den blå stue. Her er datteren Helga afbildet – en lille pige, der sidder koncentreret om et hækletøj. Barnet sidder i maleriets nederste højre hjørne og udgør den nedre ende af en diagonal akse, der starter oppe i øverste venstre hjørne med et billede på væggen af en skikkelse, som Rösing fortolker som en madonna, der ser ned mod pigen. Herfra associerer Rösing til en bebudelsesscene – det er lyset, lysvæld bag ved lysvæld, der bærer associationen, og her perspektiverer forfatteren til Fra Angelico. Lige så omhyggelig Lilian Rösing er med at analysere og fortolke lyset i Anna Anchers billeder, ligeså meget vægt lægger hun på hendes valg af farver – og ikke mindst den måde, hun bruger farverne hvad enten det var pastellerne eller olien. Her citerer hun grundigt og loyalt kunsthistorikere som Kasper Heiberg og ikke mindst Elisabeth Fabritius. Men Rösing har bestemt sine egne vurderinger, som når hun f.eks. diskuterer Anna A.s inspiration fra impressionismen – og hvor hun samtidig afviger herfra: ”Impressionistiske malerier tenderer mod at opløse deres motiver til æteriske luftsyner… Hos Anna A er lyset ikke et luftigt medium, men et motiv, som stofliggøres”. Det er svært at finde et maleri af Anna A., der ikke understreger denne pointe – Rösing nævner selv Blind kone i sin stue,’….hvor lyset er gjort til et motiv i sig selv…’. I kapitlet ”Ægteskabets rum” kan man glæde sig over at læse om, hvor stor en støtte Michael Ancher var for sin kone: hun skulle male, skulle hun, og de huslige pligter kunne vente! Til gengæld finder vi i bogen flere portrætter af Michael Ancher malet af hans kone. I samme kapitel har Rösing en tankevækkende iagttagelse: mange har sagt til hende, at “det er godt at få de oversete, kvindelige kunstnere frem i lyset”. Men hun var aldeles ikke overset, overhovedet ikke: hun debuterede på Charlottenborg som 20-årig, havde malerier på de store verdensudstillinger og vandt fornemme priser. Som Rösing skriver, er det en sær retrospektiv brændemærkning af Anna A, når hun per automatik regnes for at være ‘overset’, ’glemt’. Feminisme som fordom. Konstaterer Rösing knastørt. Hvor har hun ret! De (hånd)arbejdende er overskriften på det kapitel, hvor Anna A portrætterer hæklende, strikkende, fjerkræplukkende kvinder – alle sammen indendørs – i rum. Anna A hører til de malere, der er omhyggelige med at give titler til deres værker. Et interessant eksempel her er maleriet med titlen: I en stue, hvor solen skinner ind, arbejder en kvinde med syning på et hundeskind. Her har kunstneren ønsket at fremhæve rummet med sit solskin i baggrunden fremfor kvinden i forgrunden, påpeger Rösing. De mennesketomme rum er ikke bare en specialitet for Hammershøi, men også i høj grad for Anna A, viser forfatteren i et kapitel om netop disse rum, hvor hun også har indskudt en fremragende ekskurs om forskelle og ligheder mellem de to kunstneres tilgang. Et enkelt afsnit med overskriften ’Membran og refleks’ er også en fin øjenåbner, som også danner overgang til kapitlet om malerens forholdsvis få billeder af udendørs rum, eksteriørerne. Hun behandler landskaber som rum og trækker interiørerne ud i sine landskabsbilleder, viser Rösing - det er overbevisende og smukt. I et enkelt tilfælde gør hun dog det modsatte. Det er i et af sine moderportrætter: Fru Ane Brøndum i den blå stue – her er landskabet væltet ind i rummet. Det er en meget personlig bog, Lilian Munk Rösing her har skrevet – og associativ. Det bliver nogle gange ret meget som f.eks., hvor hun springer frem og tilbage mellem sit eget (nu tidligere) ægteskab og Anna Anchers forhold til sin mand, Michael Ancher. Her inddrager hun så en meget omtalt svensk litteraturprofessors autofiktive romanfigur, som giver sin mand kælenavnet ’broderdyr’ og Rösing spørger: ”Var Michael Annas broderdyr?” Eller hvor hun sammenligner et farvesammenstød mellem rødt og grønt i et maleri med sine egne stribede håndklæder fra Marimekko, som ’jeg bare MÅTTE have, fordi den farvekombination gav mig et sug i maven’. Hun fortsætter så med at fortælle, at hendes nuværende mand afskyr rødt og grønt sammen så meget, at han dækker sin røde bil til, når den holder midt i det grønne om sommeren. Til gengæld er det relevant, at vi får et enkelt glimt af maskinrummet i kraft af en kommentar fra bogens redaktør, som advarer forfatteren mod at idealisere Anna A for meget. I den diskussion er det ikke svært at se, hvem der vandt. Men lad det nu ligge – bogen er fremragende og en øjenåbner overfor en af de helt store danske kunstnere. Der er næsten ikke en side uden at læseren får sin horisont udviklet og sin synssans skærpet, og mon ikke det er netop det, der er bogens ærinde. Hendes fordybelse i hvert enkelt billede er smittende og giver lyst til hele tiden at læse videre – og det er ikke altid, man kan sige det om teksten i en kunstbog. Den er let at læse til trods for en del fagudtryk, og sproget er fantastisk – hør bare et enkelt eksempel her om studiet … Solstrejf på en væg; pelargonier - her skriver Rösing: "og pelargonien (sluppet fri af sin potte gungrer den afsted som en cowboy på vej mod det vilde vest)." Det billede er rammende, og det sidder godt fast! Gyldendal har udgivet bogen, og der er lagt meget omhu i reproduktionen af billeder på det svagt matte papir. Teksterne står smukt og klart og med gode marginer både i top, bund og sider. Den bliver pænt liggende på opslag og er rar at røre ved. Der er gode noter med credits til litteratur samt til fotos, fortegnelser over litteratur og billeder samt en tidslinje – så det føles helt utaknemmeligt at nævne, at jeg savner et stikordsregister, men det gjorde jeg faktisk. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
