Det starter med en bilulykke i Afrika - en af den slags situationer i storbyens trafik, hvor der sker flere ting på én gang – en bil lidt for hurtigt ind fra siden, en anden bil lidt for hurtigt bagfra – og chaufføren distraheret af en fødende kvinde. De er på vej til hospitalet. Ulykken har sat en lavine i gang, der først stopper 17 år senere.
Den fødende kvinde, Rebekka,er datter af den danske ambassadør i Uganda. Ved ulykken dør hendes mor, der også er i bilen, og selv er Rebekka kun lige akkurat til at redde, men hendes barn dør. Eller gør hun? Alt dette sker inden for de første få sider i bogen, og derpå starter to sideløbende fortællespor, det danske og det afrikanske.
Der er gået 17 år siden ulykken og Rebekka, nu jurist, arbejder for en ejendomsmægler, der er specialiseret i de allerdyreste boliger på markedet. Hun er ikke rask, og en dag kollapser hun. På hospitalet får hun at vide, at det er kræft, og hendes eneste chance for overlevelse er en transplantation af knoglemarv – og det skal vel at mærke være marv fra en helt nært beslægtet. Rebekka har egentlig afbrudt forbindelsen til sin far, som hun forklarer lægen er hendes eneste slægtning, men hun overtales til i denne alvorlige situation at kontakte ham. Farens knoglemarv viser sig alligevel ikke at matche Rebekkas celler, og så må han hårdt presset indrømme, at den lille pige dengang ikke døde ved fødslen, men blev bortadopteret. Sideløbende er vi tilbage i Østafrika og møder her Angel, en ung pige, der har haft held til at stikke af fra ’Obersten’ en gennemført ond leder af en guerillagruppe af børnesoldater – børn, der er bortført, stjålet ud af den hverdag, de var ved at vokse op i.
Angel vil så gerne finde den mor, som hun ved eksisterer derude et sted, men hun aner ikke hvor. Rebekka vil så gerne finde sin datter og formoder, hun stadig er i Østafrika.
På forsiden af omslaget beskriver forlaget bogen som en ’spændingsroman’. Det er i hvert fald en roman, som er meget, meget spændende, men den giver mere end spænding. Anna Ekberg er et pseudonym, som dækker over de to forfattere Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund, og de forklarer både i forordet til bogen og i bl.a. en stor artikel i dagbladet Politiken, hvordan de har rejst rundt i grænselandet mellem Congo, Sydsudan og Uganda, og der har ført lange samtaler med unge mennesker, der har haft held til at flygte fra en tilværelse som børnesoldater. De er blevet kidnappet som helt små af en gruppe ledet af den mand, som ’Obersten’ er modelleret over. Børnene blev af ham trænet til at dræbe, tævet til at være sexslaver og tvunget til at prygle løs på hinanden. Og ikke nok med samtaler: forfatterne blev ledsaget rundt i junglen af to af børnene, og fik i hvert fald et glimt af, hvordan man kan overleve der. Deres ambition, forklarer forfatterne, er at skrive en roman om verdens uretfærdighed – intet mindre. Kan det overhovedet lade sig gøre? Afrikas problemer er så store og har været beskrevet så grundigt i alle nyhedsmedier, at det er svært at rumme og let at lukke øjnene. Måske er det netop kun i form af en roman, at det kan lade sig gøre at give et indblik, der sætter sig fast. Men det stiller så også krav til forfatternes troværdighed, og derfor er det vigtigt at sætte sig ind i, hvordan forfatterne har researchet. Normalt kommer læserne ikke ind i maskinrummet på den måde, som det er sket her, så forordet er netop her en nødvendighed og Angel er modelleret over Janet – en af de piger, forfatterne mødte i Uganda.
Tilbage igen til handlingen i romanen, hvor de to fortællespor (Rebekkas og Angels) bliver suppleret med et tredje spor: et voldsomt mord på en afrikansk kvinde i København, hvor drabsefterforskeren, Kim, bare ikke vil lade nogen vinkel urørt for at finde morderen. Disse tre spor løber hver for sig i de korte kapitler, der nu til dags er karakteristiske for spændingsromaner, og det er let at holde styr på det hele – hvert kapitel er forsynet med en overskrift, der angiver, hvor vi er geografisk. Medens de første to tredjedele af bogen har været engagerende at læse, er den sidste tredjedel simpelthen umulig at lægge fra sig- her blive den sindssygt spændende, idet de tre fortællespor løber sammen– Anna Ekberg kan sit håndværk til fingerspidserne og knuden strammes i det helt rigtige tempo. Jeg røber ikke noget ved at citere bogens to allersidste replikker:
”Du kan ikke hjælpe nogen, det duer aldrig, det går altid galt”.
”Men man kan heller ikke lade være”.
Ja, det skulle jo være en bog om verdens uretfærdighed – og et bidrag til at mindske samme. Det er gjort i den grad velskrevet og læseværdigt. Alle får velfortjente lussinger - afrikanerne, europæerne (specielt danskerne) og ulandsorganisationerne. Læseren bliver effektivt underholdt – ogsamtidigt en hel del klogere på forholdene i et hjørne af Afrika.
Bogen er udkommet på Politikens Forlag både som e-bog, lydbog og på papir. Det er det indre, der gælder – også i en bog, og forskellige mennesker har forskellige ønsker om, hvordan de vil læse – eller lytte- og papirbogen vil i næsten alle tilfælde være den dyreste af de løsninger. I netop dette tilfælde er papirbogen simpelthen så smuk som fysisk genstand: Simon Lilholt fra designbureauet Imperiet har lavet et gennemført omslag med et foto af en lav fuldmåne henover et hav, der strækker sig fra forsiden, henover ryggen og hele vejen af bagsiden. Jeg ved ikke, hvilket materiale, der er brugt til den hæftede indbinding, men det er lækkert mat at røre ved og med forfatternavnet i kraftigt fremhævede, blanke typer. Jeg har grebet mig selv i at nyde at lade fingrene glide hen over omslaget – som til overflod virker nærmest uimodtageligt for fedtpletter. Mere af den slags, tak, hvis I gerne vil have godt salg af de gode bøger på papir i hæftet omslag!
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
