|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 14-05-2018 Leonora Christina Skov: Den, der lever stille KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
”Det lød som en atombombe. Det lød som den totale udslettelse”. Leonora Christina Skov er lige fyldt 21 år og er på weekend i sit barndomshjem. Hun sidder på sit gamle værelse og øver sig på at fortælle sine forældre, at hun har fået en ny veninde, Ingrid, som er præst – eller rettere: Ingrid er ikke veninde, hun er kæreste. Det lykkedes ikke at få ordene frem overfor forældrene i løbet af weekenden – først, da hendes far kørte hende hjem mandag morgen, sprængte hun atombomben overfor ham og overlod det til ham at fortælle det til hendes mor – han reagerede slet ikke, sagde bare, at de ville lade høre fra sig– og udslettelsen var en kendsgerning.Der gik en måned, så kom begge forældre på besøg. Den første sætning fra hendes mor lød: ”Jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes du er pervers.” Så var tonen ligesom slået an til en forfærdelig samtale, som sluttede med denne lussing fra hendes far: ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”. Leonora Christina Skov har skrevet en roman, som er selvbiografisk. Hvordan det præcist skal forstås, kommer jeg tilbage til, men atombomben, udslettelsen står cirka midt i bogen, og mange gange i de følgende sider omtaler hun begivenheder som f.eks. ’halvanden måned efter udslettelsen’, eller ’fire år efter udslettelsen’ - det var et afgørende vendepunkt i hendes liv: der er både et før og efter. Hun begynder sin beretning med sin tidligste barndom, og det er ført stort set up-to-date. Hendes barndom var ikke lykkelig – aldrig var hun god nok i forældrenes øjne og selv det, at hendes mor ved fødslen af hende både klippes og syes, følte hun sig skyldig i. Der er en hjerteskærende erindring om, at hun som lille kom til at knuse det eneste stykke legetøj, som hendes mor havde fra sin egen barndom: en porcelænsdukke, der var meget tungere end de almindelige plastikdukker, og som derfor gled ud af hænderne på den lille pige. Moderen græd og faderen skældte ud og datteren følte en ’tung, sort skyld over at have ødelagt så meget for min mor’. Det fortsatte så slag i slag gennem børnehave – og de første skoleår, hvor Christina elskede at digte og skrive historier, lige så snart, hun overhovedet kunne skrive, men hendes far bemærkede kun stavefejlene. Allerførste kapitel i bogen fortæller om moderens død og masser af tråde peger så også tilbage i tiden og fremad i romanen, og det er her, at Leonora forklarer, hvorfor hendes bog hedder en roman, selvom den sandelig klart præsenteres som fortællingen om hendes eget liv. ’Min hukommelse var mit sikkerhedsnet’, skriver hun, ’selv langt tilbage i min barndom huskede jeg tydeligt, hvad der var sket hvornår’. Det er også i bogens første kapitel, at vi møder Annette, som er Leonoras mangeårige kæreste og nuværende ægtefælle, som 100% og solidarisk står sammen med hende ved moderens dødsleje. ”Du vil simpelthen skrive en selvbiografisk bog”, siger Annette til hende. Både Leonora og Annette er uddannet i litteraturvidenskab og ved, hvor farligt det er, hvis læserne nu tror, de har fået fortolkningsnøglen til hele forfatterskabet. Og i den følgende samtale mellem de to får vi indblik i den forestående arbejdsproces: ’….jeg ville blive nødt til at skrive længere forløb sammen, reducere hele år til bisætninger, udskrive vigtige personer og stramme dialogerne, og jeg svedte allerede’. Det er så Annette, der kommer med de forløsende ord: ”hvis du kalder den en roman, er du friere stillet”. Klogt af forfatteren at bygge denne grundige forklaring ind i selve bogens tekst i form af en dialog - og ikke bare skrive nogle sætninger i et forord. Dermed blev det så en roman og hele forfatterens liv udrulles. I sin barndom og hos forældrene hed hun altid Christina, men langsomt i løbet studieårene, da hun mere og mere definerede sig som forfatter, gik hun over til at kalde sig Leonora. Selvom det er forholdet til forældrene og navnlig moderen, der er i fokus, så er det ikke en ensporet fortælling. Vi hører om, hvordan hun allerede i de sidste år i grundskolen, hvor de andre piger i klassen begyndte at interessere sig for drenge, havde svært ved at forstå, hvad det spændende kunne være i de fyre i boybands, som hang på væggene hos veninderne: piger var da mere spændende, syntes Christina. Men hun gjorde virkeligt hæderlige forsøg på at få venskaber med drenge og senere kæresteforhold med mænd til at fungere. Det gik nu ikke så godt. Blandt andet havde hun så svært ved at huske navnet på den eneste fyr hun fik præsenteret for sine forældre ’det her er Peter’, sagde hun. Men han hed altså Lasse. Så var det lettere for hende at huske kvinderne - både kærester og nære og gode venner. Alle skildres loyalt og varmt – eller næsten: stakkels Pia, som forhåbentligt hedder noget helt andet (det er jo fordelen ved en roman). Og så den store begivenhed. Netop som Leonora har rigtigt godt fat i sit forfatterarbejde og er ved at skulle i gang med sin magisterafhandling, netop som hun har fortalt en flot mand, at hun er færdig med kvinder, og netop som hun nææææsten har taget mod hans invitation til et par dage i New York, så møder hun Annette, som er redaktør på et netmagasin, som har givet hende en bestillingsopgave.Annette er videnskabsjournalist og forholdet til hende er det helt rigtige – det simpelthen lyser ud af siderne. Hvor ligger så tyngdepunktet i bogen? Det er nok umuligt at svare andet end, at det handler om forholdet til forældrene – specielt moderen. I et kapitel med overskriften ”Efter udslettelsen” skriver hun, at hun ikke længere er i tvivl om, at hendes forældre kun elskede hende ’på visse betingelser….. Det var ikke kærlighed, ….og jeg havde brugt de første nitten år af mit liv på at få den.’ Og dog: der er jo gaverne. Selv da hun bryder fuldstændigt med forældrene, slipper hun dem aldrig helt – og de heller ikke hende. Selv lige efter det frygtelige besøg lige efter ’udslettelsen’, hvor forældrene kaldte Leonora pervers, gik der kun en halv time, så stod de igen udenfor hendes dør med en ny videomaskine, som hun tog i mod, selvom hun undrede sig over at kunne gøre det. Der gik så endnu en rum tid efter ’udslettelsen’, men en dag modtog Leonora en pakke fra sin mor. Det var en hjemmestrikket sweater, som ikke bliver klippet i stykker eller sendt retur (selvom begge dele er under overvejelse), men Leonora skriver et brev med tak for sweateren, men hun ville hellere have haft forældrenes ubetingede kærlighed. Moderens svar efter et par dage? Vanter af en rest garn fra sweateren! En gave den anden vej (det er så flere år senere) er en taske, som Leonora giver sin mor, da hun er syg af kræft. Det er en taske, som hun havde købt til sig selv og var meget glad for, men da hendes mor i den grad ønskede sig at få netop den, gav hun tasken til sin mor, der beholdt den lige til det sidste ved siden af sig på hospitalet. I bogens allersidste sider genoptages tråden fra det første kapitel, som nu bliver langt mere tredimensionelt og personerne – både moderen og faderen får kød og blod. Bogen er ekstremt velskrevet – det er ikke så overraskende, når man ellers kender forfatteren. Uden mindste anstrengelse eller forvirring snor fortællingen sig mellem forskellige perioder i Leonora Christina Skovs liv, og selvom hovedlinjen er forholdet til forældrene, så får man samtidigt et fint billede af forfatteren og kærlige portrætter af mange mennesker – og ja, der er både fremdrift og en stærk hovedhistorie, kriterier som Leonora selv andetsteds opstiller. Men at det har været en vanskelig proces, er der ingen tvivl om. ’Man skriver oven på ruinerne af alle de historier, man har ladet ligge’ kommenterer hun selv i slutningen af bogen. I en stor og i sig selv meget interessant artikel i Weekendavisen, Bøger (5. januar 2018) beskrev Leonora Christina Skov problemerne ved at skrive selvbiografisk. Der kan man også læse, at de fem romaner, hun tidligere har skrevet, er hendes eget stof i ’forklædt form’ – og at hun havde et stærkt ønske om at smide forklædningen. Det har hun så i den grad gjort nu.Måske kan man glæde sig til at læse fremtidige romaner af Leonora Christina Skov, hvor det er de smukke historier, der kan foldes ud og fortælles. Omslaget er ved Simon Lilholt, Imperiet og Leonora Christina Skov. Omslagets illustration har Elle Moss stået for. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
