En bog om hukommelse. ”Vi får aldrig oplevelserne tilbage, sådan som de udspillede sig i virkeligheden, men erindringerne kan i teorien være i os, til vi dør, om end fordrejet, forskønnet rekonstrueret, viderebroderet”, sådan skriver de to forfattere i deres dybt fascinerende bog om at huske.
Langt de fleste mennesker har udmærket hukommelse – eller har de? Og hvad vil det sige at lægge mærke til noget – at være opmærksom? Hvad er korttidshukommelse - også kaldet arbejdshukommelse? Hvad forstår man ved en varig erindring – et minde? Kan man blive snydt af sin hukommelse? Kan man selv snyde sin hukommelse – kan andre snyde den? Hvor langt tilbage i barndommen kan man huske noget? Hvor pålidelige er vidner? Alle disse spørgsmål behandler de to forfattere grundigt i bogen.
De to forfattere er søstre: Ylva Østby er med en ph.d. grad i neuropsykologi en af Norges ledende eksperter i hukommelsens funktioner, og Hilde Østby er idéhistoriker og forfatter. Et fint samarbejde, som gør, at bogen både er fagligt troværdig og let tilgængelig, selvom emnet mildest talt er vanskeligt.
Det er bestemt ikke alle de spørgsmål, der lines op i bogen, som kan besvares fuldt ud, men meget mere end for bare 50 år siden er dog i dag forstået om hukommelsen. Det er sket i kraft af langt og tålmodigt arbejde fra psykologers og hjerneforskeres side. Hvis man skal sætte et årstal på begyndelsen af den viden, man nu anser for ret sikker, så er 1953 et godt bud. Det år blev nemlig en ung amerikaner, Henry Molaison opereret efter i mange år at have lidt under voldsomme epileptiske anfald. Ved indgrebet fjernede neurokirurgen store dele af begge hans tindingelapper. Ved operationen blev Henry Molaison effektivt hjulpet med sine krampeanfald. Til gengæld havde han mistet erindringen af de sidste to-tre år af sit liv, og hvad mere er, han kunne ikke danne nye erindringer – ikke holde fast i mere end de sidste foregående par minutter. I 1957 udkom det første studium af denne patients tilfælde – fra nu af blev han udelukkende omtalt som H.M. fordi lægerne beskyttede hans identitet mod f.eks. ivrige journalister. Men H.M. fungerede frem til sin død som 82-årig i 2008 som en levende hukommelsesteori og dannede grundlaget for splinterny viden og teori om, hvor i hjernen hukommelsen sidder, fortælles det i bogen, hvor de to forfattere desuden redegør for, hvordan hukommelsesteorien de sidste 20 år er blevet kraftigt hjulpet af fMRI, FunctionalMagneticResonance Imaging) – en metode, som kan give billeder af, i hvilke celler hjernen er mest aktiv, mens en forsøgsperson tænker tilbage på, altså ’husker’ tidligere begivenheder. Hvordan præcist dette foregår, og hvordan forsøgspersonen instrueres, bliver meget omhyggeligt beskrevet.
Men hvad er det nu med de søheste? Det handler naturligvis ikke om det lille, svagt hestelignende havdyr af familien ’nålefisk’, som varierer i størrelse fra 5 til 30 centimeter. Nej, det handler om et lille område af hjernen, som bærer en vis lighed med nævnte fisk – eller rettere to områder placeret i hver sin tindingelap. Det pudsige navn ’hippocampus’ kommer af det græske ord for hest, hippos, og for søuhyre, kampos,. Det var netop disse to områder i hjernen, som H.M ved operationen fik fjernet. Det er i de to hippocampi, det foregår, når noget har vakt vores opmærksomhed så meget, at vi husker det. Ganske kort tid, ganske vist, for denne hippocampus smider enten det huskede væk med det samme eller sender det videre til andre dele af hjernen. Fra 1950’erne og de følgende 40 år fandt forskerne bl.a. ved H.M.s hjælp frem til, at der i denne del af hukommelsen kunne være cirka syv hukommelseselementer ad gangen – og de var der kun kort tid, cirka 20 sekunder – deraf navnet ’korttidshukommelse’. Til gengæld sker der rigtigt meget i de sekunder, hvor det smides væk, der ikke er værd at huske (f.eks. et telefonnummer, man lige når at kradse ned), medens det der skal huskes i længere tid transporteres til andre dele af hjernen, hvor de huskede elementer fra hver deres tildelte plads kan knyttes sammen af synapser og måske blive til varige erindringer – det vi også kalder minder.Når så erindringer skal bringes frem igen, ja så sker det igen via hippocampus. Dette sidste var så noget, man først kunne konstatere ved hjælp af den omtalte helt moderne billeddannelsesteknologi. Disse målinger har ganske vist bragt forståelsen af vores hjerne op på et højere niveau, men det har slet ikke været tilstrækkeligt til at løse alle de problemer, der f.eks. knytter sig til epilepsi, depression og sygdomme som Alzheimers, forklarer forfatterne, og denne mangel på definitiv klarhed har mellem hjerneforskere skabt så stor uenighed, at det er blevet udnævnt til ’The Memory Wars’.
I flg. denne bog er det bedre forstået, hvor i hjernen erindringer er placeret, mens det er mindre klart, hvad der så derpå sker, når erindringerne skal frem igen. Men der er en del, der tyder på, at stress gør det sværere for hjernen, at få det huskede stof ordentligt fæstnet i hjernebarken – det sker ikke mindst under søvnen, som tit kan være kort og forstyrret i en stresset periode. Og endnu værre: under ekstremt pres kan der muligvis frigives så store doser af hormonet kortison, at det ser ud til at kunne beskadige hippocampus. Dette er dog stadig til debat.
En meget stor del af bogen forklarer og analyserer, hvad der sker, når vi skal bruge det stof, som er vandret ud i hjernebarken – og måske ligger i måneder og år, før det hentes frem igen. ”Hvad er personlige erindringer” hedder et kapitel viet udelukkende til den proces. Centralt i kapitlet står beretningen fra en ung mand ved navn Adrian Pracon. Han blev ramt af, men overlevede, det sidste skud, der blev affyret på Utøya. Kuglen gik ind i hans skulder og blev splintret i 70 stykker. I forbindelse med bogen tog han sammen med de to forfattere tilbage til Utøya og talte om sine oplevelser d. 22 juli 2011 – denne samtale giver et kraftigt indblik i den teori, der er omkring erindringer: igen og igen oplevede han de mest skræmmende øjeblikke i sit liv. Han analyserede dem fra alle vinkler og dannede scenarier, hvor han f.eks. tager en sten og standser morderen, før han kan gøre mere skade. Terroristen sidder i fængsel, men Adrians erindringer er spærret inde, som forfatterne skriver.
Et kapitel handler om falske eller manipulerede erindringer. Det at kalde erindringer frem måske endda gang på gang er en dynamisk proces – det lader til, at en erindring aldrig er stivnet i en endelig form, men hele tiden bearbejdes f.eks. under samtale. Det sker ganske vist hele tiden, men en samtalepartner kan sagtens manipulere gennem sine spørgsmål. Det får vi et tankevækkende eksempel på: en gruppe forsøgspersoner så en film med to biler, der stødte sammen og skulle bagefter give et bud på, hvor hurtigt bilerne havde kørt. Gruppe 1 fik spørgsmålet: ”hvor stærkt kørte bilerne, da de smadrede ind i hinanden?”. Gruppe 2 blev spurgt: ”hvilken hastighed havde bilerne under sammenstødet?”. Gruppe 1 vurderede bilernes hastighed som meget højere, end gruppe 2 gjorde – desuden forestillede gruppe 1 sig glasskår ved kollisionen – glasskår, der faktisk ikke havde været der! Flere forskere udover den professor, der gennemførte kollisionsforsøget, har arbejdet med falske erindringer i mange år, og det kunne godt se ud som, det er utroligt let at plante en falsk erindring. Det fik Ylva og Hilde til at spekulere på, om det mon virkelig kunne være så let, så de besluttede sig for et stykke eksperimentelt psykologi, men hvem skulle det gå ud over? Valget faldt såmænd på deres egen forlagsredaktør, som skulle indpodes en falsk erindring om en tur i luftballon som femårig. Den beretning er hylende morsom – navnlig, når man læser den selv i forfatternes eget referat, så det afstår jeg fra. Den dybt seriøse konsekvens af forskningen i falske og manipulerede erindringer er, at retssystemet f.eks. i USA har ændret praksis: ”Både det, vi husker som vidner, og det, vi tilstår som mistænkte, bliver ikke længere betragtet som grundlæggende sandt og troværdigt.”, påpeger forfatterne.
”Det er en dårlig hukommelse, hvis den kun virker bagud,” citeres dronningen i Alice i eventyrland for henimod slutningen af hukommelsesbogen. Sammenhængen er en samtale, som forfatterne har med en australsk forsker, der arbejder med problemet: hvorfor har vi overhovedet en hukommelse? Hvad skal vi mennesker med at kunne huske en præcis kopi af fortiden, når det er fremtiden der betyder noget? Han argumenterer for, at vores hukommelse i løbet af evolutionen er opstået og udviklet som et overlevelsesredskab til at kunne kortlægge mulige fremtidsscenarier. Naturligvis så husker vi i den forbindelse meget mere, end vi skal bruge – også ting, vi måske helst ville undvære. Glemsel er undervurderet, siger den ene forfatter på en af bogens allersidste sider.
Der er meget mere interessant stof i bogen, end jeg har fået med her –og den er spændende som en roman, så nyd den i forårets små ferier eller fridage. Hvis man er nysgerrig efter mere, så er der bag i bogen fyldige kildehenvisninger og noter, så man kan komme videre.
Bogen er oversat fra norsk til dansk af Thomas Takla Helsted.
Omslag og design er ved Eivind Stoud Platou.
Gyldendal har udgivet bogen.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
