|
 |
|||||
|
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord |
|
Birthe Rønn Hornbech: Politierindringer KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Bogen dækker hendes oplevelser i de mere end 35 år, hvor hun var ansat i politiet. En ting, der nærmest fungerer som rød tråd i bogen er hendes nærmest glubende ønske om at forstå og mestre alle elementer i politiets arbejde – ikke bare det, som umiddelbart ligger i opgaven for en politijurist.Hun har f.eks. haft god brug for at vide alt om biler – og knallerter, hvor hun har gjort god brug af sin indsigt i sidstnævnte køretøjer, som hun har skilt ad og studeret de enkelte dele af. Ja, hun fik hurtigt lært, at hvis man skal være en god anklager i retten, er en juridisk embedseksamen slet ikke tilstrækkelig. Det er ikke nok at vide, hvad der står i politirapporterne – man skal have en indsigt i og forståelse for politiets arbejde, der betyder, at man kan vurdere alle detaljerne kritisk på en måde, der både kan overbevisejuridiske dommere og lægdommere om, at anklagen holder. Birthe Rønn Hornbechs bog dækker årene 1971 – 2007, hvor hun var ansat i politiet. Samme år, som hun havde bestået juridisk embedseksamen, blev hun politifuldmægtig, fem år senere tilknyttet Rigspolitichefen, hvor hun i 1981 blev vicepolitimester. Hun har desuden i flere perioder i disse år undervist på Politiskolen. Bogen er en guldgrube af cases – eksempler på, hvor vanskeligt politiets arbejde kan være i forbindelse med efterforskning og når man står på et gerningssted. Eksempler, der kan være underholdende at læse, når der er tale om små forseelser kombineret med store misforståelser, som da en politipatrulje i Roskilde havde rekvireret en såkaldt ”lig-ambulance” til at køre en afdød til nærmeste hospital. Da så politifolkene noget senere indfandt sig på hospitalet for at få oplysninger om afdøde, blev de mødt med følgende ord fra sygeplejersken: ”Jo, han er vågen nu. I kan godt gå ind til ham på stue 9”. Enhver politimand ved ellers, at politiet kun i meget sjældne tilfælde selv må antage, at en person er død, kommenterer Rønn Hornbech, og hun tilføjer så en udførlig forklaring på, hvordan fejlen i dette tilfælde så alligevel var sket. Denne sag er dog muligvis en anekdote, antyder forfatteren, men der er ellers nok af rigtige sager at læse om i ’Politierindringer’. Der er både SMÅ OG STORE SYNDERE, sådan som overskriften på et af hovedafsnittene lyder, hvor en af de mindre var en pølsetyv, der gik amok i retten. Et andet hovedafsnit med overskriften DEN BRATTE DØD indledes med et meget voldsomt rovmord. I begge tilfælde gennemgås sagen omhyggeligt lige fra politiets efterforskning på stedet for forbrydelsen til sagens afslutning ved retten. Allerede tidligt i sin karriere indenfor politiet har Birthe Rønn Hornbech også været politisk aktiv. Hun var således allerede fra 1976 folketingskandidat for Venstre, sad i flere perioder i Folketinget, og blev i 2007 integrations-og kirkeminister. Mange steder i bogen vurderer hun, hvor stor betydning politiarbejdet har haft for hende. ”Sagerne giver mig et kursus for livet”, skriver hun og tilføjer, at hun derfor var godt forberedt, da hun i 1984 første gang kom ind i Folketinget. De mange love, der vedtages, svækker tilliden til systemet, mener hun og giver som et eksempel en anmeldelse om et røveri en søndag fra en tankstation. Sådan som loven var dengang, måtte der ikke sælges øl om søndagen, og tankejeren fortalte hende rasende, at politiet var mere optaget af at skrive rapport om overtrædelsen af lukkeloven end af at opklare røveriet. Der er også eksempler på, at politikere, herunder ministre, i medierne slår til lyd for, at politiet skal prioritere det ene eller det andet. – Rønn Hornbechs konklusion er klar:”..hver gang Folketinget blander sig i politiets arbejde, tager det ressourcer…”. Endnu mere alvorligt skriver Birthe Rønn Hornbech i bogens epilog under overskriften: Kludder i magtfordelingen, at til trods for den af Grundloven sikrede tredeling af magten, ”..blander folketingsmedlemmerne sig i afsigelse af de enkelte straffedomme, så man bliver bekymret for, om folketingsmedlemmerne altid ønsker et retssamfund med uafhængige domstole.” Hvorfor det nu er sådan, forklarer hun blandt andet ved at henvise til, at ”strafferetten og straffeprocessen indtager en særlig stilling i den folkelige bevidsthed. Mange straffesager opfylder menneskets behov for spænding og uhygge. Voldsomme forbrydelser er godt stof i medierne”. I forbindelse med denne diskussion af forholdet mellem politikere og domstole, har Rønn Hornbech en opfordring med denne overskrift: Rigsadvokaten bør være uafhængig. Det handler om, at rigsadvokaten, som det er i dag, står under justitsministeren, som hermed er anklagemyndighedens øverste chef. ”Det system bør ændres”, skriver hun og argumentet ligger i, at en politisk udpeget minister, der er øverste anklager i almindelige straffesager, kan lade sig lede af politiske hensyn fremfor af, hvad loven tilsiger. Det er igen magtens tredeling, der ligger Rønn Hornbech på sinde – både her i bogen og i en helt aktuel debat blandt andet i dagbladet Politiken søndag 25 marts 2018. For dem, der er interesseret i et dybere indblik i politiets arbejde – både ordens-og kriminalpolitiet – og navnlig i domstolenes arbejde på ethvert niveau, er bogen meget væsentlig og kan klart anbefales. Den er med sine mange detaljer skrevet af en person, der har haft netop disse områder som arbejdsplads i flere årtier, og kan desuden læses som en vigtig kilde til de store ændringer i samfundet, der har fundet i de sidste små 40 år. hb Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |   Lyd: Copyright Radio Update |
|
