|
 |
|||||
|
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord |
|
H. J. Kolmos: Hvordan undgår vi, at resistente bakterier slår os ihjel KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
- det er virkelig en trussel, som skal tages med den største alvor. Heldigvis kommer Kolmos med to strategier - dem kommer jeg tilbage til. I dag betragter vi det som en selvfølge, at f.eks. en lungebetændelse ikke er et større problem, end at en recept på et antibiotikum kan klare sagen. Men vi skal altså ikke længere tilbage i generationerne end til nærværende anmelders bedsteforældre, før netop en lungebetændelse førte til en ellers rask persons død. Antibiotika er et af de største fremskridt i moderne medicin, skriver forfatteren i en kapiteloverskrift og fortsætter med at påvise, hvordan dette fremskridt nu er ved at blive sat over styr. Den korte forklaring ligger i et kolossalt overforbrug af antibiotika globalt. Resistente bakterier opstår med det samme, når antibiotika anvendes - det er bakteriernes måde at forsvare sig på. Her handler det ikke bare om anvendelse til syge mennesker, men forbløffende nok også om f.eks. kødproduktion - ja, helt op til 70% af verdens antibiotika forbrug går til produktion af billigt kød, skriver Kolmos. Indtil slutningen af 1990’erne var det almindeligt at tilsætte små mængder antibiotika til dyrenes foder for at få dem til at vokse hurtigere - det blev forbudt i Danmark i 1999, og i resten af Europa få år efter - uden at en medfølgende nedgang i den europæiske kødproduktion fulgte med, tilføjer Kolmos. Desuden sælges antibiotika til menneskebrug mange steder i verden i håndkøb - altså helt uden kontrol med, hvordan midlerne bruges. I Europa har Holland det absolut laveste forbrug af antibiotika, Danmark ligger omtrent midt i feltet, men alligevel ca. 70 % højere end Holland, så her er plads til forbedring. Hvad skal man så gøre ved det? Er løbet kørt - eller kan vi nå at vinde over de resistente bakterier? Heldigvis forklarer forfatteren, at der er en vej frem - med to hovedelementer. For det første er det bydende nødvendigt at begrænse brugen af antibiotika til syge mennesker og lige så nødvendigt at udvise stor omhu i at stille den korrekte diagnose. Første element i et særdeles gennemtænkt program med seks punkter vil være at fastslå, at sygdommen skyldes bakterier og ikke virus, derpå følger blandt en del andet valg af præparat og dosis. Udfordringen her ligger i den tid, som det typisk tager at stille en diagnose. Kolmos refererer til en metaanalyse dækkende mere end 9 millioner behandlingsdage med anvendelse af nævnte program, hvor det viste sig, at forekomsten af resistente bakterier blev reduceret til cirka det halve. Og nu kommer det andet hovedelement i kampen mod de resistente bakterier, og det handler om hygiejne, der forhindrer spredningen af bakterier. Altså: Så sparsomt mulig brug af antibiotika vil skabe færre resistente bakterier og bedre indhegning af disse ved jernhård disciplin i håndhygiejne og rengøring - overalt i samfundet - ikke bare på hospitaler vil forhindre spredning. I bogens første kapitel fortæller Kolmos om Alexander Flemings epokegørende opdagelse af penicillin, som skete ved et tilfælde på et hospitalslaboratorium i London i 1928. Det, som ikke var et tilfælde, var Flemings forståelse af fundets betydning, og skridtet derfra til færdigudviklet medicin var til gengæld bestemt ikke let at tage og lå derfor stille i adskillige år - indtil 2. verdenskrigs enorme behov for hjælp mod livsfarlige infektioner hos mange sårede soldater satte skub i udviklingen. Fleming fik sin højst fortjente nobelpris i slutningen af 1945. Men allerede i 1950’erne opstod de første problemer med resistente bakterier - problemer der voksede voldsomt gennem det næste årti. Det gjorde stort indtryk på Kolmos at læse en artikel i The Lancet fra slutningen af 1971 - om netop betydningen af at begrænse og målrette brug af antibiotika. I bogens sidste del tager Kolmos fat i spørgsmålet, om man måske kan finde/udvikle nye antibiotika? De første årtier efter det første fund blev der fundet en hel del - ’ den gyldne tid’, kalder han perioden, men tilføjer dystert, at ’ de lavthængende frugter for længst er høstet’. Men der er også noget andet, nemlig at det (forbavsende nok) ikke er en god forretning at udvikle antibiotika - når behandlingen er slut, er patienten rask og behøver ikke mere medicinen. En helt anden sag er medicin til kroniske sygdomme, som patienter typisk skal tage resten af livet. Man skal kende sin fjende for at kunne vinde kampen - og derfor er det nødvendig med en god forståelse af bakterier, deres opbygning (vidt forskellig i forskellige typer bakterier), deres resistensgener og virulensgener og hvordan disse kan udveksles. Det er der solide kapitler om og tilsvarende om, hvordan antibiotika virker. Der er glimt ind i mikrobiologens værktøjskasse - måske en gammel skruetrækker ville kunne bruges til noget nyt i dag? Eller hvad med vores fjendes fjende, bakteriofagen? Det er såmænd en bakterieædende virus, som vel at mærke ikke angriber menneskeceller. Bogen slutter med et efterord om resistenskrisen holdt sammen med de mange andre kriser, der er hos os netop nu, er der en sammenhæng? Bogen om de resistente bakterier er fremragende formidling på højt fagligt niveau. Det er naturligvis ikke helt let stof, men forfatteren formår at skrive et krystalklart sprog, som gør det til en glæde at læse. Hans Jørn Kolmos er professor på Syddansk Universitet, Klinisk Institut. Bogen er på kun 76 sider med ganske få, men velvalgte figurer og to tætskrevne sider med noter og udgivet af Informations Forlag i serien Moderne ideer, som er støttet af Lundbeckfonden, Augustinus Fonden og Statens Kunstfond. Se bogens side hos forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |   Lyd: Copyright Radio Update |
