|
 |
|||||
|
Sendt første gang den: 11-02-2024 Chaim Soutine – mod strømmer KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Kan et maleri være tredimensionelt? Ja, hvis det er et oliemaleri, og hvis det er Soutine, der med tykke, kraftige penselstrøg dækker det flade lærred med træer, der svajer i vinden og huse, der følger trop. Helt frem til 14. juli kan man nu på Louisiana se en soloudstilling af en lang række af Soutines malerier i alt 64. Det er en chance, vi ikke før har haft her i landet. Der er portrætter - typisk af hele den afbildede person, der er stillebener, og der er landskaber - de fleste af dem med både træer og huse. De sidstnævnte er helt fantastiske og der, hvor ekspressionismen er i fuldt udbrud, bogstaveligt talt. Et fint eksempel er et billede fra den lille by Céret tæt på den spanske grænse. Selvfølgelig svajer træerne og bukker sig i vinden - men det gør husene altså også. Billedet skriger på, at man står stille og tænker over, hvad det er man ser. 
Torvet i Céret,(1) Soutines metode er at stille sig op direkte foran sit motiv - hvad enten det er en person eller som her en plads i en lille by. Og så malede han, nærmeste eksploderede alt det han så ned på lærredet. Han tegnede aldrig en skitse - endsige lavede markeringer på lærredet, før han greb til penslen - og det ser ud som han pressede maling direkte ud af tuben og lod den få lov til at bane sig vej selv, samtidig med, at han tvang netop det udtryk frem, som han allerede havde i hovedet. Hvor kan man nu vide det fra? Det kan man vel heller ikke, men det er dokumenteret, at han udmærket var klar over, hvornår han havde fået det helt rigtige ned på lærredet - det helt rigtige for ham selv, vel at mærke. Han skrev aldrig dagbøger og kun meget få breve, men hans (forholdsvis få) venner og velgørere har til gengæld fortalt om hans arbejdsmetoder, som ikke sjældent involverede destruktion af færdige billeder, hvis ikke de passede med det, han selv vidste, han ville udtrykke. Ekspressionisme. En af de nævnte få venner var maleren Modigliani, som flere gange tog ham med til middage hos kunsthandleren Léopold Zborowski, som stod for salget af Modiglianis værker. Galleristen var først ikke særligt interesseret i Soutines billeder, selvom Modigliani rigtigt gerne ville have ham til også at repræsentere vennens malerier, men han endte trods alt med at indgå en kontrakt med Soutine. Det fremgik af kontrakten, at Zborowski skulle betale maleren fem franc om dagen, men så fik han også eneret på salget af hans værker. Det var denne kunsthandler, der i 1919 sendte Soutine til Céret - og i to år fik han ikke noget som helst billede retur. Hvad gør en klog og velmenende kunsthandler så? Han drager da selv til Céret. Her fandt han da også kunstneren i et ’tarveligt logi’, hvor vinduerne aldrig havde været åbnede - angiveligt af bekymring for, at malerierne skulle tage skade - og malerier var der til gengæld nok af. Ca 300 af dem stablet oven på hinanden, fortæller Zborowski i et brev. Medens han derpå gik i gang med at sørge for mad til Soutine, begyndte denne at sætte ild til malerierne - han var alligevel ikke tilfreds med dem. Det lykkedes den tålmodige kunsthandler at redde nogle af dem, fortæller han videre. Under opholdet i Céret fik Soutine at vide, at hans måske eneste nære ven Modigliani var død. Dennes sidste ord til deres fælles kunsthandler skulle have været: "Vær ikke bekymret, jeg efterlader dig Soutine." 
Den lille konditor(2) Blandt malerens mange portrætter spillede Konditoren en særlig rolle - så meget er kilderne enige om: i 1922 var den amerikanske millionær og kunstsamler Albert C. Barnes nemlig i Paris for at købe kunst til et galleri, han var i gang med at etablere i nærheden af Philadelphia, da han fik øje på netop det billede - og her er kilderne uenige om, hvordan det så præcist gik til. Men fortsættelsen er ret fantastisk: Barnes endte med at købe i alt 52 billeder - inklusive Konditoren, et motiv, som Soutine i øvrigt malede i flere udgaver. Nu var Soutines lykke gjort - i hvert fald den økonomiske lykke, for i en periode havnede han i en ’elendig sindstilstand’, hvor han med egne ord følte sig ’demoraliseret’. I midten af 1920’erne gik han i gang med en række stillebener af oksekroppe - her var han inspireret af Rembrandt efter et besøg på Rijksmuseum i Amsterdam. Efter hjemkomsten fik han Zborowski til sammen med ham at opsøge slagtehusene, hvor de købte flået okse. Det gode ved dette motiv var, at modellen ikke blev utålmodig, men den uheldige side var stanken…..med tiden blev det døde dyr også mere sort end rødt, så den entusiastiske maler måtte købe flere liter blod hos slagteren. Det blev en ret omfattende serie billeder, der også er fint repræsenteret på den aktuelle udstilling. Den røde farve er gennemgående på oksemalerierne, men ikke bare der. I hans lange række værker med piccoloer, tjenere og elevatorførere er rødt også dominerende - tit sammen med hvidt - ikke mindst i en serie med messedrenge. Soutine havde også tidligere (omkring 1915-16) arbejdet med stillebener, men rigtigt mange af dem eksisterer ikke mere - en undtagelse er det dejlige Stilleben med sild, der viser tre sild på en aflang tallerken - et meget simpelt måltid - åbenbart med to deltagere - der er i hvert fald to gafler udover en lille skål (måske med salt) og intet andet på bordet - der er smækket lodret op i plan (næsten) med lærredet. 
Stilleben med sild (3) Soutine blev født i 1893 som barn nr. 10 ud af i alt 11. Familien var jødisk, og hans far var lappeskomager i en lille by lidt uden for Minsk. Efter en barndom, der bestemt ikke var rosenrød, fik han malerundervisning først i Minsk, derpå i Vilnius, og endelig i 1913 kom han til Paris og blev en del af et fattigt atelierfællesskab - det var der, han traf Modigliani. Men der er meget, der ikke kendes til i hans tilværelse - han førte jo ikke dagbog og skrev kun få breve. Soutine døde i 1943 i Paris af et blødende mavesår efter at have levet i skjul i et mareridt af en flugt fra tyskerne. På Louisianas udstilling er samlet 64 malerier, som fører os gennem malerens liv - eller rettere sagt gennem det, han udtrykker i sine malerier. Man gør klogt i at afsætte rigtigt god tid til besøget, for billederne er ledsaget af gode tekster, og der er flere steder gennem udstillingen ’stationer’, med supplerende oplysninger. Der er også udkommet et Louisiana Revy med et væld af artikler, gengivelser af værkerne og ikke så få fotos. Der er her blandt meget andet også en fremragende oversigt over Soutines liv - for så vidt som det ellers er kendt. Der er al den dokumentation, man kan ønske sig, hvis der er noget, man gerne vil forske lidt mere i. Men først og fremmest - nyd billederne på Louisiana - der er her en enestående chance for at se denne malers værker i perioden 9. februar - 14. juli. 2024 Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Sendt på Radioupdate 11 februar 2024 Billedkredits (1) Chaïm Soutine La Place du village, Cerét (Torvet i Céret), 1920 Olie på lærred, 76 x 94 cm Israel Museum, Jerusalem, testamentarisk gave fra Lord Sidney Bernstein, London, deponering fra the Jerusalem Foundation Foto: The Israel Museum, Jerusalem / Avshalom Avital (2) Chaïm Soutine Le Petit Pâtissier (Den lille konditor), 1922-1923 Olie på lærred, 73 x 54 cm Musée de l’Orangerie, Paris, Jean Walter and Paul Guillaume Collection Foto: Thierry Le Mage (3) Chaïm Soutine Nature morte aux harengs (Stilleben med sild), 1916 Olie på lærred, Uden ramme: 64,5 × 48,6 cm. Med ramme: 80 × 48,6 × 8 cm Galerie Larock-Granoff, Paris Foto: Courtesy Galerie Larock-Granoff Paris Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
| RADIO UPDATE - radio der giver mening | 
Søg på RadioUpdate- skriv et enkelt ord |
|
|
|
RADIO UPDATE SÆTTER FOKUS PÅ: |
