Tænk, alt det man kunne gøre, hvis man ikke skulle tage hensyn til sine vælgere.
Sådan tænker statsminister Palle Enevoldsen i en stille stund på Marienborg – vi befinder os i Niels Krause-Kjærs nye bog, der på forsiden kaldes ’Politisk spændingsroman’.
Det er det også – bogen er spændende og den handler om politik – og også om pressen i og med, at hovedpersonen er journalisten Ulrik Torp, som spillede en hovedrolle i Niels Krauses-Kjærs Kongekabale fra 2000. Ulrik Torp var dengang 36 og leder af Dagbladets politiske redaktion på Christiansborg. Nu er han 55 og arbejdsløs – eller det vil sige lige i starten af bogen anbringes han på sin gamle avis – som virksomhedspraktikant for en enkelt måned i forbindelse med det folketingsvalg, som danner omdrejningspunkt for handlingen. Og hvad er det så, der sker? Umiddelbart inden et folketingsvalg udskrives, er en helt ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet i stor tvivl om, hvad han skal gøre. Noget vigtigt, som han har skrevet et notat om på sin private computer, bør drøftes med departementschefen – eller måske med ministeren. Men et effektivt forkontor afviser den unge fuldmægtig, som cykler hjem med notatet i inderlommen – og bliver næste morgen fundet i Ørstedsparken – dræbt af et skud.
På Dagbladet får Torp opgaven med at skrive om drabet, og det bringer ham i kontakt med den dræbtes familie. Samtidig giver samtaler med hans egen irriterende svigersøns endnu mere irriterende bror næring til en journalistisk trang til at bore i forskellige - sikkert ’helt tilfældige’ – sammentræf ved nogle afstemningsresultater under folketingsvalget. Her er vi ved selve DNA’et i en spændingsroman – mængden af ’pudsigheder’, brikker, der falder på plads, og som tilsammen ikke mere kan udgøre tilfældigheder. Slutningen må man jo ikke røbe i en spændingsroman, men i en god fortælling er der heldigvis så meget andet.
Det politiske aspekt - Niels Krause-Kjær kender den verden ud og ind. Beskrivelserne af de politiske partier og navnlig deres ledere er skarpe og kan sætte tanker i gang, og nu er det jo fiktion, så Krause-Kjær kan operere med konspirationsteorier og frygt for ’den dybe stat’. Bare det, at den frygt kan eksistere og være med til at give politikerlede og fjerne folks lyst til at stemme, som det sker i ’Mørkeland’, virker som en pointe forfatteren gerne vil drive hjem.
Så er der krimi-aspektet - hvem dræbte den unge fuldmægtig? Det i sig selv er ikke bogens stærkeste kort, men hvis det kobles sammen med temaet fra omslagets bagside: ’Hvad nu, hvis de gode i virkeligheden er onde?’, bliver det interessant. Kan man redde demokratiet ved at snyde det – bare en lillebittesmule – lige nu – og selvfølgelig aldrig mere!
Niels Krause-Kjær har virkelig sproget i sin hule hånd, når han karakteriserer sin hovedperson – det er smerteligt at læse, hvordan en succesrig person i løbet af små tyve år har mistet hele sin faglige position på en ledende avis’ redaktion uden at kunne få sin free-lance kommunikationsvirksomhed til at lette. Han fik trykt 1000 visitkort, men kun uddelt cirka 20, før han opgav. Tristheden ved jobbet som praktikant ved Dagbladet beskrives sylespidst ved mange små stik – f.eks: Hver gang han skal ind på bladet bruger han sit ’midlertidige medarbejderkort’. Så behøver man ikke at fråse med effekterne! Ved et festligt lag får Torp stukket et glas Aperol Spritz i hånden – han havde indtil da dårligt hørt om stadset. ”Det smagte af helvede til”, syntes han. Det skal ses i kontrast til en af avisens opadstigende stjerner, Katrine Taber-Nielsen, med de uendelige muligheder foran sig, som muntert inviterer Torp til at dele et ’bræt’ med en ”symfoni af italienske pølser og danske oste” på en vinbar så dyr, ”at man slap for uvedkommende”. Her er vi måske lidt ovre i stereotyperne.
Alt i alt er bogen et godt bud på en tankevækkende politisk roman – og samtidig en vigtig kommentar til, hvordan pressens stilling er i dag. Og spændende, det er den!
Bogen karakteriseres på omslagets bagside som en uafhængig fortsættelse af Kongekabale og kan bestemt læses uden kendskab til forgængeren.
Omslaget er meget smukt, og meget dystert – Mørkeland! Det er Simon Lilholt fra Imperiet, der har stået for det.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
