Martin Mygind fortæller i sin bog den spændende historie om udviklingen af det betalingsmiddel, som vi kalder ’penge’.
Nu er bogen jo en guide – en lille guide, står der, men helt lille er den nu ikke. Bogen er nem at læse – man glider let igennem siderne, hvor Martin Mygind forklarer alle de begreber og udtryk som vi træffer i aviser og på nettet som f.eks. inflation, konjunkturer og ikke mindst bobler samt rigtigt, rigtigt meget andet. Desuden er der nogle pointer – eller vinkler og synspunkter, han meget gerne vil have slået fast – det kommer jeg tilbage til.
Hvis vi går tilstrækkeligt langt tilbage i tiden, finder vi kun byttehandel – og det er som udgangspunkt ret bøvlet – for hvor mange æg skal der for eksempel til for at bytte sig til et spyd – og hvor lang tid var æggene friske? Så ret hurtigt opstod såkaldte ’mellemvarer’, som ikke var letfordærvelige madvarer og lette at opbevare. Det kunne være skaller, salt eller perler – og i senere (langt senere) perioder cigaretter. Men formodentlig ret hurtigt blev den fineste mellemvare et stykke ædelmetal – sølv eller guld. Pointen her er, at varer som f.eks. korn kan bruges til at ’købe’ guld, som så igen kan bruges til f.eks. at købe æbler. Sådan en mellemvare gør det nemmere at finde ud af, hvad forskellige ting er værd i forhold til andre. For at finde det acceptable bytteforhold i en handel, måtte man veje stykket af sølv/guld – og så var skridtet til mønter snublende nært. Den udvikling er forfatterens første eksempel på ” …hvordan ting bare sker . Igennem tusindvis af år har mennesket, én handel ad gangen, opbygget et system til udveksling af varer. ” og samtidigt, forklarer Mygind lidt senere, så søger det mod en ligevægt, hvor en køber og en sælger kan blive enig om værdien af en vare i forhold til en anden vare – det er så ’markedsprisen’. (s. 46). Dette, at markedet regulerer sig selv, er en af de pointer forfatteren gerne vil slå fast, og han har selv i et grundigt indledende kapitel forklaret, at han bruger adfærdspsykologi og evolutionærbiologi til at forstå den monetære og finansielle virkelighed. Hans vinkler her er ikke ukendte – f.eks. gik nobelprisen i økonomi i 2017 til amerikaneren Richard H. Thaler, professor ved University of Chicago for hans bidrag til adfærdsøkonomi “for his contributions to behavioural economics”og i pressemeddelelsen fra det svenske akademi hedder det videre, at Thaler integrerer økonomi med psykologi. ” Integrating economics with psychology”.
Selvom Martin Mygind altså tager udgangspunkt langt tilbage i menneskehedens historie, så er det de sidste omkring 200 år, der fylder mest og han tager springet frem til 1848, hvor en stor guldforekomst blev opdaget i Californien tæt på San Francisco, hvis indbyggere i stort antal smed alt, hvad de ellers havde i hænderne, og begyndte at grave guld. Masser af andre strømmede derpå til fra stort set hele verden. Dengang var guld simpelthen lig med penge på alle kontinenter, så de mange guldfund betød mange penge, der spredte sig ned gennem staten, når heldige guldgravere bragte deres nyfundne guld med sig og kunne overbyde alle andre i en handel. Det betød så igen, at varerne blev dyrere, fordi pengemængden var blæst voldsomt op i et af verdens tidlige eksempler på inflation. Mygind understreger kraftigt, hvor vigtigt det er at skelne mellem prisstigninger, der (som her) skyldes en øget pengemængde og prisstigninger, der skyldes øget efterspørgsel af enkelte varer. Kun det første bør retteligt kaldes inflation og er den situation, at det ikke er varernes værdi, der vokser, men pengenes/guldets værdi, der falder. Mygind forklarer krystalklart om inflation med brug af fine eksempler, der udover guld involverer korn og æbler – og flødeboller. Netop flødeboller og disses produktion bruges i et følgende kapitel til at forklare både kapital, opsparing og vækst, hvor han argumenterer for, hvorfor vækst ikke kan forekomme uden opsparing.
Dermed er vi fremme ved, at banker samt renter opstår. Negative renter burde simpelthen ikke kunne eksistere, skriver Mygind foruroliget, for han mener, disse er ” et symptom på, at der er noget fundamentalt galt med vores finansielle system”. Netop fordi der er noget fundamentalt galt her, er rentemarginalen (forskellen på ind-og udlånsrente) i dag så lille, at ” bankerne er tvunget til at tjene penge på gebyrer i stedet for”, indrømmer han.
I et kapitel om konjunkturer vender Mygind tilbage til teorien om, at økonomi på mange områder fungerer efter evolutionsbiologiske principper og han argumenterer for at økonomiske konjunkturer langt hen ad vejen er ” baseret på de samme principper som naturlig evolution” .Som en konsekvens heraf er han derfor meget bekymret, når ” al økonomisk politik i dag [er] beskæftiget med at udvande konjunkturer og erstatte dem med evig vækst”. I sin grundige introduktion til bogen redegør Mygind for sin meget tydelige inspiration af den økonomiske filosofi, som kaldes Den Østrigske Skole, og navnlig af August von Hayek, som i 1974 blev tildelt Nobelprisen i økonomi. Hayek var optaget af konjunkturteori, hvor han kritiserede (kunstigt) forlængede perioder med lave renter og monetær ekspansion - altså netop den situation vi i dag oplever. Han havde en skarp modstander i Keynes, der netop anbefalede at benytte forskellige økonomiske værktøjer til at kontrollere konjunkturerne. Mygind opsummerer: ”Keynes ville styre markederne. Hayek ville sætte dem fri”. Keynes og hans efterfølgeres tanker dominerede den amerikanske økonomi i de første årtier efter 2. verdenskrig, indtil aktiviteten i økonomien faldt samtidig med, at inflationen var høj. Det kaldes ” stagflation og svarer lidt til at få pest og kolera på samme tid”, skriver Mygind malende om situationen under præsident Nixon (1969 – august 1974), som stik i mod sine rådgivere (der bl.a. omfattede Milton Friedman) fortsatte en ekspansiv pengepolitik – og indførte priskontrol. Det er et uhyggeligt spændende kapitel, hvor Mygind detaljeret forklarer, hvorfor der opstod mangel på de mest nødvendige varer. Det er en kendsgerning – men om det er præcis Myginds teori, der giver forklaringen, er måske ikke lige så sikkert. Det må andre end nærværende anmelder afgøre.
Et relateret, væsentligt emne er forfatterens undersøgelse af, hvad der sker, når et land forlader guldstandarden for sin valuta – går fra guldet. Hvis man havde en idé om, at det jo nok også var lidt gammeldags og unødvendigt, at en centralbank havde guldbarrer i kælderen, så bliver man klogere, meget klogere ved at læse kapitlet om, hvordan det foregik i USA, der som det næstsidste vestlige land forlod guldet til fordel for en valuta udstedt af en centralbank – den såkaldte ’fiat-valuta’, som bliver til med basis i en regeringsbeslutning/-ordre, som giver valutaen dens købekraft (det lidt pudsige navn er latin: valuta=’noget der har værdi’, fiat: ’lad det blive til’). Schweiz holdt sig til sin guldstandard indtil 2020. Uden guldet bag valutaen svarer en centralbanks udsteden af nye penge til heldige guldgravere i Californien i 1849, skriver Mygind.
Hvad var det så, der skete i USA i dette århundredes første årti, da den finansielle krise ramte? Forfatteren har sit klare bud: dokumentationskravene ved ansøgning om lån til huskøb gik fra at være minimale til stort set ikke-eksisterende. NINJA-lån, blev de kaldt i branchen – de bogstaver står her for No Income, No Job, No Asset Verification. Fordi flere blev godkendt til boliglån, steg huspriserne, indtil boblen brast i 2008. Det at låne penge til noget, der ikke giver et afkast, er måske ret velkendt stof, men fordi det her i bogen er sat ind i en meget lang sammenhæng, giver det også perspektiv – og det er her, vi er fremme ved situationen i dag, hvor der bliver lånt penge til biler, bryllupper og nye køkkener. ”Vi låner en masse penge, vi skal betale tilbage senere, men bruger dem i dag”, kommenterer Mygind, men fordi det i hans optik er fundamentalt forkert at låne penge til noget, der ikke giver et afkast, så er en stor del af den forbrugsvækst, vi oplever i lige netop disse år ikke en reel økonomisk fremgang. Regeringer verden over presser centralbankerne til at holde seddelpressen i gang og derved opsvinget ved lige. Selv Keynes ville her (hvis han stadig var i live…) have råbt: ”Så stopper I!”, skriver han. Det er tydeligt i bogens sidste afsnit, at Martin Mygind virkelig er meget bekymret for den økonomiske situation (og stigende ulighed) lige nu – så det bliver læseren faktisk også.
Jeg kan virkelig anbefale at læse bogen, hvis man er interesseret i emnet – også uanset om man hælder mere til andre økonomiske teorier end dem, Mygind støtter sig til – bare en enkelt indvending: kan evolutionsbiologien virkelig trækkes så langt ind i pengepolitik? Måske bogen giver anledning til gode diskussioner – undertegnede er i hvert fald blevet klogere af at læse den.
Men for overhovedet at kunne læse bogen, var det nødvendigt (meget mod mine principper) at knække den i ryggen. Men det gik nu meget godt, for bogen er solidt hæftet – ikke bare limet.
Den lille guide til Penge, Krak og Bobler, 208 sider, er udgivet af Muusmann Forlag i samarbejde med Forlaget Penge.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
