RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord
|
MESTERNYT Aftale om gymnasie-reform får ros
Aftale om gymnasie-reform får ros
Politikerne roses for aftalen om en gymnasiereform, som vil styrke faguddannelserne. At lede en større del af hver ungdomsårgang ind på de faglige uddannelser er helt nødvendigt, og kombinationen, som gør den nye EPX-uddannelse tilgængelig i alle egne af landet, fortjener et UG med kryds og slange, lyder det.
– Vi har i en årrække set, at de unge har fået længere og længere afstand til netop den faguddannelse, de ønsker. Med den nye EPX kan de finde uddannelsen tæt på deres bopæl. Det løser et alvorligt problem for de unge og for de mange, små virksomheder i lokalområderne, der efterfølgende skal bruge dem som lærlinge, understreger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
– I stedet for at tvinge elever på 15-16 år til at vælge præcist, om de resten af livet vil være tømrer, smed eller noget helt andet, så kan de fremover fortsætte på en moderne uddannelse, hvor praktisk fag kombineres med det boglige. Samtidigt er der tæt kontakt til virkeligheden i det omgivende erhvervsliv, så når de unge på den måde får tid til at tænke sig om, vil det betyde, at flere vælger en af de faglige uddannelser, som samfundet har så hårdt brug for, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen
Store krav til selvstændige
Arbejdsgiverne roser også, at politikerne med aftalen kombinerer fagligheden med det boglige. Kravene for at blive en dygtig håndværker er nemlig store, og samtidigt er det tilmed netop de faglærde, der ofte er fremtidens iværksættere med egen virksomhed:
– Der er en grund til, at det tager 4 år at blive uddannet tømrer – lige så lang tid som uddannelsen til journalist og folkeskolelærer. Og skal man derefter kunne skabe og drive sin egen virksomhed, kræver det langt mere end for blot 10 eller 20 år siden, slutter Morten Frihagen.
Du kan læse mere om emnet på denne side: https://dhv.dk/aftale-om-gymnasiereform-faar-ros-fra-haandvaerkernes-arbejdsgivere/
|