Når man er rig og kan gøre, som man vil, hvorfor gør folk så nøjagtigt det samme?
Det undrer Filip sig over, da han på et tidspunkt af sit liv står midt i alle rigmandsklichéerne i Florida. Filip er hovedpersonen i Guldagers nye roman, som følger ham fra barn gennem ungdoms- og voksenårene, gennem kæresteforhold og ægteskab, gennem jurastudium, rejser, advokatjob og investeringseventyrets op-og nedture. Eller med andre ord: vi får et indblik i et liv i Danmark i perioden fra 1980’erne til finanskrisen.
Begravelsen finder sted en forårsdag, sådan lyder den allerførste sætning i fortællingen. Det er Filips mor, der alt for tidligt er død af kræft. På forreste række sidder Filips far, Carsten, med Filip på den ene side – og den anden søn, den ældste, Christian, i midtergangen. Christian er handicappet, sidder i kørestol, forstår af og til noget, men de fleste gange meget lidt, savler og – er mærkelig. Alt det får vi at vide i bogens allerførste sider, og Christian dukker næsten umælende op igen og igen helt frem til bogens sidste kapitel.
Filip kommer på kostskole og møder Nanna, som han forelsker sig i, første gang han ser hende, og sammen med Morten og Mathias udgør de tre en gruppe omkring Filip, som han følges med (mere eller mindre) gennem hele livet.
Filips baggrund er sådan meget Hellerup og Strandvejen – og ved studiestart en lækker stor lejlighed med plads til både Filip og hans tre venner ved Dronning Louises bro – på Nørrebro-siden - ordnet af hans farfar.
Studierne flankeres fint med et par nye kærester – mere og navnlig mindre seriøst. Undervejs får han nogle skrupler omkring sit jurastudium – er det overhovedet det rigtige for ham? Men færdig, det bliver han, og han får straks job som sagsbehandler i Civilretsdirektoratet og efter kort tid dér som advokatfuldmægtig i et sagførerfirma, hvor han arbejder med konkurser. Det er et område, han gerne vil specialisere sig i, og for at fremme den mulighed tager han til USA for at tage en ekstra grad i det fag ved et universitet i New York.
Lige inden han tager afsted møder han Cecilie – noget yngre end han selv er og så fantastisk smuk. Filip bliver vildt forelsket: ”Forelskelsen er som en lysende kugle, en sol, der langsomt hæver sig over den verden, der er ved at blive skabt,…” og Filip frier (næsten!) inden han rejser.
Så er han pludselig derovre ”…han kan næsten ikke fatte det”. Når alt er så nyt og spændende, er Filip måske også ekstra følelsesmæssig labil – i hvert fald forelsker han sig hurtigt og heftigt i en studiekammerats lillesøster, Mercedes, men ender med efter tilsvarende heftige forviklinger og tilsvarende hurtigt at vende tilbage til Cecilie, som han efter endt ophold i USA gifter sig med – og bliver skilt fra igen efter to børn og en personlig konkurs under finanskrisen.
Guldager sagde selv i forbindelse med udgivelsen af bogen, at en jurist fra Strandvejen egentlig ikke var en karakter, hun havde så meget lyst til at skrive om. Men hun tilføjede så også, at hun hurtigt fik sympati for figuren….men at han ikke var nem at få i tale, så ”derfor har jeg taget fejl af ham flere gange”, sagde hun. Det er et interessant indblik i forfatterens arbejdsproces, at hun selv ser sin hovedperson som et menneske i den virkelige verden. Disse udtalelser fra forfatterens side kan i hvert fald forklare, at alle fortællingens begivenheder store som små opleves af i alt fald denne læser, som noget forfatteren er vidne til, ser eller hører udefra – og så delagtiggør læserne i, hvad hun har set. Det er mere den altseende end den alvidende forfatter, der her er på banen med en helt anden stemme end den, vi oplevede fra hendes side i sidste års Bjørnen. Den sympati for Filip, som Guldager altså selv fortalte om – bliver den viderebragt til læserne? I hvert fald ikke til denne læser, må jeg indrømme, men det i sig selv er nu intet problem. Meget fremragende litteratur har haft usympatiske hovedpersoner, og den skildrede periode er jo fint romanstof.
Når en roman kredser om en helt central hovedperson, kan bipersonerne let blive lidt skabelonagtige, og det gælder til en vis grad også her. Men det er måske værd at lægge mærke til den handicappede bror, Christian. Han bor i sit barndomshjem hos sin og Filips far – og han bor i kælderen, hvor han i frustration tit slår hovedet ind i væggen. Det nævnes dog mange gange, at faderen meget omsorgsfuldt sørger for, at han kommer med ud i byen i hvert fald, når det ikke er ’alt for upraktisk’. Dette tema med broderen og kælderen anslås så hyppigt, at man kan overveje om det er gamle Freud, der er på banen med kælderen som det symbolske sted for det ubevidste - nå, det er måske for fortænkt.
Bogen er opdelt i fire dele og i alt 49 kapitler af varierende længde. Fjerde og sidste dels første sætning lyder sådan her: ”Efter finanskrisen bliver de skilt”. Det kapitel, disse ord indleder, er et af bogens bedste. Her kommer forfatterens rolle som skarp iagttager virkelig til sin ret, og det står lysende klart, at her er en mand havnet i tidens store krise, som afføder hans eget livs store krise. Og her taler Guldager pludselig flere steder med præcis indsigt i, hvad der foregår i Filip. Det gør hun også et andet sted, hvor hun sylespidst og udførligt beskriver, hvordan Filip bliver klar over, at nu er han ikke mere forelsket i Mercedes – den kvinde, han før havde set som gudeskøn, er nu i hans øjne bare ’en helt almindelig mørk pige’. Han forstår ikke, hvad der gik af ham. Det er mesterligt.
Bogen er i hardcover med et meget smukt omslag, som viser en ung mand på vej over Dronning Louises Bro – han går midt på gaden. Simon Lilholt fra Imperiet har stået for dette omslag, og fotografen er Viktor Sylvester Rasmussen.
Gyldendal har udgivet bogen.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
