Havde Nadia taget fejl, da hun indrømmede, at hun overhovedet kunne tage fejl?
Nadia Elmquist, 26 år, er med en kandidatgrad i antropologi ansat som afhøringsekspert ved Nationalt Efterforskningscenter i Danmark. Men hun har også fået en mulighed for at komme videre i karrieren, da hun er optaget på et kursus, der kan ende med et job ved det nystiftede Fællesskandinaviske Akademi for Gerningsmandsprofilering. Kurset afsluttes med praktik for de mest talentfulde kursister, der så kan håbe på at blive udvalgt til en af ganske få pladser på akademiet.
Kursusadministrator Conrad Løwe har dannet en gruppe på tre aspiranter: danske Nadia sammen med en nordmand og en svensker. Praktikopgaven for dem består i at indgå i samarbejde medpolitiet i Härnösand om at løse en aktuel sag om hjemmerøverier.
Løwe var ikke i tvivl om Nadias talent, når det gjaldt afhøringsteknik – hun kunne aflæse kropssprog som var det klartekst. Men – og det var et stort MEN: hendes instruktører på kurset havde ikke lagt fingrene imellem i deres evaluering af hende som arrogant og bedrevidende i en grad, der var helt utålelig. Det var en alvorlig svaghed, men hun fik altså alligevel chancen – og sammen tog gruppen til Härnösand ca 450 km nord for Stockholm.
Hjemmerøverierne viste sig at være mystiske ved, at røveren tilsyneladende ikke havde fået det store udbytte af anstrengelserne – og han havde gennemført tre røverier uden at sige et eneste ord.
Ikke så mærkeligt var folk i Härnösand og omegn opskræmte over røverierne – det var et tyndt befolket område med langt fra den ene nabo til den anden – og hvem kunne vide, hvor han ville slå til næste gang? De mange opringninger fra bekymrede borger tog ressourcer fra politiet. Og når røveren ikke sagde noget, var det så, fordi han var udlænding – der lå et krydstogtskib, Ocean Gala, med 1800 asylansøgere for kaj lige udenfor byen? En kendsgerning som højreradikale kræfter lynhurtigt koblede til røverierne. Alt det var i høj grad med til at motivere det lokale politi til at arbejde hurtigt, og de tre aspiranter blev godt modtaget.
Men ret hurtigt opstod der konflikter navnlig mellem Nadia og Hampus Cedergren, som var udpeget til at være aspiranternes kontakt hos det lokale politi. Gerningsmanden kunne Nadia jo ikke komme til at afhøre, men ved i stedet at afhøre de mennesker, der var udsat for røverierne, fandt hun frem til interessante aspekter af sagerne, men Hampus mente, hun gik for langt med sine metoder overfor mennesker, der i forvejen var blevet groft forulempede. Men det var effektivt, for hun bragte folk tilat huske iagttagelser, som de knapt nok bevidst havde registreret fra røveriet.
Så sker der endnu et hjemmerøveri – mere voldeligt end de foregående,handlingen tager fart og Ocean Gala inddrages.
Men alt det andet er næsten det allerbedste – eller i hvert fald det, der giver Eva Maria Fredensborg hendes helt egen profil blandt Skandinaviens mange og mange gode krimiforfattere. Hendes iagttagelsesevne af landskabet er knivskarp: Nadia kigger fra flyveren ud på det snedækkede landskab på vej fra Stockholm til Härnösand og ”havde en sær følelse af at bevæge sig ind i en verden, hvor mennesket stadig kun var på tålt ophold”. Det barske landskab spiller sin egen rolle i historien – og hvad er det med de ’elgfælder’?
Eva Maria Fredensborg er faktisk selv født i Härnösand, og det er altid en styrke, når en forfatter kan lade en by eller sted spille en væsentlig rolle – som f.eks. også Elsebeth Egholm gør så fint med Aarhus. En speciel finte benytter til gengæld svenske Håkan Nesser sig af, når han lader sine krimier udspille sig i fiktive byer – det varede længe, før det gik op for mig, at de ikke lå i Holland.
Og så hovedpersonen, Nadia. Det må efterhånden være en udfordring at portrættere en kvindelig detektiv – vi har mødt journalister, psykologer, læger – og naturligvis også, som her, en professionel efterforsker. Men ingen er som Nadia: hamrende fagligt dygtig og hamrende kollegialt irriterende. Hun er begge dele, når hun belærer langt mere erfarne kolleger om, hvordan kropssprog kan sladre om, at man sidder og storlyver. Men hun har ret – og hun ved det. Og så er hun ryger, storryger….det kan dårligt blive værre.
Fredensborg interesserer sig helt klart meget for den form for dynamik, der på både godt og ondt udspiller sig, når kolleger arbejder sammen. Hvor håbede aspiranten Bjørn dog på, at han var den første, der ud fra arbejdet med at samkøre forskellige profiler på computeren kunne udpege en mulig gerningsmand: ”Dette var hans store øjeblik; belønningen for alt hans hårde arbejde …..”. Men ak: Hampus havde fundet frem til den præcist samme person ved gammeldags politiarbejde og får nævnt personens navn sekunder før Bjørn, som forstod, ”at dette nu var Hampus’ store øjeblik”.Der er også et andet sted en pragtfuld sekvens om at dele viden indenfor en gruppe – det kan være godt at beholde noget for sig selv, men risikoen er naturligvis, at andre finder frem til ens eget guldkorn – og smider det på bordet som den første.
Som det sig hør og bør slutter det hele med neglebid og drama – for til allersidst at byde på et par cliffhangers – det er jo kun første bind i serien om Akademiet.
Så, Eva Maria Fredensborg, vil du ikke godt passe og pleje Nadia? Selvom hun er irriterende for kollegerne, så er i hvert fald nærværende anmelder vild med hende, og jeg tror ikke, jeg er alene.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
