”…når man én gang har valgt forkert og siden rettet fejlen, ved man, uanset hvor lang tid der går, at alt, hvad man knytter, kan løsnes.”
Sådan tænker forfatteren Adam Huus, medens han kører op gennem Jylland sammen med Harriet, som han nu har været sammen med i 28 år. Han forlod sin første kone, Ruth, da han blev stormende forelsket i Harriet. ”Jeg havde elsket Ruth, indtil jeg ikke elskede hende mere”, erindrer Adam lidt senere på køreturen. Målet for turen er Harriets barndomshjem og hendes gamle og svage far, som hun har besluttet at passe – og derfor har hun – ret brat – opsagt sit job i et ministerium, netop som hun var på vej til at blive departementschef – eller var hun i virkeligheden ved at blive forbigået?
Romanens handling strækker sig kun over et par enkelte døgn i realtid, medens lige så mange centrale begivenheder udfolder sig i rummelige flashbacks, der fuldstændigt ubesværet fletter sig ind og ud af hovedhandlingen – det er gjort ualmindeligt elegant.
Ombord på færgen fra Odden mod Jylland bliver Adam ringet op af en veninde til Rebecca, som er hans datter med Ruth: veninden fortæller, at Rebecca er i vanskeligheder og sidder i Beograds lufthavn, bange, forvirret og formodentlig på stoffer. Adam prøver at få kontakt til datteren og det lykkes lige, da han og Harriet er fremme ved barndomshjemmet. Adam sender datteren en billet til København via Wien og kan lige nå til Kastrup og samle hende op, hvis han stort set vender i døren og kører uden pauser gennem stormen, som er temaet slået an i bogens titel. Det er ikke en rar køretur i mørke og uvejr og med truslen om en lukket Storebæltsbro hængende over hovedet. Men det hele lykkes – lige akkurat - og far og datter når hjem til huset, der næsten ikke kan ligge andre steder end i Kartoffelrækkerne.
Næste dag er der hyggelig morgenmad efter stormen,….men derpå er det slut med familieidyllen, og dagens store tema er bøger, forlag, forfattere, litteraturanmeldere og ikke mindst en meget smuk kvindelig forfatter, Gudrun Keller, som er centrum ved en reception, fordi hun er tildelt en fornem litteraturpris. Det hele udvikler sig mere dramatisk, end Adam (og læseren) havde forudset, også fordi Rebecca igen er på vej væk. Men det er langtfra det eneste, som dagen har i vente til Adam, da han ved receptionen er for åbenmundet i en samtale med en journalist om den smukke prismodtager. Det får konsekvenser.
Dagen slutter med, at Adam og hans gamle forlægger sidder stilfærdigt sammen, og Adam beretter om ”…de forløbne døgn, …om min hjemtur før stormen om Gudruns reception..” Forlæggerens spontane reaktion: ”Jamen, Adam, det er jo en roman”….”Du ved godt, jeg ikke skriver autofiktion” ”kald det, hvad du vil”, smilede han. ”du kan altid lave lidt om. Eller meget. Tænk over det.”
Bogen er fortalt i jeg-form af Adam, og alt er set med hans øjne. Hvor meget af det, der sker, handler mon om Jens Christian Grøndahl selv? Poul Behrendt, nu adjungeret professor emeritus ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab, skrev i 2006 i bogen ’Dobbeltkontrakten’ om den kontrakt, der er mellem forfatter og læser, at denne enten traditionelt har lydt på, at alt, hvad der står på siderne er sandt, altså foregået i virkeligheden eller modsat, at det hele er digt, altså intet er foregået i virkeligheden. Denne uudtalte kontrakt er ikke mere gyldig nu, forklarer Behrendt bl.a. med et par eksempler fra Klaus Rifbjergs forfatterskab. Og han slutter: ”Under kontrakten: det er fiktion udstedes forbeholdet i en usynlig note: Men du kan kun afkode den, hvis du kender virkeligheden”.
Alt det er Grøndahl helt klar over, og på en af bogens allersidste sider, hvor handlingen lige så stille afsluttes og afrundes i samtaler mellem Harriet og Adam og med en sympatisk aftale om boet efter hendes far, skriver Adam eftertænksomt, at ”alt kan bruges, bare det er godt for romanen”. ….”I stedet for at læse bogen vil nogle boltre sig i forfatterens øvrige gøren og laden”. Måske, ja, men ikke nærværende anmelder. Til gengæld kan man fryde sig ved rigtigt mange betragtninger over, hvad en forfatter selv synes om det at skrive fiktion – det er undertiden virkelig morsomt!
Den historie om ægteskab, skilsmisse, skilsmissebørn og halvsøskende holder læseren godt fast – på grund af tilbageblikkene foregår der jo meget mere end ovenfor beskrevet.
Grøndahls prosa er som altid klar og meget omhyggelig – og passagerne fra den reception, der får så vidtrækkende konsekvenser for Adam, er ikke bare morsomme, men fulde af iagttagelser, som med spids pen tegner mere og navnlig mindre flatterende billeder af forfattere og ikke mindst disses indbyrdes forhold! Og så er der forfatterne og deres forlagsredaktører…og forfatterne og anmelderne! Ja, de er der alle sammen, men husk, at ”en roman altid er en roman, også når den ligner”, som Adam Huus minder os om.
Der er meget at blive klog på her, og en stor fornøjelse at læse.
Andreas Kjærgaard har stået for det smukke omslag med truende skyer, som skjuler den klassiske hardcover indbinding.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
