De allertidligste træer dukkede op for over 300 millioner år siden
– ufatteligt meget tidligere end de første eksemplarer af det moderne menneske. Hvor betyder træerne dog meget for os! Hvis ikke man har tænkt over det før, er Droris bog en sand øjenåbner. Han har udvalgt 80 træer ud af de mindst 60.000 arter, der eksisterer. Han har valgt dem, der bød på de bedste historier om træernes betydning for mennesker, eller som simpelthen var de mest interessante. Han fortæller om træerne med start i Nordeuropa (han bor selv i England), og så går det jorden rundt og slutter i Nordamerika i Canada – og det er vidt forskellige træer, vi møder i bogen.
Selvom den ’statelige bøg’ er udbredt i hele Central-og Vesteuropa, er det Danmark, som har æren af at repræsentere dette træ i dets kapiteloverskrift. Når man står i en bøgeskov, dækker løvet næsten totalt for solen og sammen med de høje, glatte stammer er der en nærmest mørk og tyst stemning i bøgeskoven, skriver Drori – og det er jo ganske rigtigt: bøgeblade forstår at placere sig, så de hver især suger mest muligt sollys og det betyder så alt i alt, at solen knapt når ned på skovbunden. Er det i øvrigt rigtigt, at bøgen sjældnere rammes af lynet end andre træer? Måske – eller måske ikke. Forfatteren giver i hvert fald nogle bud på begge dele. Sammen med andre spændende oplysninger om bøgen, fortæller Drori, at barken er en smule elastisk og kan udvide sig sidelæns ved efterhånden at afstøde det yderste lag i bittesmå stykker – deraf bøgens karakteristiske næsten blanke stamme.
Meget anderledes er det jo med egetræet – specielt korkegen, hvis tykke bark er enestående ved at kunne gendannes, hvis den bliver skåret af – hvis man altså venter med at gøre det, til træet er omkring 20 år, og hvis man ikke skærer alt for dybt. Denne kork udmærker sig ved at være uigennemtrængelig for både vand og alkohol – meget praktisk! Det har i Portugal betydet et fint samspil i kraft af det, forfatteren omtaler som et ’enestående, bæredygtigt landbrug’, hvor produktionen af korkpropper kombineres med husdyrhold af får, kalkun og svin, der om efteråret gufler træets agern i sig – lækkerbiskener, der sammen med bog fra bøgen tit omtales som ’olden’ – måske mest kendt fra begrebet ’oldenår’, hvor der er særligt mange af disse nødder. Hvorfor er der så i enkelte år en overflod af olden? Ja, også det får vi i bogen en forklaring på – det er så i kapitlet om den spanske steneg, hvor vi også lige kommer rundt om det iberiske sortfodssvin, der kan æde 6-10 kilo af dette egetræs agern i døgnet.
Så er der de træer, hvor veddet er det mest interessante, og her er et medlem af elletræernes slægt, nemlig arten rødel helt og aldeles i top. Hør bare her en del af træets historie i Italien: Venedig er slet ikke bygget på fast grund, men på nedhamrede træpæle. Nogle af de allerstørste bygninger krævede pæle med speciel stor diameter – her greb man til egetræet. Men mestendels var det netop rødel, der blev hamret ned i lagunens mudder i et antal på omkring ni pr. kvadratmeter. Rødelspælene er specielle, fordi deres ved ikke rådner under vand.
Der er ingen tvivl om, at træerne er blandt menneskehedens allerbedste venner – kultur og natur mødes gang på gang i fortællingerne om de 80 træer. Men det kan bestemt gå langt over gevind. Det skete f.eks. i udnyttelsen af harpiks fra New Zealands kaurifyr. Der foregik følgende: dette fyrretræ producerer vilde mængder af en harpiks, som udover at være bakterie- og svampedræbende også bruges af træet til at dække sår og skader. I titusinder af år faldt enorme mængder af denne harpiks ned fra træerne og samlede sig efterhånden i store depoter på jorden og i løbet af årene mange meter under jordoverfladen – nærmest lige til at samle op. I 1840 indgik den britiske krone og maorierne en aftale, som betød en stor indvandring af europæere til landet. Der opstod interesse for de enorme mængder af harpiks, som viste sig egnet til at indgå i en slidstærk fernis f.eks. på skibsdæk. Kaurigummiet blev New Zealands vigtigste eksportvare. Så vidt så godt. Men på et tidspunkt var de gamle depoter af harpiksen drænet tomme, og man begyndte at tappe harpiksen fra levende træer – på en måde, der tit kostede træerne livet. Da man i 1910 fandt ud af at blande harpiksen med hørfrøolie og korkstumper var resultatet linoleum, og endnu flere træer gik til. Det er beregnet, at kaurifyr dækkede omkring 15.000 kvadratkilometer, før den store jagt på dets harpiks satte ind efter 1840. I dag er der kun en brøkdel tilbage af fyrretræerne (ca 4%). En lidt sammenlignelig historie kan fortælles om jagten på gummitræets latex.
Kinatræet er nationaltræ i Peru og har vundet uvisnelig hæder ved at levere en bark, der indeholder kinin. Formodentlig betyder dette stof en beskyttelse for træet mod parasitter eller andre skadelige organismer – i hvert fald viste kinin sig i stand til at dræbe malariaparasitten hos mennesker. Briterne i Indien, som var plaget af malaria, indtog så kinin i pulverform opløst i vand tilsat sukker, citron og gin. Voila: gin & tonic!
De 80 historier om træer kan læses fuldstændigt uafhængigt af hinanden – hver af dem er et komplet, dejligt lille essay. Man kan begynde et hvilket som helst sted – og så er man sikkert fanget. Eller man kan i første omgang nøjes med et enkelt træ – og glæde sig til de næste 79.
Jonathan Drori fortæller selv om, hvordan han hele sit liv har interesseret sig for træer, og han står bag en lang række af BBCs berømte naturprogrammer. Desuden er han ambassadør for WWF Verdensnaturfonden. Det er ham tydeligt meget magtpåliggende at pege på de problemer, som ikke bare rovdrift på træerne udgør, men også klimaforandringer, der f.eks. kan få træer til at springe ud for tidligt i forhold til de insekter, der skal sørge for bestøvning. Det er nu ikke altid lige let at beskytte naturen, giver han et pudsigt eksempel på: Bævreaspen hader skygge og kan stort set kun forplante sig efter skovbrande – og disse bliver hyppigt bremset i USAs naturparker. Nej, det er ikke let at passe på naturen, medgiver han her som en sjælden indrømmelse.
Drori fortæller i et engageret, levende og malende sprog – her har der tydeligvis været en god partner i form af oversætteren, Nanna Lund. Bare et enkelt eksempel: det handler om Bahamas nationaltræ, livets træ, lignum vitae, som han kalder ”en prangende skønhed med et hjerte af jern” – sidstnævnte henviser til træets ved, som ikke bare har silkeblød tekstur og duft af vanilje, men også er noget af det hårdeste og tungeste - og brugbart til kroketkøller, auktionshamre samt britisk politis knipler. En lund af bævreasp er et vidunderligt syn, skriver Drori. Og videre: ”De tofarvede blade…. flimrer og skimrer”. Ja, det står der! Det første verbum findes i Den Danske Ordbog, der dækker fra 1950 og fremefter, medens man må tilbage til Ordbog over det danske Sprog, der dækker perioden cirka 1700 – 1950 for at finde ’skimrer’. Jeg ved ikke, hvad der står på engelsk. Men det er også lige meget, for ordene er i sammenhængen perfekt ramt!
Bogen er illustreret af Lucille Clerc – og det er fantastiske værker på hver eneste side i bogen. Hun fortæller selv på sin hjemmeside, at hun er inspireret af Londons arkitektur og samspillet mellem natur og urbanisering. Det samspil kommer frem i denne bogs illustrationer. Udover håndtegning arbejder hun med grafisk design – det ses tydeligt.
Bogen har alt det, et sådant værk bør rumme: præcis indholdsfortegnelse, hvor træerne er ordnet efter verdensdel. Der er stikordsregister og en dejligt kommenteret samling af trykt litteratur samt links. Og så ligger bogen fint åbent på opslag.
Gads Forlag har udgivet bogen, indbundet, 240 sider.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
