Fire smukke kommuner med deres fælles kyster ud mod Det Sydfynske Øhav, der forener dem.
Da de sidste gletsjere smeltede bort for ca. 10.000 år siden, var hele områdets små 500
km2 en lille del af et kæmpestort område, som var landfast med både Sverige og England. Mennesker begyndte at bosætte sig i området, men havniveauet steg og steg. Sin nuværende form fik Øhavet for omkring 2.000 år siden, og stenalderfolkenes bopladser ligger i dag druknet, medens deres landskabers højdedrag og bakker blev til øer og holme i det nuværende Sydfynske Øhav. Når vi taler geologiske perioder, er det et forbavsende kort øjeblik siden.
Faaborg-Midtfyn kommune er Fyns største og strækker sig fra lige syd for Odense og ned til kysten, hvor den nordligste del af landskabet er en moræneslette, som så går over i randmorænernes langt mere varierede og kuperede landskab, som vi i dag kender som de dejlige Fynske Alper. Det betyder, at kommunen både har et kystområde og et bakkelandskab med hver sit mikroklima. Der er masser af søer og vandløb i kommunen – et af vandløbene er Odense Å, som altså har sit udspring på den anden side af kommunegrænsen inden den efter 60 km løber ud i Odense Fjord.
Det er et kendetegn for Traps bogværk, at man både kan læse om geologi, natur og historie – her kan man så læse, at den første direkte omtale af Faaborg er fra 1229, hvor kong Valdemar Sejr skænkede både borg og by (Købstad) til sin portugisiske svigerdatter Eleonora. Men hun døde ret kort tid efter – og straks fik kongen besiddelserne tilbage igen, kan man læse sig til. Valdemar Sejr har nok ikke haft de bedste minder fra stedet, for i 1223 var han med sin 14-årige søn på jagt på Lyø, lige ud for Faaborg. Med på jagten var så også greven af Schwerin, Henrik den Sorte. Han var små ti år forinden blevet tvunget til at aflægge lens-ed til kongen, og nu benyttede han jagtselskabet til at tilfangetag kongen og hans søn. Det kostede Valdemar Sejr både to år i fangenskab, tab af nyligt erobrede områder i Nordtyskland og en kolossal løsesum, før han blev frigivet. Den sidste historie, som jeg her refererer, er en ud af mange indsatte historier eller forklaringer, som forfatterne ikke har ment skulle med i den meget stramme hovedtekst, men som på den anden side er værdifulde. Et par andre eksempler er grundige forklaringer på betydningen af et stednavn, hvor forstavelsen ’faa-’ i Faaborg kan ledes tilbage til at betyde noget med ræve. Eller en lille, men grundig, og nyttig indføring i fynsk rygeost, som nærværende anmelder kan fortælle er berømt og lovprist hos ostekendere i Italien, som ellers godt kan det med oste selv. Der er rigtigt mange af disse uddybende tekster – de er på lys, blå baggrund og virkelig læseværdige.
Faaborg Museum har en fremtrædende placering i byen bestemt ved at konservesfabrikant Mads Rasmussen i 1910 åbnede det første Faaborg Museum i en del af sin egen lejlighed i Konservesgården, derpå købte han en lang, smal grund lige ved siden af og valgte arkitekt Carl Petersen til at tegne et egentligt museum. Her er alt smukt og passer mere end fint sammen indenfor, og udenfor markerer bygningen sig markant uden at larme.
Som altid i Traps gennemgang af de enkelte kommuner er der naturligvis også stof om det politiske landskab – og her ved Faaborg er det spændende at dykke ned i begivenhederne ved kommunesammenlægningen i 2007. Her var der tale om fem kommuner: Broby, Faaborg, Ringe, Ryslinge og Årslev. Læs i dette afsnit historien om, hvordan det gik til, at Ringe blev den administrative ’hovedstad’ og hvert andet kommunalbestyrelsesmøde afholdes i Faaborg og hvert andet i Ringe – det er næsten som Bruxelles/Strassbourg.
Svendborg kommune er næsten helt dækket af frugtbart moræneler, der bliver brugt til landbrug og gartneri for 64% vedkommende, så der er mindre plads til naturen, men den hæges der til gengæld om. F.eks. kan hasselmusen glæde sig over den faunabro, der i 2008 blev bygget henover Svendborgmotorvejen,og i august 2021 blev en af disse små gnavere for første gang fotoregistreret på broen.
Danmarks største sten, Dammestenen, er 10 meter høj og anslås til at veje ca. 1000 tons. Det er en vandreblok slæbt med af isen formodentlig fra Sverige. Den ligger lige nordøst for Hesselager Kirke, og sagnet fortæller, at det var en troldkvinde, der kastede stenen efter kirken, fordi hun var træt af at høre på klokkerne.
Billederne er hele vejen igennem gennemført flotte – naturligvis i høj grad de store fotos henover et helt opslag, som indleder hvert kommune-kapitel, men også alle de andre. Jeg tror, at fotografen har en særlig begejstring for fugle. Der er f.eks. billeder af en elegant sølvhejr, en sulten rovterne og enhavterne, der allerede har fundet sit bytte i form af en børsteorm. Læseren får også meget at vide om fugle – f.eks. om sidstnævnte terne, som yngler i noget brakvand ved Bøjden, og så allerede i juli/august flyver ned langs Vesteuropas og Vestafrikas kyster til Sydafrika, hvor nogle af dem bliver, medens de fleste fortsætter til Antarktis og overvintrer der. Det er nu ikke kun fuglefotos, der har spændende tekster – det gælder næsten alle billeder – også de gamle sort-hvide.
Hvis man ser på Langeland med geologiske øjne, er der meget der fanger blikket – der er ikke mindre end 700 af de såkaldte hatbakker. De er ganske vist af lidt forskellig størrelse, men ligger nærmest i lange kæder i øens længderetning. De, er som navnet antyder, nærmest lidt kuppelformede, og de er allesammen dannet på samme måde: efterhånden som isen smeltede, gled sand og grus ned i søer af det smeltevand, der opstod i randen af den, og da isen var helt væk, lå bakkerne der.
Den første rigtige folketælling fandt sted i 1787, og da var der 10.604 indbyggere på hele Langeland. Tallet steg så gennem årene og toppede i 1925 med antallet 21.905 – altså mere end en fordobling. Tallet faldt så igen og i 2007 var der kun lige under 14.000 mennesker på øen.
TRAP har nået at få sagen om et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle i Holmegaard på Langeland med: sagen startede 19. maj 2021 med en pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet – og sluttede kun en lille uge senere, da der var et folketingsflertal mod planen, som havde mødt stor lokal modstand på Langeland.
Langelandsfortet, Danmarks første koldkrigsmuseum er blevet en stor attraktion på øen – fortet åbnede som museum i 1997 – 45 år efter at folketingets finansudvalg havde vedtaget at bygge fortet, som skulle overvåge trafikken af Warszapagtens skibe gennem Langelandsbæltet og Storebælt – fortet blev så bygget samme år. Langelandsfortet er en del af Langeland Museum, der også rummer en arkæologisk udstilling i Rudkøbing.
Der er i Rudkøbing, at H.C. Ørsted blev født i 1777 (og hans næsten lige så berømte bror, A.S. Ørsted, året efter). Hans forældre ejede byens apotek på Gåsetorvet – det er stadig i drift, og lige overfor står Bissens statue af H. C. Ørsted.
Ærø er en af landets mindste kommuner – og blev først en del af kongeriget Danmark i 1867. Indtil da havde Ærø været en del af hertugdømmet Slesvig. De to store byer, Ærøskøbing og Marstal både har været og er meget forskellige. Ærøskøbing orienteret i retning af handel og håndværk, og Marstal helt klart en søfartsby – og det med stor succes. Befolkningstallet voksede gennem det 18. og 19. århundrede og toppede i 1893, da der var otte værfter i byen og 332 handelsskibe.
Der er en speciel ogmeget smuk klint på Ærøs kyst mod sydvest. Det er Voderup Klint, som strækker sig op i 35 meters højde over en smal strand. Det helt specielle er, at klinten er dannet i lag med tre såkaldte skredterrasser. Det er grundigt tegnet og forklaret i teksten (i en af de lyseblå bokse), hvordan og hvorfor de tre terrasser kan skride ned på grund af højt indhold af fedt ler i nogle af lagene. Det hele er dækket af græs ,og der er rigt både insekt- og fugleliv og også andre dyr: der er f.eks. både stor og lille vandsalamander på klintens terrasser, får vi også at vide. Det er et smukt solnedgangssted, hvor jeg engang af en lokal har fået fortalt følgende: en bonde kom en morgen ud for at se til sine græssende køer – og først troede han, de var væk, men så fik han øje på dem længere nede: I nattens løb var den øverste af terrasserne skredet ned, stille og roligt, og køerne var bare fulgt med et trin ned ad klinten, hvor de nu stod stilfærdigt gumlende græs. Jeg ved absolut ikke, om historien er sand eller en skrøne, men så er den en hyggelig en af slagsen – og illustrerer dette specielle sted.
En særlig tradition på øen er at gå maske. Det betyder at gå udklædt og med maske samt handsker ved helligtrekonger og fastelavnstid og besøge folk, hvor de maskeklædte får en drink og fortæller historier. Den tradition spiller en væsentlig rolle i krimien Mordet på øen af Michael Larsen, som bor på Ærø.
Bogen er et fund for dem, der kender områderne i forvejen og gerne vil vide mere – og en fin idébank for dem, der vil lære stederne at kende.
Mange, mange mennesker har stået bag tekster, kort, grafer og billeder – og man kan finde dem alle sammen bag i bogen lige før stikordsregistrene. To registre- et med stednavne og et med personnavne – fungerer perfekt.
En række af landets største fonde har støttet udgivelsen
Det kan i den grad anbefales at gå ind på Trap Danmarks hjemmeside, hvor der er et væld af oplysninger om tilblivelsen af værket.
Som noget usædvanligt, men forbilledligt, ligger der et afsnit om de metoder, der er brugt i udvælgelse af materiale – af enhver slags. Læs det her Redaktionel metodik.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
