|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 17-10-2019 Rumforskning og jagten på verdener som vores KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Det er lige nu, alt det her sker, skriver Gunver Lystbæk Vestergård i et indledende kapitel. Det er ikke mange årtier siden, at den almindelige opfattelse blandt fagfolk var, at der formodentlig ikke var ret mange planeter omkring andre stjerner – eller hvis der var, så ville vi ikke kunne finde dem, fordi de ville være så langt væk. Hele den formodning blev blæst omkuld i 1995, da den første exoplanet i kredsløb om en anden stjerne end vores egen sol blev fundet af de to schweiziske astronomer Didier Queloz og Michel Mayor. 8 oktober 2019, næsten 25 senere, fik de to den velfortjente nobelpris for opdagelsen. Denne udmærkelse kunne Gunver Lystbæk Vestergård ikke vide, var på vej, da hun skrev sin bog, men hun var udmærket klar over de to astronomers fund, så hun besøgte og interviewede Mayor og hans hold i Genève under sit skrivearbejde. Denne første exoplanet cirka 50 lysår væk i stjernebilledet Pegasus fik det lidet ophidsende navn 51 Pegasi b, som fortæller at dens stjerne hedder 51 Pegasi. Derpå tog jagten på exoplaneter fart, og der er nu fundet mere end 4000 af slagsen. Men hvordan kan man overhovedet finde disse planeter? Forfatteren beskriver i detaljer de metoder, der er til rådighed for astronomerne og ikke alene det, men også, hvordan de forskellige metoder er udviklet: der er radialhastighedsmetoden – også kaldet ’slingremetoden’. En stjerne bevæger sig en anelse, når en planet passerer den. Denne ’slingren’ er det muligt at måle – og herigennem kan massen af stjernens planet beregnes. Transitmetoden kom lidt senere til og var vigtig, for med to forskellige, uafhængige metoder kunne der sættes færre spørgsmålstegn ved fundet af nye planeter. Denne metode baserer sig på, at en stjernes lys dæmpes en smule, når en planet passerer, og hermed får man mulighed for at finde planetens radius. Endeligt er der en metode, der kaldes Einsteins linse eller mikrolinsemetoden. Muligheden for at bruge den opstår, når én stjerne passerer foran en anden stjerne og paradoksalt nok forstærker lyset fra baggrundsstjernen. Forgrundsstjernen kommer nu til at virke som en linse, og Gunver Lystbæk forklarer, på hvilken måde det kan betyde, at en eventuel planet omkring forgrundsstjernen bliver synlig, og hvordan man kan få forbløffende mange oplysninger om planeten ud fra målingerne. Denne sidste metode er altså meget effektiv og kan give mulighed for at opdage planeter, der er længere væk og/eller er mindre end dem, der kan findes ved de to første metoder. Men man skal være hurtig, når en stjerne glider ind over en anden i sigtelinjen fra teleskopet, for øjeblikket er hurtigt forpasset. Den danske astronom Uffe Gråe Jørgensen fortalte Gunver Lystbæk, at han 14 dage før hendes besøg havde fundet en planet, der så spændende ud, men, ak, ingen andre astronomer nåede at bekræfte hans observationer, så han måtte opgive den – ”Sådan kan det gå”, tilføjede han. Indenfor planetjagten er der et ’før og efter Kepler’. Det amerikanske rumteleskop (opkaldt efter den berømte astronom Johannes Kepler fra 17. århundrede) fandt i løbet af sine næsten 10 ’leveår’ fra 2009 - 2018 flere end 2000 exoplaneter, og Gunver Lystbæk beskriver euforien, da Kepler allerede i 2011 gjorde et fund, som astronomerne i den grad havde håbet på: en planet, som ligner Jorden – en såkaldt ’exojord’ . Den fik navnet Kepler-22b og er at finde 600 lysår fra jorden og har en omløbstid omkring sin stjerne på lidt under 300 døgn. Den er cirka dobbelt så stor som jorden, og overfladetemperaturen blev estimeret til ca 20ºC. Men så vidste man heller ikke yderligere – som f.eks. om planeten bestod af gas eller sten. I alt fandt Kepler cirka 600 exojorde. Når man jagter noget, er det klogt at definere, hvad det er man søger. Altså: Hvad er defintionen på en planet? Det har vist sig ikke at være så let: f.eks. er der fundet vagabonderende kloder uden moderstjerne, gaskæmper tættere på moderstjernen, end man mente muligt og planetsystemer uhyggeligt tæt sammenpressede. Så det eneste, der lige nu er enighed om, er, at planeter stammer fra støv og er dannet i skiver omkring nye stjerner. Og dette er jo ret magert. Så kan man vælge at interessere sig specielt for planeter, der ikke alene ligner vores Jorden, men ligger i den beboelige zone i passende afstand fra sin stjerne, hvor der er er mulighed for flydende vand. Lige præcist den kategori kaldes ’guldlokplaneter’ . Dem fandt Kepler kun er par dusin af, og kun én enkelt af dem (Kepler-186f) har Keplerholdet vurderet som kandidat til udvikling af liv, medens en del andre astronomer er skeptiske. Gunver Lystbæk på sin side understreger, at vi ikke har nogen mulighed for at vide, om nogle af rumteleskopets mange fund rummer liv. De er for langt væk til nærmere undersøgelser. Til gengæld er hun glad for straks at kunne komme med en spændende nyhed – og denne gang handler det om en planet helt tæt på os kun 4,2 lysår væk – den kaldes Proxima Centauri b og findes i stjernebilledet Kentauren – mere præcist i den ene af de to forhove! Den blev fundet i 2016 af et internationalt hold af astronomer, der arbejdede på flere jordbaserede teleskoper i Chile. Den opfylder alle kriterierne for at være en kandidat til liv – lige bortset fra, at den beboelige zone i dette tilfælde ligger så tæt på stjernen, som er en rød dværg, at UV-og røntgenstråling sandsynligvis ville forbyde liv – i hvert fald, som vi kender det. For i bogens sidste kapitler gennemgår forfatteren en lang række teorier og forskningsresultater, der bl.a. handler om at undersøge primitive organismer, der kan tåle meget - endda radioaktiv stråling. De fleste astrobiologer tror på liv andre steder i rummet, men stiller til gengæld et solidt spørgsmålstegn ved intelligent liv, får vi at vide. Men astrobiologer er kreative og udover at undersøge primitive, men hårdføre livsformer her på jorden, arbejder de med det lys, som planter og bakterier reflekterer, når de rammes af lyset fra deres stjerne. Der er et smukt billede i bogen af et ”katalog over livets farver”, som en gruppe omkring den østrigske astronom Lisa Kaltenegger arbejder med ved Cornell University. Idéen er, at optage spektre her på Jorden af det reflekterede lys fra alle mulige mikrober og primitive organismer, så der er noget at sammenligne med, når man - måske engang - kan hente tilsvarende optagelser ned fra exoplaneter. Det er en dejlig bog at fordybe sig, som Gunver Lystbæk Vestergård her har skrevet. Hun er journalist ved Weekendavisen med en ph.d. grad i videnskabskommunikation, og man mærker i den grad hendes engagement i emnet. Hun er en veloplagt fortæller. Bogen er næsten talesprog, og det kan nogle gange blive lige rigeligt nok, når hun skriver om ”…små stjerner, der som hostende plæneklippere ikke rigtigt vil tænde” eller når hun fortæller om jublen ved en nyfunden planet, at der er en hunger efter at få bekræftet, ”…at Jorden er triviel. At de andre er som os – lidt som en usikker teenager, der bliver lettet over at få at vide, at også Cameron Diaz kæmper med akne”. Altså! Men man kan jo ikke få det hele, så hvis disse mærkelige sammenligninger er prisen for en pragtfuld fortælleglæde – ja, så betaler jeg den gerne. For tag ikke fejl – fagligheden hos Gunver Lystbæk Vestergård er helt i top, og hun har bestemt ikke kun læst sig til det hele. Nej, hun har samlet viden ind i laboratorier og observatorier over hele verden og interviewet et væld af relevante forskere – heriblandt som allerede nævnt en af årets nobelpristagere – og det endda på et tidspunkt, hvor hverken han eller Gunver Lystbæk kunne vide, at han ville få prisen. Det svenske videnskabsakademi, der uddeler Nobelprisen i fysik har udsendt en pressemeddelelse om årets pris med en masse spændende materiale om exoplaneter – det ligger her Gyldendal har udgivet bogen og interviewet er en genudsendelse fra 2020 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. | Lyd: Copyright Radio Update |
