|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 22-03-2023 Marco Malvaldi: En speget affære KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Vi skal tilbage til året 1900, og det meste af handlingen finder sted under et weekendselskab på et gammelt slot i Toscana (hvor ellers!) - vindomsust, som slottets navn Campoventoso antyder. Slottet tilhører gods-og virksomhedsejer Gazzolo, som netop har indledt en produktion af kødkonserves. En af weekendens gæster er Artusi, kogebogsforfatter, gastronom og desuden sælger af fine tekstiler. Han er specielt interessant for værten, som håber på hans anbefaling af konservesdåserne med kød, som han håber at kunne sælge kæmpepartier af til det osmanniske rige. De andre gæster var også interessante for værten i netop denne sammenhæng - det var en assurandør, en bankdirektør samt allervigtigst den såkaldte delegat, dr. D’Ancona, der kort fortalt skulle vurdere italienske virksomheders pålidelighed som sælgere og tyrkiske kunders kreditværdighed - og tilsvarende var der i selskabet en repræsentant fra tyrkisk side. Desuden var der lægen Montegazza, professor i fysiologi og god ven af Artusi. Forfatteren benytter sig af den alvidende fortæller - og det er endda en alvidende fortæller, der nærmest blander sig i, hvad der foregår og taler tydeligt fra nutiden. Som f.eks. da slottets frue taler med stuepigen om den ret omfangsrige eftermiddagsservering, der vil finde sted kun to timer før den ekstremt omfangsrige middag senere. Her leverer fortælleren denne kommentar om menuen: ’Det var alvorlige sager, ikke som de aperitiffer vi amatører indtager i det 21.århundrede’. Et andet sted diskuterer vært og gæster teknologier knyttet til konservering af fødevarer - og fortælleren går her direkte ind med egne kommentarer - om bl.a. Legoklodser, hvis opfindelse ligger omkring 50 år ude i fremtiden. Samtalen - eller snarere: samtalerne under middagen er elegante skitser af deltagerne, og der er også antydninger af, hvad der er på spil for Gazzolos (håber han) kommende forretninger med osmannerne. Men med alle de glatte replikker, der smyger sig fra den ene bordende til den anden, anes der en rutsjebane, der ikke ender blødt. ” Jeg tror hellere, vi må tilkalde lægen”, var stuepigens kommentar næste morgen, da hun til hushovmesterens chok havde kigget gennem nøglehullet ind i delegatens aflåste værelse. D’Ancona er død, kunne Montegazza konstatere, men også at der hverken var tale om blodprop eller hjerneblødning. Manden var simpelthen blevet kvalt - bag en aflåst dør. Netop den lukkede dør er en velkendt del af plottet i en klassisk krimi - og et af nærværende anmelders yndlingsgåder. Hvordan er det dog gået til? Ikke noget med ekstranøgler eller dirke, ikke noget med et vindue på klem - heller ikke skorstenen fra den åbne pejs undgik en nøje kontrol for spor af klatretrin. Er der mon en hemmelig gang ind i værelset udefra - det er jo et ældgammelt slot? Til overflod var der bag døren en tung pude til at holde trækken ude. Politiet måtte tilkaldes. Nærværende bog er anden del af en serie, hvor Artusi spiller en væsentlig rolle - i den foregående sag (som også foregik på et slot i Toscana) havde en bestemt politimand, Artistico, arbejdet tæt sammen med Artusi. Han var nu politiinspektør i nærliggende Siena - og han blev tilkaldt. Så begyndte brikkerne at falde på plads - først kunne et muligt motiv til mord nu fastlægges - og så plejer resten jo fint at følge efter, men ikke denne gang. Det er nemlig stadig en gåde, hvordan manden er blevet myrdet bag en lukket og lås dør! Måske er løsningen, at han slet ikke er blevet myrdet? Der er ingen mærker på afdødes hals og brystkasse - og en (hurtigtarbejdende!) retsmediciner fandt ingen spor af giftstoffer i hans mave eller blod. Nu er bogens forfatter faktisk uddannet kemiker - og han har leveret den mest elegant tænkelige forklaring på gåden med den låste dør. Så siger jeg ikke mere. For nu at komme tilbage til mine spørgsmål fra indledningen: lad os tage dem bagfra: Hvem gjorde det?’ ’Var det virkelig butleren’ eller ’ Var det måske slet ikke nogen? Jo, han var blevet myrdet, men var det butleren? Hm, både ja og nej. Får vi at vide, hvem der gjorde det? Ja, vi gør! En god krimi kræver, at det skal være muligt for læseren ud fra oplysningerne i teksten selv at finde frem til morderen - der er selvfølgelig ikke nogen, der siger, det skal være nemt - det skal det egentlig helst ikke, men der er altså lagt rimelige strømpile ud. Selvom bogen er alvorlig nok, så er der masser af skæg og ballade. F.eks. er der en falsk pil, der peger i retning af, at der faktisk er en hemmelig dør, der fører ind under slottet - og en af deltagerne i selskabet undersøger sagen - med et forbløffende resultat. Brevduer spiller en ganske væsentlig rolle - de var simpelthen hurtigere til at levere et brev end postvæsenet - selvom det italienske væsen nu får et par pæne ord med på vejen. Og så er der al maden, vinen og opskrifterne - og Pellegrino Artusi er en historisk person, ja han er! Han blev født i 1820, (som han i romanen fortæller en af de andre gæster) - og han levede så frem til 1911, men da havde hans kogebog med næsten 800 opskrifter nået en kolossal udbredelse og bidrog til at forme generationer af italieneres spisevaner, kan man læse på bogens bagflap, som citerer Thomas Harder i en tidligere bog, med titlen Mad og mennesker fra Alperne til Sicilien. Og ikke nok med det, lægen professor Mantegazza er også en virkelig person. Forfatteren Malvaldi har skrevet både et ’efterord’ (Til slut) og en udførlig ’tak’ - begge dele er meget værdifulde tilføjelser til en fin fortælling. Godt nok, men er den så også spændende? Herfra lyder et rungende JA! Det er også Thomas Harder, der har oversat En speget affære fra italiensk - det er en nydelse at læse og følge de forskellige personligheder, der karakteriserer sig selv gennem deres replikker - f.eks. i et afsnit, hvor husets frue hyggesnakker med stuepigen, som kæmper med at flytte en tung lænestol uden at få lidt hjælp. ’ Satans til skæbne at være kvinde’, var den sætning, der meget passende satte punktum i det forudgående afsnit. Bogen på 240 sider er udgivet på Arvids Forlag, hvor Mathias Joong Dahl Jeppesen har stået for det smukke omslag med velvalgt foto fra Colourbox. En smuk bog - lækker både at se på og at holde i hånden! Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
