Udstillingen på Louisiana med denne titel stiller mennesket over for kunstig intelligens, som brager frem og lokker med hurtige informationer og opgaveløsninger.
Kan mennesket erstattes af en maskine med kunstig intelligens? Mennesket har jo været kreativt nok til at ’opfinde’ kunstig intelligens - kan mennesket så ikke også være kreativt nok til at kontrollere disse maskiner udstyret med AI? Eller er det måske omvendt?
Den japanske kunstner Tetsuya Ishida er repræsenteret med flere værker på udstillingen. Et af dem (med titlen Mebae, Opvågnen) viser noget der umiddelbart ser ud som et klasselokale med drenge, der hver især er beskæftiget med et mikroskop eller en bog. Men se lidt nøjere på det - så bliver det uhyggeligt, for hvor mange af drengene er egentlig mennesker? Nogle af eleverne er simpelthen gået i et med de mikroskoper, de arbejder med - eller er blevet forvandlet til disse. Læreren ser da ud som et menneske, men hvorfor har kunstneren så valgt at beskære sit eget motiv, så man ikke kan se hans hoved? Det er uhyggeligt - drengene ser klemte og beklemte ud. Her er maskinerne virkelig trængt ind på menneskers område:
Museumsinspektør Mathias Ussing Seeberg, der har kurateret udstillingen, lægger vægt på, at sigtet med udstillingen er at skabe grundlag for en diskussion af kreativitetens vilkår i vores samfund. Derfor er børn og deres leg, tegninger og generelle kreativitet en del, faktisk ret stor del, af udstillingen. Amy Ogata har bidraget med en artikel i Louisiana Revy, hvor hun blandt andet overvejer, hvorfor psykologerne og populærvidenskaben i midten af det 20. århundrede mente, at der eksisterede et ’overset, men enestående værdifuldt, kreativt barn’. Det gav sig så igen udtryk i bugnende hylder med alskens legetøj, som forventedes at stimulere barnets intellektuelle udvikling og fantasi, som kunne minde om en ’ naturressource, der ventede på at blive udvundet, vejet og udnyttet’. Legetøjsindustrien må have klappet i hænderne. Her er to illustrationer: navnlig det ene rammende og også fint i egen ret: børn der nyder Isamu Noguchis Klatrestativ.
Men så er der jo maskinerne! ’ AI is neither artificial nor intelligent’, fastslår Kate Crawford i en af de film, der følger med udstillingen. AI er nemlig fodret med ’gammelt’ materiale, i form af kolossale datasæt. Den kendsgerning har givet basis for en af udstillingens største installationer, nemlig Trevor Paglens From ’Apple’ to ’Abomination ’.
Den består af over 13.000 billeder sat op tæt sammen på væggene i et helt rum - billederne er kvadratiske, og jeg vil tro, de er cirka 10 gange 10 centimeter. Disse billeder er så igen baseret på et datasæt, der hedder ImageNet - og det rummer over 14 millioner billeder fordelt på 20.000 kategorier. Dette datasæt bruges til at træne kunstig intelligens, altså undervise computeren i, hvad der f.eks. menes med ’frugt’, hvor f.eks. både æbler, pærer og bananer skal kunne rummes i denne kategori. Det er jo ganske ukontroversielt, men hvad med kategorien ’menneske’ - skal den underopdeles i ’kvinder’, ’mænd‘ og ’andet’? Her kan der hurtigt opstå problemer. Denne installation er ikke bare en af de største og mest tankevækkende på udstillingen, men den er også meget smuk. Før undertegnede var blevet klar over, hvad det var jeg så på, opfattede jeg og nød det hele som en kæmpestor byzantinsk mosaik.
En lille del af væggen med Trevor Paglens From ’Apple’ to ’Abomination’, hb foto
Udstillingen undersøger, hvad det er maskiner ikke kan (eller endnu ikke kan): kan en maskine for eksempel kede sig? Mennesker kan i hvert fald - og vi møder et foto taget af kunstneren Dawn Parsonage med titlen ’ . Miriam keder sig’ (engelsk: Boring Miriam - det betyder vel ikke helt det samme?). Miriam deltog i et forsøg med hvordan tid opfattes - ’Time Perception’.
Den dybe kedsomhed er stort set forsvundet i dag, mener Mathias Ussing. Det skyldes jo den smartphone, vi altid har ved hånden - den kan udfylde ethvert tomrum - se bare i Metroen. Men det er et tab specielt for børn, mener han, for når de keder sig, træner de deres initiativ og evnen til at finde på for eksempel nye lege. Alle ved - eller oplever - at tid nogle gange flyver og andre gange snegler sig afsted. Den sydkoreanske kunstner Lee Wan har sat sig for at konkretisere denne oplevelse med en hel væg med ure - i alt 30 styks, Proper Time. Hvert af urene er knyttet til et bestemt menneske med navns nævnelse, fødselsår, samt beskæftigelse og nationalitet. Urene går med hver deres hastighed - nogle går rigtigt langsomt og andre lynhurtigt. Det enkelte urs hastighed er styret af en algoritme (formel), der tager udgangspunkt i personens indkomst, udgifter til mad og antal arbejdstimer - jo hurtigere en persons ur går, jo hurtigere har han tjent til sin mad, jo rigere er han altså. Ja, der er da også plads til politiske vinkler på udstillingen.
Men hvad er der ellers som en maskine ikke kan? Kan den glæde sig - eller forelske sig? Nej, det kan den nok ikke, selvom der i litteraturen har været leget med tanken. Det korte svar er nok, at en robot måske vil kunne programmeres til at opføre sig som forelsket, og det er jo noget helt andet. Kate Crawford peger på, at masser af kreative arbejdspladser er i stor fare for at gå tabt for mennesker f.eks. indenfor filmindustrien. Det er ikke første gang i historien, at ny teknologi udgør en trussel mod arbejdspladser, men denne gang er truslen altså mod de kreative brancher som forfattere, oversættere og illustratorer. Ikke bare er det jo et problem for dem, der i givet fald bliver arbejdsløse, men hvis det, der gør et menneske til noget særligt, faktisk er menneskets kreativitet, så går noget meget væsentligt tabt netop her, argumenterer Crawford. I EU vedtog Europa-Parlamentet dog i sommeren 2023 den såkaldte AI act - og så kunne arbejdet i eu-systemet med at få dens reguleringer omkring kunstig intelligens gå i gang - det vil så tage endnu en rum tid, før det er endeligt på plads - og i mellemtiden vil AI have flyttet sig milevidt.
Men der er noget, der er endnu meget værre: Måske en robot ikke kan kede sig, men den kan til gengæld hallucinere - eller hvad man nu skal kalde det, når den (Bing, for eksempel) uden et sekunds tøven leverer et svar, der er manifest vrøvl. Hvis den mangler data til at levere svaret på et spørgsmål, ja, så opfinder den åbenbart lidt ekstra data. Kan det være farligt? Ja, i hvert fald, hvis dens intelligens udvikles til at kunne gøre sig fri fra de mennesker, der har programmeret den. Kan det lade sig gøre? Måske, i hvert fald er der ikke mangel på bekymrede miner fra både fagfolk og forretningsfolk på dette område, men på den anden side, så skal der jo også tjenes penge, ikke? Se bare den sag, der her i slutningen af november 2023 blussede op omkring først fyring så genansættelse af Sam Altman som CEO i OpenAI. Elon Musk har (måske lidt overraskende) længe været åben om sit syn på de farer, AI kan byde på - ja, har endda advaret om, at denne kunstige intelligens kan føre til ødelæggelse af civilisationen "civilisation destruction” - en advarsel han på et nyligt topmøde gentog.
Louisianas aktuelle udstilling er i den grad et indlæg til tiden i debatten om kreativitet som noget specielt for mennesket. De mange værker at se på og lytte til er et godt eksempel på ’Don’t tell them, show them’. Man bliver virkelig opmærksom på mange ting - også på ting, man ikke har været opmærksom på før. Det er selve den menneskelige kreativitet og dens rolle i samfundet, der her er til debat - en helt nødvendig debat.
Udstillingen er støttet af
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal,
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Det Obelske Familiefond
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
