Murede huse kan bevares og restaureres, sådan skriver Oldermand Christian Dahl Pedersen i sit forord til bogen om Københavns Murerlaug, som fejrer laugets 400 år.
Udover murerlaugets historie, dets opbygning, funktioner i samfundet gennem tiderne rummer bogen også en række biografier over medlemmer af bestyrelse og repræsentantskab.
Men den største del af bogen handler om mursten og de huse, der er bygget af mursten.
Thomas Bo Jensen, som er forskningschef og professor ved Arkitektskolen i Aarhus, har skrevet to store kapitler: Hvad er en mursten og København set fra en mursten. Han indleder med at svare på spørgsmålet om, hvad en mursten egentlig er for en sten.
Først det forfatteren kalder opskriften på en mursten. Den består faktisk kun af tre komponenter: Ler, sand og vand, der formes til en mursten, som vi kender den. Så tørres den lidt og brændes derpå ved en temperatur på omkring 1000 grader - det er en hel videnskab for sig at finde frem til den optimale temperatur samt brændingstid. Men der er en ting mere: for i leret er der små mængder metalforbindelser - typisk jern. Jernet kan så afhængigt af brændingstemperatur og mere eller mindre oxygen få forskellige nuancer i rødt - eller ligefrem sort. Det er ren dejlig kemitime!
Mursten skal jo hænge sammen for at blive en mur - dermed er vi fremme ved fuger og mørtel. Og det er et mindst lige så stort fagligt emne som selve murstenen. For ikke alene skal mørtlen, som udgør fugen, få stenene til at hænge sammen, men fugen skal også være blød nok til at beskytte stenene mod at blive beskadigede og knække. Mørtlen er ikke fjern fra murstenen i sine bestanddele. Medens murstenen er ler, sand og vand, er mørtlen kalk, sand og vand.
Mursten har i århundreder været det mest brugte materiale til huse i København, og forfatteren vælger året 1623 som et godt sted at begynde, når man (som han formulerer det) vil tegne et portræt af Københavns murstenarkitektur gennem tiderne. Lad os se på et par eksempler: Her får vi fortalt om Rundetårn, som blev bygget på bare fem år: 1637 - 42. Murstenene i tårnet er ’slankere’ end de munkesten, der ellers i mange år havde været brugt og faktisk også en smule kortere på alle leder end nutidige mursten. Det betød muligheder for flere raffinementer i detaljerne, forklarer Thomas Bo Jensen, som ligefrem betegner murerhåndværket af Rundetårn sammen med Trinitatis Kirke som et ’kvantespring i perfektion’. Læg også mærke til, hvordan der er arbejdet med skiftende røde og gule mursten. Hvem har så stået for byggeriet i praksis? Navnet på den murermester, der nedlagde grundstenen til Rundetårn, er faktisk kendt. Han hed Jørgen Scheffel og var fra Bern. Men af diverse protokoller fremgår det, at de fleste af murersvendene havde danske navne - i øvrigt med tilføjelsen ”von Kopenhagen”. Denne sidste betegnelse gjaldt i øvrigt også udenlandske murere, der var blevet gift med en dansk kvinde!
Fra barok til rokoko, hvor forfatteren peger på rokokomesterværket Amalienborg opført i årene 1750-60 af Nicolai Eigtved. Murstenene her er gemt bag et lag puds og maling. Ja, mursten kan jo udsættes for meget, og dette afsnit har faktisk overskriften: ’Vandskuringens slørede murstensfacader’. Selve ordet ’vandskuring’ dækker over det at trække finkornet mørtel hen over facaden med vand og forskellige redskaber. Det giver muren en let sløret overflade, der kan være en raffineret kontrast til blankmurede flader. Der er en glidende overgang mellem vandskuring og puds - og så er der også filtsning og berapning, men lad det nu ligge og bare slå fast, at man kan vælge at dække mursten med et ganske let slør op til næsten fulddækkende lag. Forfatteren giver Holmens Kirkes (restaurerede) Gravkapel som et vellykket eksempel på netop dette.
Bogen går helt ind i historiske og samfundsmæssige sammenhænge af betydning for byggeriet. Et slående eksempel her er genopbygningerne af København først efter den store brand i 1795, her gik det hurtigt, men væsentligt langsommere efter englændernes bombardement tolv år efter, i 1807, hvor blandt andet napoleonskrigene med sine ødelæggende konsekvenser for handel over hele Europa kom i vejen for genopbygningen.
Lad mig springe frem til midten af 1800-tallet og til arkitekten Herholdt. Forfatteren er begejstret for Universitetsbiblioteket, hvor Herholdt gik i dialog med teglværket Frydenlund i Søllerød - han ønskede sig nemlig ikke bare de normale mursten, men en lang række specialsten - nogle glacerede og andre med specielle former - og alle stenene bidrager til konstruktionen - ingen er overflødige, skriver Thomas Bo Jensen begejstret om dette værk i mursten, som kan ses - ikke gemt bag puds som C.F.Hansens Vor Frue Kirke lige ved siden af. Uærlig arkitektur, mener tilhængerne af Herholdt.
En af disse tilhængere var P.V.Jensen-Klint, som på Polyteknisk Læreanstalt var blevet undervist af Herholdt i netop Bygningskunst. Jensen-Klints hovedværk er Grundtvigskirken, og Thomas Bo Jensen ’tøver ikke med at hævde, at det formentlig er det mest præcist udførte murværk, der kan opdrives på kloden’. Jensen argumenterer og dokumenterer omhyggeligt - det er spændende læsning, for eksempel hvordan Jensen-Klint udvælger den helt rigtige murermester til opgaven - og de helt rigtige mursten.
Thomas Bo Jensen slutter sin del af bogen med det inderlige håb, at murstenen snart igen får lov at spille en hovedrolle i byggeriet.
Søren Mentz er leder af Museum Amager. Han har skrevet et kapitel med titlen Christian 4. og Københavns murerlaug, hvordan det præcist forholder sig med den sammenhæng, bliver udfoldet her. Tilsyneladende var man i begyndelsen nødt til at invitere fagfolk fra udlandet. F.eks. var murermesteren fra Rundetårn jo fra Bern. Kongen var meget fokuseret på at gøre København til en by, der kunne måle sig med andre europæiske storbyer. Det lykkedes i den grad, og det var ikke mere kun kirker, klostre og slotte der var grundmurede, det var også f.eks. Nyboder, Børsen og Kastellet. De rigeste københavnere fulgte efter og ville også have murstenshuse - og det fik de blandt andet på Christianshavn og Amagertorv.
Men der var et problem: der manglede arbejdskraft i København, og en væsentlig del af årsagen var de store omkostninger, der var forbundet med at blive optaget i et laug. Christian 4. skar igennem - og ophævede i 1613 alle laug, og hans kommentar her var, at i fremtiden ’skal det være enhver håndværksmand eller anden, som agter sig her i riget at nedsætte og søge sin næring, uforment sit håndværk at bruge.’ Han tilføjede dog, at han måske ville foretage ændringer siden, og det gjorde han ved at stifte Københavns Murerlaug i 1623. Ikke alle murermestre var dog tilfredse. Svendene var heller ikke glade. Der findes et omfattende kildemateriale til den følgende magtkamp, og det er spændende læsning om den langvarige proces, der betød, at både murermestre og -svende ved slutningen af det 19.århundrede var fuldt organiserede. Christian 4. ville være glad, og bogen slutter med en række kortere artikler om murernes organisering i dag - og et kig ud i fremtiden.
Bogen er en nydelse at læse - man får meget at vide om mursten og - ikke mindre om fugerne, som kan give så meget ekstra til murværket. Jens Lindhe har stået for langt de fleste fotos i knivskarp kvalitet. Tro mig: efter endt læsning vil en tur gennem København blive meget mere spændende, husene vil komme til live - og mon murstenene nogensinde er lagt helt ens i to huse?
Bogen på 264 sider er udgivet af Gads Forlag med støtte fra Kirsten og Freddy Johansens Fond
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
