Øget sygedagpengebetaling vil få virksomheder til at afvise at tage de svageste ind på arbejdsmarkedet
Hos SMVdanmark er der stærk undren over regeringens finanslovsforslag, der indehoplder en række økonomiske belastninger af dansk erhvervsliv.
Størst undren er der dog over forslaget om at forlænge arbejdsgivernes sygedagpengebetaling med yderlige 10 dage.
Vicedirektør Jakob Brandt siger blandt andet til BygTek, at forlængelsen af den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode er et ’beskæftigelsespolitisk selvmål’, hvor der skabes økonomiske incitamenter til ikke at ansætte syge og svage borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Socialt ansvar straffes
Han kalder det en ’skat på virksomheder, der ansætter folk med dårligere helbred’ og siger videre:
- Vi har ikke brug for, at regeringen øger beskatning på arbejdskraft i Danmark. Slet ikke at man øger udgifterne for, at virksomhederne tager et socialt ansvar ved at ansætte medarbejdere, som måske er på kanten af arbejdsmarkedet. Når det bliver dyrere at ansætte nogen, som måske har det lidt svært og kan forventes at have lidt flere sygedage, så vil virksomhederne holde op med at ansætte de pågældende i samme omfang, som det sker i dag. Det klinger hult, når man i samme hug hører Nikolai Wammen er ude med budskabet om, at regeringen vil holde hånden under de svageste. Øget sygedagpengepetaling er et selvmål, siger Jakob Brandt til BygTek.