|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 08-02-2019 Poul Schlüters tid KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan skriver hovedforfatteren, Niels Wium Olesen, i det afsluttende og konkluderende kapitel i bindet om Poul Schlüters tid som statsminister1982 – 1993. Dette bind er det femte og indtil nu det seneste i den stort anlagt serie De Danske Ministerier. Selvom nærværende bog er på respektindgydende 674 sider, så er det faktisk 2. del af en dobbeltudgivelse, hvor 1. del er Anker Jørgensens tid 1972 – 1982. Medens Niels Wium Olesen er hovedforfatter på foreliggende del 2, har Thorsten Borring Olesen været hovedforfatter på del 1. De har begge stået for afsnit i ’hinandens bind’. Der skulle gå mere end 80 år fra Systemskiftet i 1901, før Danmark fik sin første konservative statsminister i kraft af Poul Schlüter, som d. 10 september 1982 kunne præsentere sin regering. Det var en mindretalsregering, som udover Det Konservative Folkeparti bestod af Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – og basis var smal: kun udgjort af 65 medlemmer af Folketinget. På grund af sin sammensætning fik regeringen lynhurtigt tilnavnet ’Firkløveret’. Regeringens leder, statsminister Poul Schlüters virkelige og varige fortjenester kan ses som knyttet til han uomtvisteligt store politiske, taktiske sans. Denne udmøntede sig dels hans hensynsfuldhed overfor specielt demindre partier i hans koalitionsregeringer, dels i den behændighed, det kræver, at være en mindretalsregering, når der opstår et flertal i Folketinget udenom regeringen. Dette sidste skete allerede, da regeringen kun havde siddet en måned, og rødderne gik tilbage til NATOs såkaldte dobbeltbeslutning fra 1979. Det dobbelte lå i, at NATO på den ene side ville opstille 572 mellemdistanceraketter i Europa og på den anden side lagde op til forhandlinger med Sovjetunionen. 14 oktober tilsluttede Socialdemokratiet siget forslag fra SF, VS ogDe Radikaleom en fremtidig folketingsbeslutning om, at Danmark skulle stille sin del af infrastrukturprogrammet for raketterne i bero. En måned senere kunne de samme fire partier i Udenrigspolitisk Nævn samle et flertal udenom regeringen for at Danmark i FN skulle vise afstandtagen til atomoprustningen. De nævnte fire partier udgjorde det såkaldte ’alternative flertal’. Regeringen valgte modvilligt at følge kravene fra dette flertal, selvom sikkerhedspolitik klart var et så afgørende spørgsmål, at den måtte overveje at gå af. I stedet fik regeringen indført de danske særstandpunkter i de fælles NATO-beslutninger – det var de velkendte fodnoter! Hele dette forløb, der fortsatte i årevis, er beskrevet i alle detaljer i bogen, hvor forfatteren også nævner, at ’processen indtil nu har været underbelyst i forskningen.’ Hvorfor valgte Schlüter og hans regering så at blive siddende i stedet for at gå af eller udskrive valg? Svaret er klart: Den helt nødvendige økonomiske genopretning stod i centrumfor firkløverregeringen, men da det sikkerhedspolitiske problem opstod 14 oktober 1982, havdeman endnu ikke havde resultater at vise på økonomien. Ikke desto mindre udtalte finansminister Henning Christophersen (V) 16 oktober i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 1983, at ”genopretningen er begyndt”. Resultaterne måtte man naturligvis vente lidt på.Men så kom de: Efter indledende forhandlinger i 1984 om en skattereform blev der indgået forlig i 1985 – et forlig, der blev vedtaget med (forholdsvis) tilfredse miner både på højre og venstre side af Folketinget – internt i regeringen var Venstre dog ikke ganske tilfreds - Schlüter kaldte resultatet ’historisk’. Men så kom senere samme år ’Julepakken’, som nok mest var en tornet gave i form af en buket af afgifter samt bl.a. begrænsning af mulighed for belåning af friværdi. Denne pakke blev vedtaget sammen med finansloven og betød, at skønnet for underskuddet i 1986 kunne barberes med næsten halvdelen. Men det var ikke nok, så der måtte yderligere en ’Påskepakke’ til med endnu en lang række afgifter. Denne pakke blev kun lige akkurat vedtaget i Folketinget. Allerede i efteråret samme år var den så gal igen: betalingsbalanceunderskuddet var yderligere forværret, og Schlüter måtte ved Folketingets åbning 7. oktober 1986 præsentere forslag til yderligere en stribe afgifter på forbrugsvarer og endnu værre, så lå der også i indgrebet en afgift på 20% af renten på alle slags forbrugslån, og det vel at mærke med tilbagevirkende kraft. Indgrebet kaldet ’Kartoffelkuren’ blev vedtaget af Folketinget allerede 17. oktober, men ikke uden en del bekymring og uro – navnlig på grund af elementet med den tilbagevirkende kraft. Kur og pakker virkede! Betalingsbalancen forbedredes i de sidste år af firserne, og i 1990 var der overskud – for første gang i 30 år! Ligesom forholdet til NATO er forholdet til EF og senere EU noget, som følges detaljeret i bogen. Sagen omkring den såkaldte EF-pakke i midten af 1980’erne er et godt eksempel på Schlüters evner til at lægge en strategi: der var et meget mudret forløb politisk, hvor det var svært for udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen(V) at komme igennem med sine argumenter for et ja til pakken. Desuden var der tvivl om, hvad socialdemokraterne ville, men efter et gruppemøde meddelte Anker Jørgensen personligt statsministeren, at man havde besluttet at stemme nej. Schlüter greb til en plan B, som Thorsten Borring Olesen formulerer det, og udskrev en vejledende folkeafstemning. Strategien lykkedes: det blev en sejr for regeringen med 56,2% ja-stemmer. Sådan gik det dog ikke den næste gang, Schlüter lagde en beslutning ud til Folkeafstemning –i 1992 stemte danskerne nej til Maastricht – og vi fik derpå de velkendte forbehold. Et andet stort tema i bogen er udlændingepolitikken: I 1973 var der indført et stop for indvandring fra såkaldte tredjelande – det var i forbindelse med oliekrisen, og området var ikke egentligt lovgivningsmæssigt reguleret. Derfor havde Folketinget i 1977 nedsat et ’fremmedlovsudvalg’ for at få tingene i orden. I begyndelsen af 1980’erne stod udlændingepolitik ellers lavt på den politiske dagsorden, skriver Wium Olesen, men foranlediget af en aktuel, konkret sag fremsatte Erik Ninn-Hansen (K) i januar 1983 forslag til en udlændingelov, der bl.a. skulle præcisere hidtil gældende praksis og flytte alle udvisninger over til domstolene fra at være behandlet administrativt af Fremmedpolitiet og reglerne for opholdstilladelse og udvisning skulle præciseres. Forslaget byggede i vid udstrækning på en flertalsindstilling (7 ud af 10 medlemmer) fra nævnte udvalg. Ninn-Hansen regnede derfor ikke med problemer for sit lovforslag. Han skulle blive klogere. Det viste sig nemlig, at der ikke var opbakning internt i regeringen, og ved debatten forud for førstebehandlingen skete dette: CD’s ordfører Birgith Mogensen erklærede sig meget positiv overfor udvalgets flertalsindstilling, og da VS’ retsordfører Preben Wilhjelm spurgte hende, om det var den samlede gruppes holdning, bekræftede hun det – for straks at blive delvist modsagt af sin partifælle Yvonne Herløv Andersen, som understregede sit partis positive holdning til indvandring. Ved selve førstebehandlingen præsenterede Bernhard Baunsgaard (R) sit partis synspunkt, nemlig at man snarere skulle bygge på mindretallets indstilling, der var langt mere positiv overfor indvandring og negativ overfor udvisninger. Resultatet af det hele blev en lov vedtaget 3. juni 1983 inklusiv ikke færre end 88 ændringer. Loven blev kendt som Europas mest liberale udlændingelov, konstaterer forfatteren. Han supplerer med senere at notere, at mens der i 1983 var godt 300 asylansøgere, var tallet i 1984 steget til 4300. I september 1987 forelagde Ninn-Hansen på et ministermøde fire lovforslag til drøftelse – et af dem drejede sig om nævnte udlændingelov, men var af ’banal lovteknisk karakter’, som det formuleres i bogen. Alligevel førte det til lidt diskussion om begrænsninger i antallet af familiesammenføringer og her mindede Ninn-Hansen sine ministerkolleger om, at ”loven og visse konventioner skabte retskrav med hensyn til familiesammenføringer. Noget kunne ændres administrativt, men det ville ikke være alt for behageligt”, sluttede han. Med viden om det senere forløb har de sidste ord en skæbnetung og uafvidende profetisk dimension, kommenterer Wium Olesen og tilføjer, at det var her Tamilsagen begyndte. Den behandles grundigt i flere af de følgende kapitler frem til dommen over Erik Ninn-Hansen for brud på ministeransvarsloven. Det skete ved en rigsretssag i 1995. Dommen afsagt d. 22 juni lød på fire måneders betinget fængsel. Men da var ministeriet Poul Schlüter allerede trådt tilbage d. 25. januar 1993 – efter lidt mere end 10 år. Denne periode fordelte sig på fire ministerier: to med firkløveret, derpå en KVR-regering og endelig en KV-regering. Bogen er inddelt i fire afsnit svarende til de fire ministerier. Udover mange store temaer er der et væld af andet stof. Her er f.eks. et tidsbillede – Mimi Jakobsen (CD) stod med et fire-måneders spædbarn, da hun lidt modstræbende påtog sig posten som kulturminister. At hun gik højgravid rundt på Christiansborg, skriver forfatteren, havde allerede kastet spydige og usolidariske bemærkninger af sig……… utroligt: det kun 36 år siden, tænker denne anmelder! Samtidigt med alt dette kan man følge politikeren og mennesket Poul Schlüter, som han udvikler sig frem til regeringens sidste dag. Vi ser ham også overfor både politiske modstandere og partifæller – her skal kun nævnes et enkelt eksempel: Anders Fogh Rasmussen blev i februar 1985 formand for Venstres såkaldte perspektivudvalg. Kort tid efter publicerede han en artikel i Venstres blad Liberal, hvor han kaldte til ideologisk oprustning i partiet. Det var ikke ganske tilfældigt, skriver Wium Olesen, for Poul Schlüter havde kort tid forinden erklæret, at ”ideologi er noget bras”. Det var ’ganske forvorpent’ sådan at tale statsministeren midt i mod, kommenterer forfatteren. Følgen blev da også en næse til Fogh Rasmussen både fra statsministeren og fra hans egen partiformand. Omkring tre år senere efter valget i 1988 slog regeringen kursen højre om – det skete i kraft af et nyt samarbejde mellem Schlüter og Anders Fogh (skatteminister siden 1987). Det var på bekostning af finansminister Palle Simonsen (K) – og til stor skade for alliancen med økonomiminister Niels Helveg Petersen (R). Regeringen blev åbenlyst destabiliseret af denne højredrejning, skriver Wium Olesen, og Schlüter selv viste i denne periode klare tegn på nedslidning. Bogen slutter med to store, opsamlende, evaluerende og konkluderende kapitler. Det første af disse bærer overskriften Afslutning. Her samler Wium Olesen op: ’Poul Schlüter…..førte frem mod den konkurrencedygtige velfærdsstat, Danmark er i dag.’ Det andet af slutkapitlerne bærer overskriften: Anker Jørgensens og Poul Schlüters tider 1972 – 1993 skrevet afde to forfattere sammen – et kapitel, som elegant sammenkobler politik med hvad man måske kan kalde ’tidsånden’. Her konkluderer de samstemmende, at Anker Jørgensen passede til 1970’erne og Schlüter til 1980’erne, mens man vanskeligt kan forestille sig dem bytte årti. Værket er en bedrift af de helt store. Bogen mestrer på én gang overblik og detaljerigdom, og på én gang letlæseligt sprog og faglig tyngde. Det sidste styrkes af den meget omfattende samling af kilder - både arkivmateriale og trykte udgivelser. I et meget nyttigt forord gør forfatteren rede for, hvordan han og kollegaen har arbejdet med den genre, som historieskrivning af den foreliggende slags udgør og forklarer selv om brugen af kilder. Noterne er mange og meget, meget nyttige – det samme gælder personregisteret! Forfatterne er begge historikere fra Aarhus Universitet. Man bliver taknemmelig for dette værdifulde bidrag til dansk politisk historie, hvis kvaliteter det er vanskeligt at beskrive på fyldestgørende vis selv i en forholdsvis lang anmeldelse. Der er få, men velvalgte illustrationer. Den smukke bog i solidt hardcover bliver liggende på opslag uden at knække i ryggen. Poul Schlüters tid er udgivet af Gads Forlag med støtte fra PFA Pension i anledning af 100-års jubilæet i 2017. Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
