”…jeg hader at forlade en god fest, lige som den for alvor er gået i gang….”. Sådan skrev Lars Løkke Rasmussen for et par måneder siden i sin bog Om de fleste og det meste. Men nu har han alligevel forladt festen. Vi tager et genhør med bogen.
”…jeg hader at forlade en god fest, lige som den for alvor er gået i gang….”, sådan skriver Lars Løkke om situationen den sene aften i november 2001, hvor valglokalerne få timer før var lukket, og Venstre netop var gået i gang med at fejre sejren ved folketingsvalget. Hvorfor smutter han så? Ja, han er faktisk amtsborgmester i Frederiksborg Amt, og samme dag som valget til folketinget har der også været amts-og kommunalvalg. Hvor mon hans politiske fremtid ligger?
Bogen Om de fleste og det meste har undertitlen ”Erindringsglimt”, og det er lige hvad det er. Som det fremgår af indholdsfortegnelsen, går Løkke strengt kronologisk frem. Hvert kapitel er udover årstallet forsynet med en kort og ganske rammende karakteristik af indholdet. Det første år, Lars Løkke fortæller om er 1970, hvor han såmænd bare er seks år gammel, så lad mig hoppe frem til 1978, hvor han som ung teenager kommer i lidt dårligt selskab. ”Tyveriet” hedder kapitlet, hvor det kun nåede at gå en lille smule galt for den kommende statsminister, men oplevelsen satte sig varige spor, og var med til at fremme hans interesse i via LøkkeFonden at hjælpe drenge, der er kommet på en forkert glidebane.
Nu vi er ved drenge, så blev Lars Løkke selv far til Bergur i 1990, som i en alder af fire år en morgen står på bare fødder i nattøj på en skammel ved et gavlvindue i familiens lille hus og med meget høj stemme bekendtgør, at han ikke kommer i børnehave i dag, fordi ”min far, han sover”! Så vågner hans far – hans mor er for længst taget på arbejde!
Når nu denne søde episode er fortalt, så er der altså langt mere politisk stof end privat i den velskrevne bog. Lars Løkke er denne gang selv forfatteren, selvom kolofonen oplyser, at Kirsten Jacobsen har været konsulent på bogen – denne gang. I udgivelsen ’Befrielsens øjeblik’, der i 2019 landede med et brag midt i valgkampen, var det hende, der havde skrevet på baggrund af mange timers samtale med Lars Løkke – så hun kender ham godt – ingen tvivl om det. Men alle vi andre kommer nok til at kende ham bedre ud fra denne bog, hvor han selv har siddet ved tastaturet. I de tidlige kapitler fremstår han veloplagt, ligefrem glad berettende –han holder meget af anekdoter. I de senere kapitler kan man mærke bitterheden mere end snige sig ind sammen med den skarpe pen. Det gælder ikke mindst i 2019, hvor han i et kapitel med samme overskrift som før nævnte samtalebog først fortæller om et møde med Mette Frederiksen som kongelig undersøger, hvor han sammen med Karen Ellemann og Kristian Jensen overfor Frederiksen bekræfter ønsket om et forpligtende samarbejde for at afskære yderfløjene fra indflydelse. Det samarbejde blev så ikke til noget, og vi fik, med Lars Løkkes ord, ”Den første regering i nyere dansk politisk historie uden mål for vækst og velstand…….Det burde være det letteste i hele verden at give dem kamp til stregen. I stedet vælger vi at gå i kamp med os selv……”.Bonk. Så når vi frem til forretningsudvalgsmødeti Venstres hovedbestyrelse fredag 30. august 2019, hvor der var flertal for at afholde et ekstraordinært landsmøde med valg af formand og næstformand. Altså, i klartekst stort set sådan: Du er velkommen til at søge dit eget job.
Lars Løkke orkede ikke mere og satte sig sammen med de andre ved bordet ”en sidste gang.
Nu skulle vi hygge os. Så det gjorde vi.
Alle var ikke færdige med at hygge sig, da jeg gik i seng.”
Dagen efter, 31. august 2019, ankom Lars Løkke få minutter over kl.10, hvor hovedbestyrelsesmødet lige akkurat var begyndt – og tændte straks for optagefunktionen på sin telefon – den fulde optagelse inkl. pauser og mumlerierer er gengivet i bogen. Løkke tog selv ordet som den første, hvor han til sidst i talen konkluderede at ville ”følge den opfordring, som er formuleret af kommunerne i Midtjylland om omgående at trække mig tilbage som formand for Venstre”. Derpå 13 sekunders stilhed, så en tak til den afgående formand og klapsalver. Det var det hele – og Lars Løkke skyndte sig væk. Det kan ikke være et tilfælde, at nærværende bog udkommer 31 august 2020, præcist etårsdagen for hovedbestyrelsesmødet i Brejning.
En lille måned efter blev Jakob Ellemann-Jensen på et landsmøde valgt til ny formand for Venstre. To måneder senere udveksler de to fra en talerstol venlige ord og gode ønsker.
Der er skrevet flere bøger om Lars Løkke, hvor han har sagt nej til at medvirke – et princip, som han nu mener klart har været en fejl, ”For skriver du ikke selv historien, skriver andre den for dig, og det bliver den med statsgaranti ikke pænere af.” Nu har han så selv skrevet sin historie, og den er i den grad værd at læse – det er der flere grunde til: det er en klassisk selvbiografi sådan at forstå, at man lærer et menneske at kende og i dette tilfælde også en arbejdsplads, hør f.eks. om Christiansborg – ”et ormehul af sladder”, skriver han, og fortsætter: ”Muligvis er det sådan på mange danske arbejdspladser, men her snor det sig ind i og ud af væggene, infiltrerer den offentlige mening og bliver nærmest til fakta.” og ”Pressen bygger op, river ned, bygger op, river ned. Det kan føles helt skæbnebestemt, om man skal møde sine vælgere, mens man er under opbygning eller nedrivning”. Lars Løkke tager fat i mange sager– vi får hans eget take på både GGGI-sag, fiskekvoter og ikke mindst finanskrisen, hvor der lige er et hip til hans forgænger, Anders Fogh som den sande mester i timing, han havde ry for at være: ”Han smuttede lige som krisen ramte os”, lyder det fra Løkke. Det kan vist ikke være en kompliment? En sag, der tydeligt nok har ærgret Løkke, handler om det han kalder ’ingen copyright i politik’. I 2011 havde Venstre udarbejdet en pakke med titlen ’Holdbar vækst’, hvor et vigtigt element var en meget omfattende boligpakke. Der skete så bare det (med Løkkes ord), at Socialdemokratiet stjal Venstres forslag, før det var blevet offentliggjort. Den historie har helt tydeligt ærgret Lars Løkke voldsomt, og han fortæller den i alle detaljer. Det er i den forbindelse, at han bruger et nyt dansk ord: Kommentatoriet. Det eksisterer ikke i Den danske ordbog, men er sandelig let nok at forstå.
Men hvad er så fremtiden for Løkke? Situationen nu er, at han nærmest har mere indflydelse som klummeskribent for BT end som medlem af Folketinget – ”Et mærkeligt limbo”, kalder han det selv og tilføjer, at han ikke dur til at være halvt inde. Hans valg står mellem at se den politiske dør lukket – eller slå den ind. ”På den ene eller den anden måde.” og det valg er tæt på, skriver han som det allersidste. Allerede dagen før udgivelsen havde kommentatoriet en stor dag.
Hvor jeg dog savnede et stikordsregister! Det havde været nyttigt lige at kunne gå tilbage til typisk en eller anden person uden at bladre helt vildt i bogen.
Bogen er i lækkert softcover - god at holde i hånden, knapt så praktisk til at ligge åben på opslag, men det klares med en mobiltelefon henover siderne.
Forlagsredaktionen har Kim Hundevadt og Tonie Yde Høirup stået for, mens Kirsten Jacobsen som nævnt har været konsulent. Steen Brogaard har taget det portrætfoto, der ses på omslaget, som Nanette Vabø har stået for – sammen med den grafiske tilrettelæggelse. En rigtigt god idé ses på begge indersider af det bløde omslag: to collager af fotos – de fleste fra private samlinger.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
