|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 12-05-2022 Lone Simonsen: Hvordan håndterer vi fremtidens pandemier? KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Foto af forside fra forlaget Sådan lyder de advarende ord fra forfatteren, som med den aktuelle bog selv har gjort sit for at undgå den fælde. Bogen udgøres af fire dele, hvor de to første ser tilbage – og de to sidste ser fremad. Lone Simonsen er veteran på pandemifronten. Hun har boet og arbejdet som epidemiolog i USA i mange år, har også arbejdet for WHO og er nu professor ved Roskilde Universitet, hvor hun leder forskningscenteret PandemiX, som udfører tværvidenskabelige studier af, hvordan epidemier opstår, forløber – og slutter. Det er hele den baggrund, hun trækker på i denne lille, komprimerede bog. Der er interessante pointer på hver eneste side – her er et enkelt eksempel: I bogens første del bringer Lone Simonsen os tilbage til 2003, hvor en coronavirus med betegnelsen SARS-CoV forårsagede sygdommen SARS, som både havde en lynhurtig udbredelseshastighed og en usædvanlig høj dødelighed: 8000 kendte tilfælde var der i alt, og ikke færre end 800 af disse mennesker døde, altså 10%. Men en egentlig global epidemi, altså en pandemi, udviklede SARS sig jo ikke til. Epidemiologerne havde beregnet kontakttallet til tre, altså regnet ud, at én smittet person viderebragte smitten til tre andre og de frygtede det værste. Men pludselig forsvandt sygdommen så brat, som den var kommet. Hvorfor nu det? Der er faktisk flere forklaringer. Lone Simonsen var på det tidspunkt selv sendt fra USA til at arbejde i et hold under WHO, der sammen med en lang række landes epidemiologer, intenst kæmpede for at opspore og isolere de smittede. Et arbejde, der blev lettet ved, at personer smittet med SARS først selv bragte smitten videre adskillige dage efter de første symptomer – i modsætning til patienter med Covid-19, som jo smitter længe, før de bliver syge. Men der er endnu en mulig forklaring, skriver Simonsen. For selve det, at SARS-virusset var superspredende, kan betyde, at det måske har en akilleshæl. For at forklare det, griber forfatteren fat i begivenhederne, da sygdommen Covid-19 begyndte at brede sig i februar 2020 – hun hæfter sig ved de to kendte superspredningsbegivenheder: ”Afterskibaren” i Tyrol med en smittet bartender (der vist ovenikøbet spillede fløjte…) og en fodboldkamp i Milano, hvor en tredjedel af indbyggerne i Bergamo var stimlet hen for at bakke deres eget fodboldhold op. Ved at analysere data fra test blandt deltagerne i disse festligheder har virologerne kunnet konstatere, at kun omkring 10% af alle smittede stod for hele 80 % af videresmitten. Akilleshælen er altså, at et effektivt forbud mod større forsamlinger er en god måde at kvæle virus – og det er jo netop det, der skete næsten overalt i verden i foråret 2020 – i Danmark allerede 11 marts. Netop superspredning er et forskningsområde, som Lone Simonsen og hendes PandemiX-gruppe vil bore videre i. Det er med gysen man læser i de tilbageskuende afsnit, hvor galt det faktisk kunne være gået – også her i landet: et eksempel – Delta-varianten, som dukkede op i efteråret 2021 var næsten dobbelt så dødbringende som den oprindelige variant og spredte sig næsten dobbelt så hurtigt. Men da havde vi jo fået vaccinerne. Hvis Delta havde været først på banen, altså før vacciner og nedlukninger, så kunne vi her i landet have oplevet op mod 60.000 coronarelaterede dødsfald svarende til omkring 1% af Danmarks befolkning. Til sammenligning har Statens Seruminstitut indtil dags dato registreret 5.600 dødsfald. Angående dette scenarie vil jeg virkelig anbefale at læse Lone Simonsens forklaringer og beregninger i bogen - og ikke bare disse få linjer. Hvorfor optrådte WHO så nølende i februar/marts 2020? Det undrer forfatteren sig over. ”Test, test, test”, lød det fra organisationens generalsekretær, selvom der jo manglede test-udstyr! Hvis man bare lidt tidligere var gået til værks lige så effektivt som ved SARS-udbruddet i 2003, havde det måske været en fordel. Hun peger på, at en del af denne nølen kan ligge i den kritik, som WHO havde fået i 2009 for at erklære den mildt forløbende svineinfluenza for en pandemi. Dengang var den udbredte forventning nemlig, at den næste pandemi netop ville blive forårsaget af en influenzavirus. Og den næste pandemi vil komme, det er Lone Simonsen overbevist om – og den har allerede fået et navn: DiseaseX, kalder WHO den ildevarslende. Selvfølgelig kommer der nye pandemier, mener hun og forklarer det med, at det typisk begynder med en for tæt kontakt mellem dyr og mennesker – og der bliver jo flere og flere mennesker, så kontakten bliver nødvendigvis hyppigere og hyppigere. De fleste gange vil det kun være den enkelte person, der har fået overført virus fra et dyr, som bliver syg. For de fleste gange vil denne person ikke smitte videre – virus fra et dyr kan normalt ikke springe fra menneske til menneske – men pludselig bliver netop det spring muligt i kraft af en mutation – og så er det, vi har balladen. Men der er også en anden mulighed – og man aner forfatterens bekymring på bogens sidste to sider, hvor hun ” mener, at vi skal være forberedt på, at den næste pandemi også kunne være menneskeskabt. Derfor er det afgørende at regulere det, man kan kalde risikabel forskning, ” skriver hun og forklarer, hvordan hun selv spiller en meget aktiv rolle i netop denne regulering, idet hun allerede i 2014 var med til at grundlægge en international arbejdsgruppe, der kæmper for at skaffe lys over forskning (selv i meget lukkede laboratorier) med potentiale til at fremkalde en menneskeskabt pandemi. Der er mindre end en håndfuld figurer/tabeller – men man savner ikke noget – teksten taler virkelig for sig selv. Men jeg vil lige nævne en lille tegning, der viser slægtskabet mellem forskellige coronavirus. Det kunne ligne en håndtegning på en tavle formodentlig af forfatteren selv. Den er i al sin enkelthed genialt god at få overblik på. Bogen er en del af Informations Forlags serie ”Moderne Idéer”, som er støttet af Lundbeckfonden, Statens Kunstfond og Augustinusfonden. Derfor er den ikke meget dyrere end en god kop kaffe, og jeg kan meget anbefale den – også hvis man har fulgt godt med undervejs i coronaens tid. Undertegnede er imponeret over, hvor mange forskellige sten Lone Simonsen får vendt, og hvor meget hun stille og roligt på de kun 78 sider både ser bagud på forløbet af sygdommen og fremad på de kommende udfordringer. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
