RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord
|
MESTERNYT Nu må unge gerne arbejde på værksteder
Nu må unge gerne arbejde på værksteder
Den 1. januar 2025 trådte en række lempelser af reglerne om unges arbejde i kraft. Der er bl.a. sket lempelser og ensretning i reglerne om unges arbejde med maskiner, ligesom ”fejepersonsreglen”, der gør det muligt for unge at være beskæftiget som fejepersoner fx på værksteder eller i industrien, består. Men nogle virksomheder er stadig nervøse for, om det er inden for reglerne at ansætte unge til den type af arbejde.
Generelt gælder det, at jo farligere en maskine er, desto større afstand skal den unge holde til den pågældende maskine. Det betyder, at en ung fx ikke må udføre sit arbejde lige op ad en rundsav, der er i gang. I sådanne tilfælde skal arbejdsgiveren instruere den unge i at starte sit arbejde et andet sted i værkstedet. Hvis en farlig maskine er i drift, skal arbejdsgiveren sørge for, at maskinen enten er slukket, afskærmet eller sikret på anden vis.
I de fleste tilfælde vil maskiner være tilstrækkeligt sikret ved afskærmning eller på anden vis for også at beskytte de voksne medarbejdere, der betjener dem.
På et værksted, hvor en anden medarbejder betjener en maskine, der ikke er afskærmet, men lovlig indrettet – det kunne være en manuel fræser eller en drejebænk – skal arbejdsgiveren sørge for, at den unge ikke kommer så tæt på, at vedkommende kan komme ind i det farlige område ved roterende værktøjer, heller ikke ved at snuble. En passende foranstaltning kan i sådan et tilfælde være, at det markeres på gulvet – evt. med farvet tape – hvor lang afstand der skal holdes til maskinen.
Betjener en anden medarbejder fx en autolift for at reparere en bil, må den unge gerne gøre rent omkring og under liften, mens reparationsarbejdet pågår. I sådanne tilfælde skal arbejdsgiveren sørge for, at den anden medarbejder er opmærksom på, hvor den unge befinder sig i forhold til liften, og der skal være sørget for, at den unge ikke kan starte liften.
Arbejdstilsynet understreger, at farlige maskiner godt kan være i drift, mens en ung arbejder i nærheden af dem. I sådanne tilfælde skal maskinerne dog være afskærmet eller sikret på anden vis.
Du kan læse mere om emnet på denne side: https://at.dk/nyheder/2025/01/ja-unge-maa-gerne-feje-paa-vaerksteder/
|