|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 14-05-2024 Ulla Terkelsen: I min tid KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Ulla Terkelsen var lige blevet ringet op af Niels-Jørgen Kaiser, direktør i Tivoli og (ikke mindst) næstformand i bestyrelsen for det nye TV2. Denne tidlige morgen i 1987 lød hans spørgsmål til Ulla Terkelsen, om hun fra 1 oktober ville være nyhedschef på TV2 med overansvar for egenproduktionen (og Sporten) - klar til at gå i luften året efter, 1. oktober 1988. Hun var SÅ klar til at være med til at skabe en ny arbejdsplads indenfor det fag, hun elsker så højt. Detaljer som løn og arbejdsforhold fik hun ikke spurgt til. Så nu var hun på TV2 - og der er hun stadig - nu midt imellem at kunne fejre sølv-og guldbryllup med sin TV-station. Terkelsen skriver om opringningen cirka midtvejs i sin store fortælling om de første 8 årtier af sit liv - firsårsfødselsdagen er 15. maj 2024. I 53 korte, veloplagte kapitler samt en lille epilog fortæller hun om sine oplevelser i ’sin tid’, og hun advarer i bogens indledning om, at ’ erindringer ikke kommer i afsnit, men flyder ind i hinanden uden kronologi og afsnit’. Ikke desto mindre: når man læser bogen fra en ende af, oplever man forfatteren være helt ung, blive ældre og nå frem til sin nuværende alder, mens hun er i gang med det ene job efter det andet og har fast bopæl først i den ene så i den anden storby - for det er jo i de store byer, journalisterne møder deres arbejde. Det er netop, fordi hun er journalist, at man på forunderlig vis selv mærker de otte årtiers begivenheder, udviklinger og forandringer - møder politikere, topembedsmænd, andre beslutningstagere og også rigtigt mange andre mennesker. Det sidste gælder mest udpræget i hendes tidlige ungdom i Aarhus, hvor hun iført ørkenstøvler og cowboybukser marcherede med i kampagnerne mod atomvåben - i øvrigt også mod ’bornerte omgangsformer mellem kønnene’, som hun selv formulerer det. Hun fortæller om sin gode veninde, der blev gravid i 3. G og som efter diverse forhandlinger fik lov at fortsætte i gymnasiet og som nybagt mor blev student sammen med resten af klassen - det hører med til historien, at denne veninde stadig er gift med barnets far, medens Ulla Terkelsens første ægteskab indgået lige efter studentereksamen ikke holdt så længe. Hun havde giftet sig med en lidt ældre kammerat, som ville studere i Polen, og ham fulgte hun med til Warszawa i årene 1963-64. ”Jeg var ungkommunist, da jeg kom, og antikommunist, da jeg rejste”, opsummerer hun tørt sit ophold, hvor hun havde sit første lillebitte journalistiske job i en dansk afdeling af den polske radio. Terkelsen kom første gang i et rigtigt job, da hun blev ansat i mesterlære på den aarhusianske lokalavis Demokraten - hun lærte en masse her, understreger hun, men et postkort fra gode venner på ferie i London ændrede alt: Her skal du til, det er lige dig” . Det blev til ni år i London - som freelancejournalist og til et nyt ægteskab med en anden journalist. De fik sammen sønnen Nicholas, men også dette ægteskab blev kort. Kapitlet giver her et levende tidsbillede af London i 1960’erne. Ikke så munter var situationen i Belfast - Ullas første krig - det var i 1969. Det var her, hun opdagede, at hun ikke blev bange, når det var farligt - og det var det i Belfast dengang. Her arbejdede hun for Danmarks Radio, og alt i alt har hun dækket Irland og dets konflikter i omkring 30 år. De ni år i London sluttede i 1976 - og det blev en hård overgang at returnere til København - hendes DR-kollega Steffen Gram mere end antydede, at hun vist kedede sig. Selvfølgelig afviste hun det overfor ham dengang, men skriver selv i bogen, at ’ jeg passede bare ikke ind i Danmarks Radios kultur’. Ikke desto mindre gik hun fra freelancereporter, til fastansat og fra reporter til redaktør på DRs daglige TV-Avis, som hun senere blev chef for. Så kom flytningen inde fra Radiohuset på Rosenørns Allé ud til Gyngemosen i Gladsaxe - det er ætsende prosa fra Ulla Terkelsens side - det var en flytning ingen havde ønsket sig, og stemningen var elendig. Men så kom (med hendes egne ord) flugten til Amerika. Det var på hendes 40 års fødselsdag 15. maj 1984. Der var tale om en foreløbig fireårig kontrakt med DR som USA-korrespondent. Hun boede i det fine kvarter, Georgetown, som hun beskriver som et partyområde, hvor det politiske liv og pressens ditto var tæt knyttet sammen af drinks parties. Terkelsen er en fremragende iagttager - en evne skærpet gennem et langt liv med et væld af oplevelser af andre lande og kulturer. Der er fine kapitler om USA og specielt Washington og New York. Selvom hun bestemt ikke lukker øjnene for landets mange problemer, ’ er USA også et behageligt sted at bo - hvis man ikke er fattig’, skriver hun og tilføjer: ’ Det var jeg ikke’. Så var det, at opringningen fra Niels-Jørgen Kaiser kom - en opringning, der førte frem til hendes drøm af en arbejdsplads i Odense. Men det var et altopslugende arbejde, hun havde kastet sig ud i med at lave TV2 på Fyn. ” Det krævede fuldstændig koncentration, mental tilstedeværelse …..og ingen tid til at se sig tilbage over skulderen”. Desuden var der, forklarer hun, udbredt skepsis overfor projektet - især blandt andre journalister. Men det gav sammenhold og kampånd på TV 2, tilføjer hun og mindes TV 2-direktør Jørgen Schleimann for hans management by crisis hver eneste dag. Noget hun nævner som meget positivt er de store nyhedsrum og fælles lokaler - stik modsat DR, som ’ gav journalisterne enkeltmandskontorer, hvor de kunne sidde og gruble og konspirere og undlade at lave noget. Erfaringerne fra DR var nyttige’, fortsætter Ulla Terkelsen, fordi de fortalte, hvad vi skulle undgå. Dette er meget muligt rigtigt nok, men til gengæld ikke helt kønt skrevet overfor en tidligere arbejdsplads. Da det hele så var på plads for TV 2 Nyhederne, var Terkelsen parat til at blive afløst på chefposten - og i stedet bytte plads med Svenning Dalgaard, som blev chef i Odense, og hun overtog hans post som EU-korrespondent. Bruxelles er et paradis for DJØF-kulturen, skriver hun, men hun var som reporter jo også meget af tiden på farten rundt i medlemslandene. Derpå kortvarigt tilbage til Odense, inden hun ved årsskiftet 1994-95 med jubel tog imod job i Berlin for at dække det genforenede land og dets naboer mod øst. Igen får læseren her et skarpt og kærligt portræt af en by, denne gang Berlin, hvor hun boede fast i 5-6 år. Planen havde egentlig været, at Terkelsen skulle fra Berlin til Moskva, men i stedet for blev det London - igen. Men denne gang som ’faldskærmsjournalist’ - hun skulle med kort varsel kunne flyves ind, hvor TV 2 havde brug for det. ’ Essensen af et liv som journalist’, kalder hun det selv - hun elsker det og er netop derfor i undertegnedes øjne fremragende til det. Så kom 9/11 og dermed en ny æra. ’ Optimismen forsvandt, lige så hurtigt som tårnene på Manhattan var styrtet sammen’, skriver hun - og blev udstationeret i USA i seks måneder. Derpå fulgte de krige i Mellemøsten, som katastrofen udløste. ” We don’t want you here” er overskriften på et meget tankevækkende kapitel, hvor Terkelsen fortæller om oplevelser i både Irak og Afghanistan, hvor lokale folk bliver forulempede af store, larmende amerikanske militærkøretøjer - nogle gange smittede vreden så af på journalisterne. Hun fortæller også om en samtale med en afghaner, der talte udmærket engelsk. Han spurgte hende, om det var rigtigt, at masser af mennesker i Vesten boede alene. Det måtte være skrækkeligt uden et familieliv som det centrale, sagde han. Ulla Terkelsen turde slet ikke nævne, at hun selv var skilt to gange og kun havde ét barn. Livet i Vesten beundres ikke af alle mennesker i verden, konkluderer hun. Ukraine har hun også dækket flere gange, der er Brexit, Lesbos med flygtningestrømme, terrorhandlingerne i Paris og Nice - Ulla Terkelsen har dækket det hele. Hun havde i mange år en ferielejlighed lidt uden for Nice. Men med henblik på at bo mere permanent og (måske) arbejde lidt mindre, kiggede hun på bylejligheder - og fandt lige det hun søgte i Cannes. Ulla Terkelsens ansigt er enormt velkendt fra utallige nyhedsudsendelser gennem årene, og hendes erindringsbog her har givet mulighed for at lære hende at kende som person, fordi hun på ingen måde holder igen med, hvordan hun selv oplever de mange gange rystende begivenheder, hun dækker. Selvom hun udtrykkeligt skriver, hvor uvant det er for hende at skrive om personlige følelser, hører vi også om hendes privatliv, hvor sønnen Nicholas i langt mest tid boede hos sin far og dennes nye familie. Det har fungeret fint. Er der noget, man kunne ønske sig mere af i erindringsbogen? Måske at høre lidt mere om hendes arbejde som leder - både i en periode på DR og på TV 2. Hvad har Ulla Terkelsen været særligt god til som journalist - det tænkte undertegnede over under læsningen, samtidig med jeg genkaldte mange af utallige oplevelser af hende i udsendelser. Det korte svar her er: Nærvær. Når hun er på, så er hun 100% fokuseret og skarp, og lynhurtig til at zoome ind på et uventet spørgsmål. Her udgør bogen et fint bagtæppe, fordi vi får indblik i, hvor meget af baggrundsviden, det kræver at levere et kort svar i en kompleks virkelighed. Bogen 320 sider er udkommet på Politikens Forlag 14 maj 2024 Sendt på Radioupdate 14 maj 2024 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
