- Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem der får æren for det, så længe arbejdet bliver gjort. Arbejdet? At vinde 2. verdenskrig.
Ordene er William S. Knudsens citeret i Martin Lunds nye bog om danskeren, der som helt ung immigrerede til USA med kun en 7. klasses eksamen i bagagen. Alligevel kom han til tops i amerikansk erhvervsliv. Og allervigtigst: Han afsluttede sin civile karriere, da han af præsident Roosevelt blev bedt om at stå i spidsen for produktionen af krigsmateriel i sit nye land og løste opgaven.
Big Bill 190 cm høj er en legende i USA, men er knapt så kendt herhjemme – eller rettere varknapt så kendt, for journalist, fotograf og forfatter Martin Lund besluttede for 10 år siden, at Knudsens biografi i den grad fortjente at blive skrevet til danske læsere. Hvordan Lund arbejdede i de følgende år frem til udgivelsen i foråret 2019, kommer jeg tilbage til. Men først om hovedpersonen: Familien boede i et af byggeforeningshusene i kartoffelrækkerne på Østerbro under lidt trange pladsvilkår i betragtning af, at der i alt var 10 børn. Efter afsluttet skolegang kom han som 13-årig først i lære hos en grossist og blev to år efter ansat i et engrosfirma, der primært handlede med cykler og der fik han erfaring i at håndtere værktøj og ”lave ting”. I 1900 var William blevet 20 år og stillede på session, men blev kasseret, fordi han vejede for lidt i forhold til sin højde! Hvad gør man så? Ja, William besluttede sig for, at Amerika måtte være det rigtige sted for ham og tager afsted.
Det var lidt af en opgave, der forestod for en ung mand, der ankom til New York som én ud af ca. 5000 immigranter dagligt – og endda uden at kunne så voldsomt meget engelsk. Han startede som vicevært, men fik hurtigt job på et skibsværft og derpå som svejser i et stort lokomotivværksted. Derfra avancerede Knudsen til en fabrik, Keim Steel, der forarbejder ståldele – først og fremmest til cykler.
Det er karakteristisk for Knudsen, at han hele tiden får nye opgaver i løbet af sine første fem-seks år i landet, og hele tiden er det opgaver, han kan lære noget af, og som bringer ham videre og nok så vigtigt, så bruger han også hele tiden, det han lærer, til at udvikle det job, han lige i situationen har. En vekselvirkning, som er meget central for ham og vedbliver med at være det, efterhånden som han udvikler lederevner, som supplerer hans store evner for at arbejde med metal og værktøjer.
I 1906 møder Smith, som er chef for Keim, sammen med Knudsen Henry Ford, der har en mindre bilfabrik i Detroit. Det er Knudsen, der hos Keim står for produktionsplan og prisudregning på akselhuse til nogle af Fords biler – og Keim Steel får ordren. Knudsen savner at få lidt mere formel uddannelse, men virksomheden kan ikke undvære ham, siger Smith, og trumfen er truslen om, at fabrikkens 1500 arbejdere formodentlig vil ende med en fyreseddel, hvis Knudsen forsvinder. Så det gør han ikke, fortæller Martin Lund.
I 1911 køber Ford virksomheden Keim og dermed er Bill Knudsen nu ansat hos Ford. Samarbejdet var nu slet ikke gnidningsløst og efter 9 år forlader han Ford og god løn og bonus. Han kan nu begynde forfra. ”Fint!”, kommenterer hans kone.
Efter ganske kort tid får han (naturligvis!) et nyt job: denne gang hos General Motors, hvor han skal arbejde med forbedring af produktionsafdelingen, men avancerer snart (1922) til vicepræsident og i 1924 til præsident for Chevrolet(et af GM’s brands) og samtidigt til vicedirektør for General Motors hovedkoncern.Det er bestemt ikke alt sammen en dans på roser, og det er vanskelige tider, da Knudsen i 1937 bliver generaldirektør for General Motors, understreger Martin Lund.
Knudsen er nu på toppen af sin karriere i erhvervslivet og nyder stor respekt overalt, sådan som det fra alle sider kommer til udtryk i forbindelse med hans 60-års fødselsdag i marts 1939. Året efter er krigen i Europa en realitet,og præsident Roosevelt holder en tale til Kongressen, hvor han beder om hastebevilling til at genopbygge hær, flåde og flyvevåben. Som det er, kan USA nemlig ikke forsvare sig selv.Kongressen bevilger pengene. Men nu opstår det næste problem: hvordan skal man komme i gang, hvordan kan man beregne, hvilke typer fly, der er brug for? Hvordan med tidsrammen? Hvordan skal det hele planlægges og hvem har styr på de praktiske detaljer? Umiddelbart er svaret: ingen. Det er her, at Roosevelt ringer til William S. Knudsen. Præsidentens særlige rådgiver har peget på ham som den i særklasse dygtigste industrielle produktionsmand i landet.
Knudsen var ikke i tvivl om, at han måtte påtage sig den opgave, selvom det betød farvel til et af verdens bedst lønnede jobs og goddag til et dagligt ansvar og pres, som det både var og er umuligt at overvurdere. Og lønnen nu hvor han arbejder for regeringen? Én dollar om året.
Det er klart nok et meget komplekst stykke arbejde Knudsen her har påtaget sig, men det er langtfra det hårdeste for ham. De allerstørste forhindringer på vejen er nogle, man måske kan undre sig over. Der var strejkerne og så politiske problemer. Det sidste først: Roosevelt var demokrat og Knudsen republikaner. Knudsen selv var totalt ligeglad med folks politiske farve - bare de var de bedste til jobbet, og præsidenten kunne godt se fornuften i den holdning. Men det var der en del andre omkring ham, der ikke kunne, og det gav problemer navnlig i den første periode. Men strejkerne var forfærdelige. Knudsen var ganske vist vant til dem, for de havde også mange gange været et stort problem for ham i ledelsesposter, men nu var situationen allerede højspændt med at forberede USA til krigen, så det gjorde forfærdeligt ondt. Man skulle så tro, at angrebet på Pearl Harbor ville betyde et endeligt ophør af strejkerne – og det viste sig da også, at arbejderne over en bred kam nu var villige til at arbejde næsten under alle betingelser, men at fagforeningerne på mange måder stadig forsøgte at genere produktionen. Opgaven med at få de mange tusinde fly, kampvogne, u-både, tanks og våben produceret virkede i begyndelsen håbløs, også fordi det i mange tilfælde var nødvendigt med 100% ombygning af allerede eksisterende faciliteter eller totalt nybyggede sådanne. Også nyt maskineri var påkrævet – men det lykkedes, ja, det gjorde – og 2. verdenskrig blev vundet med solidt bidrag fra William S. Knudsen, understreger Martin Lund solidt underbygget af samtidige kilder, hvor han bl.a. citerer den britiske ambassadør i Washington, lord Halifax, da han roser de amerikanske arbejdere og deres utrolige indsats med disse ord: ”I har fjernet ordet ’umuligt’ fra ordbogen”. Hjemme i Detroit er hyldesten af Knudsen enorm og præsident Truman sendte et digt med bl.a. disse ord:
……… That General Bill helped Victory That no one can deny We yanks and Danes are proud of Bill And one of them am I.………..
Så fulgte en sidste tur til Europa – et sandt triumftog, men også et kærligt besøg hos familie og gamle venner. Tilbage i USA dør William S. Knudsen 29 april 1948.
Bogen er i store træk kronologisk opbygget, og man følger Knudsens rejse gennem livet både - erhvervslivet og det private – f.eks. at han allerede første gang, han mødte Clara Euler, vidste, at hende ville han giftes med. Så tog det noget længere tid at overbevise hende. Men det lykkedes da! På industrialiseringens side følger læseren f.eks. samlebåndet fra kun at være en idé til at være implementeret i bilproduktionen – her er Knudsen en drivende kraft. Forfatteren formår at bringe læseren helt ind i den fremadskridende udvikling gennem cirka 60 år af amerikansk og (i mindre grad) europæisk historie og integrere et enkelt menneske deri.
William S. Knudsen kunne noget særligt, og det vidste han godt selv og følte derfor et ansvar for at påtage sig opgaven med at stå for udviklingen og produktionen af alt det isenkram, der skulle til for at først Storbritannien og siden også USA kunne føre krig. Stædighed har nok været en nødvendig egenskab for at nå så langt, men det betød på den negative side, at Knudsen afslog at tage medicin, som han med et blodtryk på 250 helt klart havde brug for. Selv da hans datter kom med en bakke med medicin og et glas mælk, smed han surt bakken på gulvet – og krævede sin normale morgendrik…et glas brandy/sherry, half/half.
Martin Lund fortæller ikke bare, at Knudsens fornemmelse for tal og hans overblik var formidabelt, han viser det gennem de mange, mange situationer, som Knudsen kunne gennemskue og skære igennem til en beslutning. Og så vidste han simpelthen ALT om maskiner. Det er virkelig spændende læsning: hvordan fik han sine kompetencer og kom så langt?
Det er nemt at finde rundt i bogens 416 sider, fordi kapitelinddelingen er så klar med uddybende overskrifter, som også fremgår i indholdsfortegnelsen forrest (og nej, det er IKKE en selvfølge!). Der er mange billeder i bogen – de fleste små og beskedne, men alle sammen bragt i præcis sammenhæng med tekstens indhold. Bagerst i bogen er der litteraturfortegnelse, navneregister og noter. Noterne er meget værdifulde, fordi Martin Lunds arbejde gennem ti år bygger på et væld af ikke trykte dokumenter i mange arkiver og ikke mindst god kontakt til Knudsens familie. Man kan læse meget mere om alt dette på hjemmesiden https://wsk.dk
Det smukke omslag står Stoltzedesign for og det er Haase Forlag, der har udgivet bogen. Den fortjener en engelsk oversættelse!
Foto af forsiden fra forlaget
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
